73 / 168
71
Blomsterelskeres Vinduer svulmede til Tider af et bugnende
Flor, hor blot hvor nænsomt og fint Edvard Storm 1782 besynz
ger sine »oprigtige Veninder« i en »Ode til mine Urtepotter«:
»Her
Hyacinthen
smiler,
hist brænder
Gyldenlakkens
Knop,
dér
Tuliproden
hviler,
som snart skal spire malet op;
nu stiger blodbestænkt
en
Nellik
frem af sit lysgrønne Moderbæger,
mens
Rosmarinen
uforkrænkt
med Vaarens Farve Ø jet kvæger.«4"’)
Borgere, som ikke havde Have bag deres Hus, tog stundom
til Takke med at omdanne Vindueskarmene til Blomsterbede,
og mange Smaafolk, som længtes efter en Køkkenhave, maatte
— som Wadskiær 1741 fortæller — i al Beskedenhed nøjes med
»en Fjæl hængende under Taget med et eller flere LerzKar med
Løg i«.40)
N a a r Poeten trækker lidt paa Smilebaandet af denne fat*
tige Indretning som »givende en liden Prospect og Erindring
af« de berømte hængende Haver i det gamle Babylon, fortjener
det dog at anføres, at København ogsaa havde mere værdige
Efterligninger af disse at opvise. Oven paa Taget af et 3 Etager
hojt Sidehus i Vestergade fandtes der saaledes 1756 »en liden
Lysthave«, forsynet med adskillige Frugttræer, 2 Æbletræer. 2
Kirsebærtræer, 2 Vinranker, samt et lille Lysthus af Brædder
med Tegltag og indvendig beklædt med Maatter.47)
Vinduerne genlød af Fuglesang; thi i det 18. Aarhundrede
var Fuglebure saa at sige selvskrevne i alle Hjem. Mest stands*
mæssige var naturligvis gyldne Gitre med spraglede Papegøjer,
der atter og atter averteres til Salg i Aviserne med en fristende
Skildring af samtlige Dyder og Talenter, de sad inde med. Deres
Talefærdighed, Sprogkundskaber og rige Farver udmales paa
den mest tillokkende Maade. Melmanden i Skidenstræde ud*
byder saaledes 1766 til Salg »en magnifiqué blaa Popegøye med