111 / 168
109
»Det skal nu gaae her paa Gaderne, ligesom man kiørte om
Kap, Brændevogne med Careter, Carcter med Bryggervogne,
ja saagar Bondervogne kiorer sommetider, som Pokker var efter
dem.«22) Politimesteren var ved at fortvivle, trodsige og uartige
gav Vognførerne Betjentene en god Dag, og særlig klagede han
over, at Herskabskudskene, i Tillid til Beskyttelse fra deres
Herre rs Side, fuldstændigt manglede Respekt.23)
Kørselen havde udviklet sig til en Slags Sport, og om Vin?
teren kom
Kanerne
frem, Bjælderne klang, og Tæpperne fejede
for Vinden. Na a r Sneen — som 1777 — lod vente paa siig, var
det en Skuffelse for mange; det klagede Hyrekudsken over, det
græd »saa mangen brav Jomfru over og rnaaske Madame med«.
»Hvortil nu de nye Topper, nye Kanehuer, de nye Forgyldninger
paa Kanerne og Husarhuerne?« »iBielder kime vel nede ved
Højbro, men hvilket Menneske af fin Smag og en høj Tænkes
maade kunde overtale sig at lade sig slæbe over de blotte Broe?
stene«.24)
Malerisk tog en Kanefart sig ud en Vinteraften i Begfaklers
Skær (Fig. 20); thi 1770 havde man ophævet alle tidligere Fors
bud mod Anvendelse heraf,25) og naar Kongefamiliens Med*
lemmer kørte til Komedie i Kaner eller Karosser og omgivne
af Løbere med flammende Fakler, fyldtes de mørke Gader —
hvor kun søvnige T ranlamper brændte — for et Øjeblik af
Fest og straalende Lys. —
1 Færdselens stadig voksende Strom trængtes Fodgængerne
helt bort fra Kørebanerne, men tikke mindre levende, særpræget
og broget var det Billede,
Fortovet
frembød.
Først gennem haard Strid er dette erobret for de spadse*
rende; thi fra Arilds T id følte Husværten sig som Herre. Det
var jo ham, der maatte punge ud til Brolægning og Fejning, og
trods alle Forsøg formaaede Øvrigheden ikke at kvæle disse
SelvejersNykker. Efterhaanden havde Politiet dog begyndt at
røre paa sig, og Pressen blæste op til Kamp mod den Overflod
af Ragelse, som belemrede de nye Trottoirer.
»Kielderskure, Trapper, Borde, Stole, Bænke, Gryder, Pot*
ter og utallige andre Ting indtage paa mange Steder saa megen