93 / 239
K Ø B E N H A V N S P O L I T I
»Kan Institutionen ikke udrette Noget paa denne Maade og ved
disse Midler, kan den overhovedet ikke udrette Noget«. Ønskedes
fysisk magtforøgelse, kunne man f.eks. ansætte flere betjente eller
ty til borgervæbningen, i nødsfald militæret.
Kommissionens valenhed i spørgsmålet om politiets bevæbning
blev skarpt anholdt af Algreen-Ussing, som påpegede det urealisti
ske i den delvise bibeholdelse af stokken. Han kunne ikke se nogen
grund hertil, når kommissionen oven i købet selv antog, at den ville
gå af brug af sig selv med tiden. I øvrigt ville befolkningen ikke
kunne skelne mellem tilfælde, hvor brug af stokken var tilladt, og
andre, især da et sådant skel slet ikke kunne gennemføres i praksis.
Skulle en betjent måske lægge stokken, hvis han havde brugt den
over for et par urostiftere, og episoden udviklede sig til et større
opløb? Som nyt våben bedømte han den foreslåede stav som ganske
hensigtsmæssig og trods lighed i udseende som ganske anderledes i
sin funktion end stokken, der nærmest blev brugt til at uddele ned
værdigende prygl med, mens staven var et virkeligt våben. Og så
kunne man i øvrigt for hans skyld godt udsende en generel opfor
dring til borgerne om at respektere politiet.79
Til slut i rapporten opfordredes justitsministeriet til også at høre
kommunalbestyrelsen i denne sag, der jo i høj grad vedrørte kom
munens interesser, og både magistraten og borgerepræsentationen
fik herefter kommissionsbetænkningen til udtalelse.
Der var almindelig enighed om at afskaffe den kompromitterede
politistok, men medens borgerrepræsentationen i stedet ville have
en mindre farlig stav end den foreslåede, gik magistraten ind for et
sidevåben. Under alle omstændigheder kunne man bifalde forslaget
om politiets mere moderate fremfærd ved større opløb for frem
tiden.
Borgerrepræsentanterne følte sig endvidere foranledigede til at
tage nærmere stilling til den tillidskrise, politiet efter deres mening
9 1