120 / 168
118
senere Tider saa typiske københavnske Gadefigurer var der*
med gjort.56)
Mellem de sammenfejede Møddinger, som laa paa Stenbroen
og afventede Skraldevognenes Ankomst, rodede fattige Koner
som Gribbe efter Pjalter, Tø jstumpe r og lignende, som med en
Smule Fordel kunde afhændes til Papirmollerne,57) og en Bunke
snavsede Gadedrenge pjaskede og ragede uden Hensyn til de
forbigaaendes Klæder begærligt i Rendestenens Mudder i Haab
om muligvis at opfiske de Smaaskillinger, Sælgekonerne havde
tabt. »Rendestenssnager« var et almindeligt københavnsk Skælds*
ord for Almuens Børn og Skikken »saa gammel som Staden
selv«.58)
I det snævre Hø jbrostræde, hvor Færdselen var stærkest og
en Mængde kærkomne Smutgange aabnede sig ind gennem
Gaardene til St. Færgestræde, drev Lommetyvene med Forkær*
lighed deres Virksomhed.59) Ja, paa H jø rne t af Hysken* og
Læderstræde, Naboløs og Compagnistræde holdt Ud skuddet af
»den jødiske Nation«, mest unge Lømler, et veritabelt Hæler*
stævne, hvor lutter stjaalne Koster bragtes til Torvs, indtil
Politimesteren 1781 slog ned og med haard Haand splittede
dette berygtede »Tyve*Rendez*vous«.6'’)
T rods alle Forsøg paa at dæmme op for Tiggeriet, trivedes
dette stadig frodigt hele Aa rhund redet igennem. Hovedstadens
Gader vrimlede af ynkværdige Almissesøgende, som paa alle
tænkelige Maader paakaldte Godtfolks Medynk. Fra gammel
Tid paahvilede det Fattigfogederne —
Stodderkongerne
61) — at
holde Justits i Stræderne og opbringe ulovlige Tiggere, og naar
disse grove, brutale Ordenshaandhævere greb ind og under
Eder, Skældsord og Stokkeslag slæbte af med deres usle Fangst,
som ynkeligt skreg om Hjælp, tog Publikum ofte Parti og be*
friede de paagrebne Stoddere. Det hjalp kun lidet, at Plakat
efter Plakat strengt forbod enhver at gøre Fattigfogderne Over*
last under deres Embedsgerning, Slagsmaal og Opløb var næsten
en dagligdags Begivenhed, naar Stodderkongerne drog paa Togt
gennem Stræderne for at indfange de ca. 500 Trvglere, der
gennemsnitligt var Aarets Høst.62)