69 / 168
67
bets Hjem, men det store Forbrug i Byen dækkedes dog som
Regel af mindre kostbare Sorter, »bøhmisk Glas«, »lybsk Glas«,
»det hvide, oprigtige Tornauer Vinduesglas«, »Mecklenborger«
og »det velbekendte Storbands hvide, pommerske Vinduesglas«,
ikke at forglemme de hjemlige Varer fra det Norske Glas?
kompagni.31)
Fra tyk t grønligt til gennemsigtig klart bredte det sig i Vin*
duerne, og jo klarere det var, des dyrere.
Perlegraat og Hvidt var fornemst, men det brede Borgers
skab foretrak grøn Maling paa Vinduesrammerne, som pram
gede med pynteligt udhamrede Hængsler og Vindjern, i 1760erne
nævnes »engelske Rammer« Gang paa Gang, og paa samme
Tid kom
dobbelte Vinduer
mere og mere i Mode.32)
Da Vinduerne ofte — og altid paa Bindingsværkshuse —
laa i Plan med Murfladen eller kun svagt forsænkede, sad der
paa deres Overkant indsat et smalt
»Draabetag«,
en Strimmel
af Kobber eller Bly eller en simpel Træliste, der til Tider i et
lob hen over Fagaden over den hele Vinduesrække. 1 Regn#
vejr dryppede Draaberne fra disse smaa Vandbryn uden at
plette de blanke Ruder, i Frostvejr bræmmedes »Draabetagene«
af glimtende Istapper, og naar Sollyset fra Siden gled hen over
Bygningen, gav deres lette Skygger Fagaden et Skær af spil#
lende Liv.33)
De tætsiddende Vinduer blev med et befolkede. Som hun#
dredevis af Øjne spejdede de over Stræderne, den Æ ra var ind#
ledt, da Stuernes Beboere om Dagen droges fra Dybden af
Rummene ud til Lyset og Udsigten, for mere intimt end før at
blive Medvidere i Gadernes brogede Liv, og denne Udvikling,
som i det 19. Aarhundrede affødte Gadespejle, Vinduesforhøj#
ninger og hvad dertil hørte, synes først nu at være naaet til
sit Vendepunkt. Mange Tegn tyder paa, at Vinduespladsens
Saga i det 20. Aarhundrede for en stor Del vil være udspillet,
træ tte og overmætte af Gadelivets Uro trækker Folk sig atter
ind i Rummene, Hjemmene lukker alle de fire Vægge, Forhængs#
gardiner spærrer for Indtryk udefra og bygger — som fordum
de smaa, farvede Ruder — stilfærdigt en Mur mod forstyrrende
Indgreb.