72 / 168
70
vred Husfader sagde — »dér stjæles Tiden og Æren bort, dér
stikkes og mvrdes med Tungen«.3'') Hver ledig Stund sad Fruem
timmerne her til Doms og stak Hovederne sammen, naar noget
mærkeligt var i Sigte. »Et artigt Syn, en nye Mode, en herlig
Opdagelse maae jeg ellers fortælle mine Læserinder af det
smukke Kiøn,« udbryder »Dag*Runden« 1772. »En lille Skionhed
trippede langs ad Gaden op ad Volden« med en hvid Salop
med en sort Hæ tte, — »alle saae paa hende — ikke et Vindue
var lukket, ikke én Gadedø r ledig.«40)
Vinduerne var som et Spejl for de Mennesker, som boede
bag dem, ja saa at sige som en Fane for Huset; thi naar der
var Fest, ikke alene i Anledning af Højtideligheder i den konge*
lige Familie, men blot naar en Ven, »en lille bitte Nul i Staten
har Bryllup og haster med sin anden Nul i Brudesengen«, straa*
lede de med Tællelys illuminerede Ruder herligt i hele Nabo*
laget.41)
Hvide Lagener, som helt dækkede dem fra øverst til nederst
og gav Vinduerne et koldt, udslukt Præg, forkyndte derimod,
at Døden havde gæstet Huset, og at en af Beboerne stod Lig.42)
Ellers var de helligede Livet, saa længe det var Dag, medens
ud* eller indvendige Skodder lukkede tæ t for dem, naar Mør*
ket faldt paa og Lysene tændtes.
For de skønne, som blussende spejdede ud, dannede Blom*
ster en yndig Ramme af Farve og Duft; thi
Potteplanterne
erobrede nu for Alvor deres Plads i Vindueskarmene, badende
deres Blade i Lyset. Gyldenlakker, Levkøjer og Aurikler, Kruse*
mynte og Amb ra aandede Vellugt i Stuerne, ikke mindst hos
Smaaborgerne, og Balsaminerne fylkede sig saa tæ t inde bag
Ruderne hos de gamle paa Vartov, at de gik under Navne t
»Vartovsblomster«.43)
Heller ikke paa dette Omraade fornægtede Borgernes For*
kærlighed for Kulører sig, Lh-tepotterne var ej alene af Porce*
læn og Fajance, men ogsaa af broget Glas. Røde Glas*Urte*
po tter synes især at have været paa Mode i 1760erne, og Hya*
cinther opklækkedes i de hvide, røde og blaa Svibelglas, hvor*
med det norske Glasmagasin i Mængde forsynede Staden.44)