10 / 104
7
Endnu i atten Hundrede og halvtreds skete Brandkorpsets
Alarmering ved Vægterne, og Vilhelm Bergsøe fortæller ma
lende herom i »Studenterleben og Studieliv«:
»I Skindergade, lige overfor Klosterstræde, boede Byens
velvise Brandmajor, og foran Porten gik en af de sorte Brand
folk med dragen Sabel, Chacot og en løjerlig Cylinder paa
Bandoleret, maaske Symbolet paa en ganske lille Haandsprøjte.
Oppe paa Byens Kirker holdt Taarnvægteme Vagt, og naar
de saae en mistænkelig Røg stige op fra en eller anden Byg
ning, blev der strax gjort Signal til den nedenfor sovende Væg
ter, og naar man havde faaet ham trukket ud af Kælderhalsen
eller den Droske, der tjente ham til Natteleje, satte han Væg
terpiben for Munden, og i et Nu forplantede dens Triller sig
ud over alle Gader, Stræder og Torve. Det var en Pibekon
cert, hvorom man ikke gør sig nogen Forestilling og til den
føjede sig snart Kirkeklokkernes Klemten, Allarmtrommernes
Hvirvlen, Sluffemes Rumlen og Braget af de store Brandkar,
der blev rullede ud af alle Porte for at fyldes med Vand.
En god halv Time efter Brandens Begyndelse raslede de gam
meldags Sprøjter gennem Gaderne snart trukne af Artillerister
i hvide Lærreds Kitler, snart halede afsted af sorte Brandfolk,
men altid fulgt af en jublende Skare, der voksede, jo længere
Toget bevægede sig fremad. Overalt hørte man Vinduer blive
smækkede op og forskrækkede Stemmer raabe: Hvor er Ilden,
Vægter? og saa kunde det let hænde, at den ene svarede: i
Larslejstræde, den anden Larsbjømstræde, medens Branden
til Slutning viste sig at være i Lavendelstræde eller Læder
stræde. Naar man saa endelig havde fundet, hvor Ilden var,
hørte man stadig Raabet paa Vand og mere Vand, og medens
Pumperne arbejdede i alle Byens Gader, medens Sluffeme
rumlede og Majestæten i egen Person ankom til Hest, fulgt
af et glimrende Følge, stod selve Bygningen i Flammer fra
Kælder til Tag, og man maatte være saare glad, hvis man
kunde »begrænse Ilden«, som det hedder i Brandraporterne«