KøbenhavnsGader

113

Mulkt af 1—3 Rdr. altid vige udenom den, de modte. Denne

Regel fulgte man i fremmede Hovedstæder, og saaledes burde

det ogsaa være i København. Politimesteren forregnede sig dog

grundigt. I sin Visdom regnede Magistraten nemlig ud, at det

jo var langt mere praktisk at paalægge Fodgængerne at holde

sig paa højre Fortov, og dette Forslag vandt oven i Købet Rege;

ringens Billigelse, idet den befalede Politimesteren at gen#

nemføre det ved en Plakat. Han var dog fornuftig nok til ikke

at adlyde, men stilfærdigt at begrave det i al dets Umulighed.3”)

Naa r Fortovene mod Aarhund redets Slutning var blevet saa

levende og stæ rk t trafikerede, skyldtes det ikke alene Befolk;

ningens Vækst, men ogsaa, at Københavnerne i stigende Grad

havde faaet Smag for at

promenere

i Gaderne. Hidtil havde

mange, Damerne især, holdt sig inden Døre; Holberg ankede

over, at de sad inde mangen Gang i hele Maaneder, »efterdi

Moden forbyder dem at gaae ud til Fods og de ingen Ævne have

ofte til at leje en Vogn eller en Æske«, og Følgen heraf var, »at

P romenader og Sp a d s e re g a n g e , som ere anlagde for Indbyg;

gernes Fornøjelse og Sundhed, gemeenligen ere gandske øde«.40)

Gadernes usle Forfatning gjorde dog sikkert sit til at hæm;

me Lysten til at promenere, og uden Tvivl har Anlæget af de

nye, mere bekvemme T ro tto irer banet Vej for den Forkærlig;

hed for at spadsere paa Gaderne, som i Aarhund redets sidste

Halvdel stadig mere og mere gjorde sig gældende. Kongens

Have myldrede med spadserende i stiveste Puds, i Filosofgan;

gen ved Foden af Vestervold sejlede fremfor alt »Fruentimmer

i Modens fulde Udrustning, Flag, Vimpel og Gøjs«, frem gen;

nem Vrimmelen,41) og paa Volden bevægede der sig paa visse

Tider af Dagen en stadig Strøm af Mennesker, Damer ikke

mindst. »Det var ej for intet, at man forgangen Aar afhug alle

de udhængende Grene af T ræerne paa Volden«, siger et Blad

1771, da Frisurerne antog taarnagtige Dimensioner; »thi havde

det ikke sket, tør jeg forsikre, at mange af dem nu havde stødt

an, og maaske en Del af disse høje Haarlokker havde fristet Ab;

salons Skæbne, og deres Toppe havde blevet hængende i Gre;

nene til Himlens Fugle, som derved havde fundet en Hoben

bequemme Reder«.42)