59 / 239
K Ø B E N H A V N S P O L I T I
hals eller maske i en beværtning, der holdt nattesæde med væg
terens stiltiende billigelse. Forordningen af 1793 forbød vægterne
at forsamle sig ved enden af gaderne for at holde snak og samtale
med hinanden, men det var måske netop det bedste middel til at
holde øjnene åbne, for den hårde og dårligt lønnede vægterstilling
var som regel kun en bibeskæftigelse for en arbejder eller hånd
værker, der også havde sin daglige dont at passe, og derfor nok
kunne føle trætheden friste til en lur om natten.
Hver nat sendtes patruljevægtere og opsigtsbetjente ud på kon
trolrunder, men da de altid gik ud næsten på faste klokkeslet, traf
de naturligvis ikke mange sovende vægtere. Undertiden, men for
sjældent, drog en ekstraordinær patrulje rundt, og det resulterede
altid i et væld af rapporter om forskellige pligtforsømmelser, der
imidlertid kun gav milde straffe, fordi alle erkendte vægterjobbets
umulige karakter. Men systemet blev ikke ændret, og næste nat sov
vægteren igen.6
Når tyverier florerede, blev betjente og vægtere upopulære på
grund af deres ringe effektivitet, men de vandt dog endnu mindre
agtelse ved deres periodevis ganske overvældende og effektfulde
tjenesteiver og især den måde, hvorpå den kom til udtryk.
Da det underordnede mandskab ikke rekrutteredes blandt de -
på enhver måde - bedst udstyrede samfundslag, kunne det ofte
knibe med at »begegne alle Folk med Beskedenhed og med Gode
styre til Rette«, når der var anledning til at gribe ind.7 Vægterne
var selv indirekte årsag til mindre gadeoptøjer, idet det i datidens
København var en yndet spøg at drille lovens håndhæver, når han
var faldet i søvn på sin post, ved at liste piben og stokken fra ham -
morgenstjernen ansås for alt for farligt et våben til daglig brug og
anvendtes faktisk kun ved morgenparaden - blæse i piben, knipse
ham på næsen, sætte et lys i hans kabuds og råbe brand osv., men
57