![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0094.jpg)
J. S V A N E - M I K K E L S E N
selvforskyldt var kommet ud i ved at følge en fremgangsmåde, der
ikke passede til tidens krav. En ændring i befolkningens indstilling
måtte politiet selv fremkalde ved for fremtiden at afholde sig fra
al utidig indblanding og i øvrigt optræde med høflighed, besindig
hed og humanitet. Dette ville være af langt større betydning end
alle forslagene om en ændret organisation, men til en begyndelse
kunne man jo indskærpe uniformskravet, så man kunne undgå det
uværdige, hemmelige spionvæsen, og et nummer på uniformen
ville også muliggøre anmeldelse af ukorrekt optræden, selv om man
ikke kendte betjenten. I øvrigt kunne man tænke sig en udskiftning
af personalet som et ganske effektivt middel, men dels ville det
blive alt for kostbart for kommunen, og dels var der jo i den nu
værende stab adskillige dygtige mænd.
Disse ret skarpe bemærkninger kunne magistraten aldeles ikke
tiltræde, og i øvrigt fandt den ikke en undersøgelse af grunden til
den manglende tillid til og respekt for politiet relevant i denne for
bindelse. At forsyne betjentene med et synligt nummer kunne vel
være ganske hensigtsmæssigt, skønt enkelte af magistratsmedlem
merne frygtede, at det ville virke respektnedbrydende.
Forslaget om oprettelse af et fredsborgerkorps faldt i god jord,
og magistraten havde ingen ændringsforslag, hvorimod borgerre
præsentanterne i korpset så et middel til kontrol af politiets op
træden og ønskede det organiseret i nært samarbejde med kommu
nalbestyrelsen, men uden forbindelse med politiet, der skulle for
handle med korpsets leder, hver gang assistance skønnedes nød
vendig. Fredsborgerne skulle bevæbnes med den foreslåede stav og
beskyttes i deres virksomhed ved særlig lov ligesom politiet. Magi
straten gik klart imod dette »Brud paa Principerne for al Politie-
myndighed« og påpegede det farlige i at oprette en ny politimagt
mellem borgerne og det egentlige politi, oven i købet med myndig
hed over for begge parter.
92