177 / 288
ud over det blanke Vandspejl, slyngede sig en smal, sjælden be-
tra a d t F o d sti; en dyb Stilhed herskede h e r ; der kunde gaa hele
Dage, hvor ikke et Menneske betraadte den. Vildanden rugede i de
høje Siv; Hare, Væsel og Maar færdedes i Haver og Vænger, og
i min Faders Mark, hvor nu kedelige Kaserner knejser paa begge
Sider af stenbrolagte Gader, havde vi i et Gærde ind mod Haven
en veritabel Rævegrav, hvis Beboere, som fødte Fjender af Høn-
segaardens Besætning, ivrig efterstræbtes og jævnlig m aatte bøde
med Livet i Saksen eller for en velrettet Ladning Hagl.
Om Resten af Nørrebros venstre Side er ikke meget at berette.
Tæt op til B laagaards Grænse mod Nordvest, lidt tilbagetrukken
fra Gadelinien, laa en lille Stubmølle med sit beskedne Vaanings-
hus stødende op til min Bedstefaders Grund, saa kom et P ar m in
dre Ejendomme med Haver. Parcelvejen, senere omdøbt til Griffen-
feldtsgade, eksisterede jo ikke, og op til B laagaardsterrænet
rundt om af de tarvelige, taarnhøje Bygninger, og paa dens Jord-
tilliggende findes nu Legepladsen for Børn, den smukke Korskirke
og forresten det hele tæ tbyggede Rhabarber-Kvarter, saaledes
kaldet efter det Brug, en der boende Gartner i sin Tid gjorde af
en stor Del af Solitudes Areal, som han havde lejet af Sparekassen
„Bikuben“, der havde erhvervet Solitude af Arvingerne efter Kap
ta jn Bangert, som i min Barndom og Ungdom ejede Gaarden. —
E fter et P ar mindre Ejendomme, en tilhørende Graver Stribolt og
en noget større, tilhørende en Andersen, hos hvem min Faders
Søster og Kusine i en lang Aarrække havde Nørrebros eneste
Pigeskole, kom man til Beværtningsstedet „Lille Ravnsborg“ med
en tarvelig Have, forsynet med Borde og Bænke foran. Det var
et meget søgt Traktørsted, hvor „den salig Afdøde“s Gravøl blev
drukken efter Jordefæ rden af de sørgende E fterladte, iførte høj
sort H at og den lange sorte Klædes Ligkappe med et lille Slag.
B ro rso n sk irk en v ed R a n tza u sg a d e.
Opført 1898—1901 (G rundstenen nedlagt 13/9 1898, K irken in d viet «G 1901) efter T egning af A rk itek t T horvald Jørgensen.
K irken er ,,selvejende“ og staar under det københavnske K irkefonds Patronat.
strakte sig „Solitudes“ Jorder og store Have. Solitude, der staar
den Dag i Dag (1894) saa temmelig uforandret med sin lave 1-
etages Hovedbygning med buede Yinduer og et smukt Tagparti
af blanke, blaa glasserede Sten samt med nødvendige Udhuse,
stammede, efter Bygningens Ydre at dømme, fra forrige Aarhun-
drede, og Familien Haxthausen siges at have ejet Gaarden, der
vel ligesom Blaagaard har væ ret en større Lystgaard, af hvilke
der jo har væ ret adskillige i Københavns umiddelbare Nærhed.
Rolighed, Mariendal, Sindshvile, Grøndal, Lykkesholm, Ventegodt,
Forhaabningsholm o. il. er godt kendte Navne paa saadanne Lyst
ejendomme, forenede med et mindre Landbrug. Til Solitude hørte
en stor, skyggefuld Have sam t Marker og Enge, der strak te sig
ned til Ladegaardsaaen, og hvis yderste Grænse mod Nordvest om
tre n t var ved det for faa Aar siden forsvundne Brohus ved Broen
(Bangertsbro) over Aaen, og Gaarden var vistnok næst efter Blaa
gaard den største paa én Mands Haand samlede Ejendom paa
Nørrebro, en hel lille H erregaard. Den havde en statelig Ind
kørsel med gamle, skyggefulde Træer, som fra Nørrebrogade førte
op til Hovedbygningen, der nu ligger indeklem t og forbygget
Naar billigt Hensyn tages til den alvorlige Anledning, kunde det
dog gaa ret livligt til. Billardet, Keglebanen og de vaade Varer
dannede saaledes en trøffende Illustration til det gamle Ord, at
„Sorrig og Glæde, de vandre tilhobe“. Indgangen til K irkegaarden
laa uforandret som nu, men der var ikke de talrige Udsalg af
Kranse og Blomster, som de senere Tiders større Fordringer til
Luksus ogsaa paa Jordefærdens Omraade har medført. Tilhøjre
for Indgangen laa en lille Graverbolig, der først for ganske faa
Aar siden er falden.
Og saa selve Kirkegaardene, det konservative Element midt i de
skiftende Tiders Omvæltninger ! Nu som før stræ kker den lange
hvide Mur sig lige ud til Nørrebros Runddel langs det fredede Om
raad e; de store Træer kaste nu, som i hine gamle Dage, deres
svale Skygge over vore Kæres fredlyste H vilesteder; Monumen
terne staar der nu som den Gang, enkelte er vel sunkne i Grus,
andre, røgtede af kærlige Hænder, har trodset Tidens Tand, og
mange nye er tilkom n e; men Aar efter Aar prædiker Moder Na
tu r Opstandelsens Evangelium for Menneskenes Børn ved at vække
tillive et rigt Blomsterflor i de dødes Have efter V interens Dvale.