![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0109.jpg)
Rettelse.
I sidste Hefte er indløben en Trykfejl, idet A arstallet under
Hilledet Side
1 1 0 — 1 1 1
er angivet til 1870, medens Billedet stam
mer fra
1780.
Red.
ikke som nu mange Gange daglig fører Lystrejsende til S tatio
nerne ved Sundets Kyst, men da man enten i Selvejertøj, Hyre
vogn eller i K ildetiden paa Kapervogn, de saakaldte „Kaffemøl
ler", kørte ad den tunge, sandede Strandvej, dersom man da ikke,
som den beskedne Skovgæst foretrak Apostlenes Heste. Vejen
var ens for alle: Kørebane og Fodsti gik ud i et, i dybt Sand
alle Vegne. Forbi Vibenslms, Slukefter og Constantia gik Turen
til det forjæ ttede Land. —
Medens enhver Dagbog eller Samling af Erindringer fra hin
langs de to Søer, da disse paa Nordsiden ikke var tilgængelige
for alm indelige Dødelige. At have en Nøgle til disse Laager, og
da navnlig til den, der lukkede for Stien til Østerbro, var en
særlig Herlighed; min Fader havde, som større Grundejer paa
Nørrebro, en saadan Nøgle, og jeg kan tydelig erindre den b arn
lige Stolthed, hvormed jeg betragtede denne Forret, hvortil iøv-
rigt var k n y ttet den Forpligtelse, at Nøglen kun m aatte benyttes
af den (med Famlilie) til hvem den oprindelig var udleveret,
hvorfor den ikke m aatte udlaanes til andre. Denne Afspærring
satte forresten meget ondt Blod, og tid t og ofte fandtes Langerne
om Morgenen sprængte, ja vel endog ødelagte. — Paa højre Side
af Broen, udover den langt større Sortedams Sø eller Sortesø,
som den kaldtes i gamle Dage i daglig Tale, med en svag Bøj
ning indad mod Byen strak te den sig lige til Østerbro, hvor Øjet
Parti af Københavns gam le N ørrebro, set fra N ørrebro A lléerne mod N ørrebrogade, Aar 1867.
M an ser lier en af de gam le Om nibusser, som kørte fra K øbm agergade til Nørrebro, og paa Taget m edbragte F etaliér til B efolk ningen paa Nørrebro.
Tid giver deres Bidrag til Vesterbros Historie, laa Nørrebro hen
som et terra inkognita, hvor man tidsnok kom, naar man skulde
„til Lig“. For ikke at tale om, naar man selv skulde agere
Hovedperson ved denne Lejlighed. Og dog, hvor var Nørrebro
stor imod de andre, hvor var selve Nørreport større og smukkere
end de andre
8
; hvilken vid Udsigt, naar man stod paa Dæmnin
gen og havde de af le tte Bølger svagt krusede Søer paa hver
Side, til venstre (fra Byen) Peblingesøen, og til højre Sortedams
søen. Peblingesøen begrænsedes paa den ene Side af Kærligheds
stien — eller var det Æ gteskabsstien (det er just ikke altid det
samme), mod Vest Dæmningen mellem Peblingesøen og St. Jørgens
Sø (nuværende Gyldenløvesgade), og lige for det lavtliggende Ter-
rain, hvor nu hele B laagaardskvarteret ligger, men som den Gang
var ubeboede og udyrkede Marker med enkelte Smaadamme, og
hvis sivbevoksede Grænselinie (den nuværende Nørrebros Dos
sering) mod Søen var beplantet med en sparsom Række Piletræer,
ludende ud over Rør og Siv. Hvor nu Dosseringen udmunder i
Nørrebrogade, laa den Gang et lille Hus „Stenhuggerhuset“ k al
det, om hvilket vi senere kommer til a t tale, hvis Beboer blandt
andet havde Opsyn med G itterlaagerne, som førte til Gangstierne
„Før og N u“. 7. A arg. N r. 6.
i det Fjerne saa et højt, hvidt, statelig t Hus med blaat Tag (Skue
spiller C. W. Rosenkilde med Familie boede længe i dette Sted),
og længere mod Nord gamle Tuteins Ejendom „Rosendal“, som har
givet det paa hans Grund opstaaede V illaparti Navnet „Rosen
vænget“, medens Kronerne af de gamle ærværdige Træer i Clas-
sens Have dannede Baggrunden og begrænsede Udsigten. Langs
Søens sydlige Bred strakte Kærlighedsstien sig, og jeg tror nok,
at det var den egentlige veritable Kærlighedssti, med sin tæ tte
Række af Lindetræer. Søens nordlige Bred begrænsedes af Bleg
dammene. Hvem husker nu Blegdammene, hvor de lange hvide
Strim ler Lærred, Side om Side, laa paa Bleg, d. v. s. for at bleges
i Solen og hærdes af Natteduggen, og hvor travle Piger og Karle
tum lede med de mægtige Lærredsruller? Naar saa Aftenen kom,
og Maanen med sit tryllende Halvlys gav det Hele et mystisk
Præg, naar de af forbiilende Skyer kastede vekslende Skygger
vakte et spøgelseagtigt Liv i det hvide Lærred, og naar de un
derlige melankolske Toner, som Vægterne paa Blegen gav til
Bedste paa deres Kohorn for at skræmme Tyvene, klang ud over
Søen, og som i N attens Stilhed kunde høres i vide Kredse, skabtes
en Stemning, som endnu, to Menneskealdere efter, er levende