S_FørOgNu

hos mig. Hvor hemmelighedsfuldt var ikke det Hele, og hvor

prægede det sig ikke i Barnets Bevidsthed og Erindring, saa at

en Tone, en Genklang, der m inder om hin, som ved et Trylleslag

vækker det hele til Liv i Erindringen. Af Bygninger saa man

kun ganske enkelte, men de var ogsaa iøjnefaldende. Der var

saaledes en høj Bygning med T ræ luger i S tedet for Vinduer, hvis

røde firsidede Tag løb op i en Spids med Fløjstang; det var et

Tørrehus ved Feilbergs Voksfabrik, og længere ude mod Øst, lige

ud til Søen, en stor statelig Bygning, gul af Farve, med flade,

sirlige hvide Piller med smukke K apitæ ler og blaat Tag. Det

var Manchester fabrikken (Bomuldsfabrikken) Sortedamsdossering

Nr. 85.

Som et ægte Nørrebros Barn, som født og opdraget der, har

jeg fulgt denne Forstads Liv og Omskiftelser med levende, ofte

vemodblandet Interesse; n aar Øksen med sit dumpe Slag ram te

havde ligesom Bygningen hele Voldens Dybde og var en Tønde

hvælving, saa snæver, at to Vogne næppe kunde komme forbi

hinanden, med et ganske sm alt Fortoug, en enkelt Fliserække for

Fodgængere paa hver Side af Kørebanen. Hvor mangt et P ar

Skosaaler har jeg i Aarenes Løb ikke slidt i denne Port og hvor

lmardt trampede jeg ikke i Brostenene, n aar jeg som Dreng kom

ind i den, for at fremkalde den rungende Genlyd, som al Larm

i Hvælvingen frembragte. Det alvorlige, strænge, Fæstningsagtige

virkede paa een Gang ængstende og lokkende paa det unge Sind;

ja! Porten var i flere Henseender en mærkelig Bygning; den var

Grænsen mellem Land og By, medens denne nu snarere maa

lægges ved Bispebjerg Molle; den var, paa en Tid da det la n g t

rækkende, pantserbrydende Skyts var ukendt, et vigtigt Led i

Københavns Forsvar, og den var en Station paa den lange Skole

vej, dertil lun, ja næsten varm, naar man de kolde Vintermorge-

Den garnie N ørrebro, 1875, set m od N orrebrogade.

de gamle L indetræers Stammer, hvis lovrige Kroner havde givet

» in e Bedsteforældre,, Forældre og mig Skygge og Svaling, da gav

det Genlyd i m it H jerte, med hvert gammelt Hus, der sank i

Grus for at give Plads for et nyt, bedre, solidere og elegantere,

svandt der e t synligt Minde, om jeg end naturligvis maa ind

rømme, at store Frem skridt og mange Goder er vandne. — Der

for har jeg nu. da saa godt som alle synlige Minder om hine

Tider ere svundne, optegnet, hvad je g kan huske om Nørrebro,

om ikke af anden Grund, saa dog for ved Syslen med disse Erin

dringer a t styrke og opfriske dem og med dem Minderne om mit

Barndomshjem.

II,

Lige ud for Frederiksborggade, hvor dens Forlængelse skærer

Boulevarden, laa Nørreport, den største a f Stadens Porte, m idt i

Fæst niogsvolden, som lier naaøde sin største Højde. Den var en

anselig ¡Bygning, opført 1671, altsaa i Christian den Femtes 2det

liegeringsaar, i Kocoeostil, paa enkelte Punkter mindende om

Christian den Fjerdes, men nærmende sig Parykstilen; den var

udvendig beklædt med en rødbrun Sandsten, selve Porlaabningen

ner kom ude fra det aabne Land ind til den tæ tte By. Nørreport

var stor, kolossal i Barnets F antasi med sine S tatuer og Snirkler

og ved den mæ rkelige Omstændighed, at der boede en hel Fam i

lie oven paa den, og dog ikke større, end a t en bekendt Tam-

bourmajor, Gyldenspets ved Navn, i Spidsen for Livgarden efter

Sigende kunde kaste sin sølvbes!agne Stav op i Luften over den,

men til Gengæld var Luftfarten saa lang, at han kunde naa

vn're en „Saga b lo tt“. Hvor ønskede jeg ikke at opleve den Be

givenhed at se Porten lukket, at se disse mægtige, rodmalede,

jernhest agne Hore. som til dagligdags vare drejede ind

Hvæl

vingerne ved begge Ender, virkeligt lukkede, og Ønsket blev op

vor Skoles Forstander os Drenge sammen paa. Legepladsen. „Kong

Frederik den S jette er død; der er ingen Skole idag, gaa roligt

hjem “, lød det; og underligt bevægede i Følelsen af, a t der var

sket noget verdenshistorisk, at vi havde oplevef en mæ rkelig Be

givenhed, men tillige i en behagelig Bevidsthed oto at have tje n t

en Fridag, gik vi - om ju st ikke ganske roligt hjem ; en Fridag

er jo dog altid en Fridag. Og se, nu var det mærkelige sket.

114