Previous Page  115 / 288 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 115 / 288 Next Page
Page Background

Rettelse.

I sidste Hefte er indløben en Trykfejl, idet A arstallet under

Hilledet Side

1 1 0 — 1 1 1

er angivet til 1870, medens Billedet stam ­

mer fra

1780.

Red.

ikke som nu mange Gange daglig fører Lystrejsende til S tatio­

nerne ved Sundets Kyst, men da man enten i Selvejertøj, Hyre­

vogn eller i K ildetiden paa Kapervogn, de saakaldte „Kaffemøl­

ler", kørte ad den tunge, sandede Strandvej, dersom man da ikke,

som den beskedne Skovgæst foretrak Apostlenes Heste. Vejen

var ens for alle: Kørebane og Fodsti gik ud i et, i dybt Sand

alle Vegne. Forbi Vibenslms, Slukefter og Constantia gik Turen

til det forjæ ttede Land. —

Medens enhver Dagbog eller Samling af Erindringer fra hin

langs de to Søer, da disse paa Nordsiden ikke var tilgængelige

for alm indelige Dødelige. At have en Nøgle til disse Laager, og

da navnlig til den, der lukkede for Stien til Østerbro, var en

særlig Herlighed; min Fader havde, som større Grundejer paa

Nørrebro, en saadan Nøgle, og jeg kan tydelig erindre den b arn­

lige Stolthed, hvormed jeg betragtede denne Forret, hvortil iøv-

rigt var k n y ttet den Forpligtelse, at Nøglen kun m aatte benyttes

af den (med Famlilie) til hvem den oprindelig var udleveret,

hvorfor den ikke m aatte udlaanes til andre. Denne Afspærring

satte forresten meget ondt Blod, og tid t og ofte fandtes Langerne

om Morgenen sprængte, ja vel endog ødelagte. — Paa højre Side

af Broen, udover den langt større Sortedams Sø eller Sortesø,

som den kaldtes i gamle Dage i daglig Tale, med en svag Bøj­

ning indad mod Byen strak te den sig lige til Østerbro, hvor Øjet

Parti af Københavns gam le N ørrebro, set fra N ørrebro A lléerne mod N ørrebrogade, Aar 1867.

M an ser lier en af de gam le Om nibusser, som kørte fra K øbm agergade til Nørrebro, og paa Taget m edbragte F etaliér til B efolk ningen paa Nørrebro.

Tid giver deres Bidrag til Vesterbros Historie, laa Nørrebro hen

som et terra inkognita, hvor man tidsnok kom, naar man skulde

„til Lig“. For ikke at tale om, naar man selv skulde agere

Hovedperson ved denne Lejlighed. Og dog, hvor var Nørrebro

stor imod de andre, hvor var selve Nørreport større og smukkere

end de andre

8

; hvilken vid Udsigt, naar man stod paa Dæmnin­

gen og havde de af le tte Bølger svagt krusede Søer paa hver

Side, til venstre (fra Byen) Peblingesøen, og til højre Sortedams­

søen. Peblingesøen begrænsedes paa den ene Side af Kærligheds­

stien — eller var det Æ gteskabsstien (det er just ikke altid det

samme), mod Vest Dæmningen mellem Peblingesøen og St. Jørgens

Sø (nuværende Gyldenløvesgade), og lige for det lavtliggende Ter-

rain, hvor nu hele B laagaardskvarteret ligger, men som den Gang

var ubeboede og udyrkede Marker med enkelte Smaadamme, og

hvis sivbevoksede Grænselinie (den nuværende Nørrebros Dos­

sering) mod Søen var beplantet med en sparsom Række Piletræer,

ludende ud over Rør og Siv. Hvor nu Dosseringen udmunder i

Nørrebrogade, laa den Gang et lille Hus „Stenhuggerhuset“ k al­

det, om hvilket vi senere kommer til a t tale, hvis Beboer blandt

andet havde Opsyn med G itterlaagerne, som førte til Gangstierne

„Før og N u“. 7. A arg. N r. 6.

i det Fjerne saa et højt, hvidt, statelig t Hus med blaat Tag (Skue­

spiller C. W. Rosenkilde med Familie boede længe i dette Sted),

og længere mod Nord gamle Tuteins Ejendom „Rosendal“, som har

givet det paa hans Grund opstaaede V illaparti Navnet „Rosen­

vænget“, medens Kronerne af de gamle ærværdige Træer i Clas-

sens Have dannede Baggrunden og begrænsede Udsigten. Langs

Søens sydlige Bred strakte Kærlighedsstien sig, og jeg tror nok,

at det var den egentlige veritable Kærlighedssti, med sin tæ tte

Række af Lindetræer. Søens nordlige Bred begrænsedes af Bleg­

dammene. Hvem husker nu Blegdammene, hvor de lange hvide

Strim ler Lærred, Side om Side, laa paa Bleg, d. v. s. for at bleges

i Solen og hærdes af Natteduggen, og hvor travle Piger og Karle

tum lede med de mægtige Lærredsruller? Naar saa Aftenen kom,

og Maanen med sit tryllende Halvlys gav det Hele et mystisk

Præg, naar de af forbiilende Skyer kastede vekslende Skygger

vakte et spøgelseagtigt Liv i det hvide Lærred, og naar de un­

derlige melankolske Toner, som Vægterne paa Blegen gav til

Bedste paa deres Kohorn for at skræmme Tyvene, klang ud over

Søen, og som i N attens Stilhed kunde høres i vide Kredse, skabtes

en Stemning, som endnu, to Menneskealdere efter, er levende