KøbenhavnsGader

have nødig »at gaa i over Skoene«, og 1768 klagede Militæret

igen over, at Vagtparadens Route, særlig købmagergade, »af

Smuds og Urenlighed snart slet ikke mere er til at passere.«-")

Den elendige Brolægning, Magistraten lod sig nøje med, for?

værrede Ondet, idet de nylagte Gader efter et Par Dages Regn

kom i en saadan Forfatning af Dyndet, som piplede op mellem

Stenene,

»at Kiøbenhavn i det te Fag nærmere ligner en søl

agtig Landsby end en kgl. Residentsstad

,«27) og med Gadefeji

ningen var det alle Trusler til T rods ikke bedre bevendt.

Hvad nyttede det vel, at P lakaterne paa Gadehjørnerne for#

talte, at Stenbroen var fejet, naar de ikke engang selv — som

man 1786 spydigt skrev — var »sikre for at besudles og over*

stænkes af det Dynd, som de bevidne ikke at være til,«28) -

og selv om ko s te n blev brugt, var det ingenlunde altid paa

rette Maade, hvad man f. Eks. 1788 kunde konstatere i Gothers*,

Adek og Borgergade, »hvor man paa mange Steder næppe kan

komme tværs over Gaden for vidt udbredte Dynger af Rendes

stens Mudder, og næppe er Renovationsvognene bortkiørte,

førend Gaderne bliver zirede med Møddinger igien, som blive

henliggende til anden Dags Morgen.« Særlig om Søndagen prans

gede Hovedstaden »med alle Slags Couleurer Fejeskarn,«29) ja

i Nybode r gik Sløseriet saa vidt, at Admiralitetet 1786 klagede

over Urenligheden, der hobede sig op paa Gaderne i saa høje

Bunker, at Natvognene af og til væltede med deres Læs og uds

bredte en utaalelig Stank.30)

Ubehageligt var det en tør Blæstdag at spadsere i Skyer af

Støv og fortørret Skarn, og ved Vintertide, naar Snemasserne

styrtede ned over Staden, kom Myndighederne ofte i Strid om,

hvem der havde An sva re t for, at Gaderne i hele Uger saa at

sige var ufremkommelige.

Det skulde visselig ikke hjælpe, at Godtfolk befriede deres

Gaarde for Sne ved at læsse den ud paa kø rebanerne , og naar

Tøvejret brod løs, rislede Vandet som af tusinde k ild e r over

Gaderne. I Begyndelsen af 1789 var det helt galt, vaade Fodder

kunde københavnerne umuligt undgaa, »da Gaderne vare saa

fulde af Indsøer som Finland og saa rige paa Morads som