1 1 7
den som en hel Landeplage. »De forbandede Parapløjer! havde
jeg nær sagt. See, hvordan min Hat seer ud, Mor,« udbryder
en vred Borgermand 1783. »Der render de med disse Staværer
og krydser igiennem Gaderne for en Smule Regn eller Snee,
saa en ærlig Mand, som hidtil har kunnet gaaet igiennem Ver*
den uden disse Regnskiermer, og endda beholdt baade sin Hel?
sen og sin Ære, Staar i Fare for at miste enten et Øye eller
Taget revet af Næsen«. Vis paa at fiske Hat og Paryk op af
Rendestenen er man i alle Fald, og hans Kone istemmer de
samme Klager; forleden rendte en »Knejsdukke« hendes »Doile?
møse« af med en af »disse Parapløjer, eller hvad det Fanden?
skab hedder,« som nu ikke engang Tjenestepiger kan undvære,
bare det regner en Smule.54)
Hvor var Menneskevrimlen i de trange, stæ rk t befærdede
G ad e r dog broget og ejendommelig! Fra Sidegaderne lød Far?
men af hamrende Værktøj, hvor Hjul? og Karetmagere, Kobber?
smede og andre Haandværkere spærrede Fortovene med deres
Arbejde, og mellem Strøgets spraglede Kavalerer og Damer
bevægede der sig de mærkeligste Fremtoninger, skrigende Bøn?
der og Gadesælgere af begge Køn, Amagerkoner og Valbypiger,
Fiske?, Frugt? og Visekællinger, hele den paagaaende Sværm af
Gaderaabere, jeg senere skal vende tilbage til. Modsætningerne
mødtes. Menneskevrag fra Fattigdommens triste Huler stillede
deres Usseldom til Skue, Last og Sult lyste fra blege Ansigter
paa de samme Fortove, hvor de promenerendes pyntede Skare
trippede smilende forbi.
Hvo, som ønskede en Dragt baaret eller en Haandsrækning
til et eller andet svært Arbejde, behøvede ikke at lede længe;
thi paa Torve og H jørner stod fattige Soldater i pjaltede Uni?
former med et Reb viklet om Livet som Tegn paa, at de tilbød
at slæbe de tungeste Byrder.55) Under Ad ressekontorets Ægide
oprettedes der 1765 yderligere et københavnsk »Bue/? og Drager?
Compagni«,
hvis Bude og Dragere skulde forsynes med et Num?
mer, samt et hvidt Bliktegn, henholdsvis med et B og D paa
de sorte Kasketter. Det første Forsøg paa at indføre disse i