180 / 288
Ligtogene var dengang paa en Maade højtideligere, idet Følget,
som oftest tilfods og i langsom T akt, iførte lange sorte Sørgekap
per, fulgte um iddelbart efter Ligvognen med Kisten, der ikke som
nu var overlæsset med og helt skjult af Kranse, men i sin tarv e
lige sorte Skikkelse, prydet af en eller et P ar Kranse fra de
A llernærmeste, ta lte langt alvorligere til os om Dødens Gru. Ikke
sjæ ldent var Ligtoget ledsaget af et Musikkorps med blæsende In
strum enter, der da gik i Spidsen.
Af egentlige Forlystelser kendtes ingen paa N ørrebro; Petolettis
T heater var brændt i Begyndelsen af Trediverne og blev ikke
senere opført; der, var ikke som paa Vesterbro med sit „Rosen
lund“, Udstilling af Kæmpekvinder, Sælhunde eller Kalve med to
H oveder; de nævnte K eglebaner og Danseboden for den lavere
stillede Befolkning — det var alt. Det var derfor ikke underligt,
at ganske enkelte større Frilufts-Skuespil havde en meget stæ rk
Tiltrækning, ikke alene for det nøjsomme Nørrebro, men ogsaa
for hele Hovedstadens Befolkning. Til sa,ndanne hørte de store
Hestevæddeløb, som, om jeg mindes ret, med fire å fem Aars
Mellemrum afholdtes paa Blegdamsfælleden i Trediverne og Fyr
rerne, efter hvad man sagde foranstaltede paa Hertugen af Au-
gustenborgs Tilskyndelse af Selskabet til Hesteavlens Fremme.
Alt, hvad der kunde krybe og gaa, var paa Benene ved denne
L ejlighed; Husarer og Politi holdt Orden. For Kongehusets Damer
og Herrer var en Tribune rejst, medens Snore holdt den store
Tilskuermængde, der var tilfods, udenfor Banen; de Kørende var
anbragte langs Blegdamsvejen og i Nørreallé og betragtede det
livlige Skuespil fra Vognene. R igtigt vilde Væddeløbene dog ikke
trives, og Interessen tab te sig efterhaanden, men det forstaar sig,
der var jo hverken Bookmaker eller T otalisator til at stimulere
den.
Og saa de fornøjelige, ofte andetsteds beskrevne Revuer paa
Nørrefælled, navnlig den med stor Spænding imødesete, ved hvil
ken Kong Frederik den S jette, omgiven a f en glimrende Stab af
Generaler og A djutanter, med stor Bravour indtog Vibenshus, som
med lignende Tapperhed, men altid med ringere Held forsvaredes
af „Gubernøren“ (o: Landgreve W ilhelm af Hessen), Prinds Ferdi
nand eller en af de andre Generaler. — Ja der er jo gjort ty k t
Nar af disse ublodige B atailler, men n aar man saa husker paa,
at- det dog var de endnu i F rederik den Sjettes Tid uddannede
Officerer, der med Tapperhed og Dygtighed i 1848—50 førte vore
brave Soldater bl. a. til Kampene ved Bau, Slesvig, Fredericia og
Isted, saa ser man dog maaske med lid t andre Øjne derpaa.
Ublandet komiske vare derimod de m ilitæ re Øvelser, som Borgervæb
ningen, Livjæger- og Studenter-Korpsene anstillede paa Fællederne.
Minderne fra 1801 og 1807 var forlængst blegnede, Øvelserne gik
under Løjer og Kommers, og derfor højst um ilitæ risk, Disciplinen
var slap, Officererne — vistnok i det daglige Liv højst respektable
Medborgere — som saadanne halvt, for ikke at sige helt, komiske
og det hele en grumme kedelig Byrde for Byens Borgerstand, især
for de Gamle, j medens de Unge tog det som en lystig Spas, ved
hvilken Lejlighed det især gik ud paa a t drive Løjer med Befalings-
mændene. Men [uhyre fornøjeligt var det, naar Øvelserne var til
Ende, og Hustruer, Kærester, Søstre og Veninder omringede de
modige Krigere, styrkede og vederkvægede dem med de medbragte
Spise- og D rikkevarer og saa- til Slut- fik en munter Svingom i det
Grønne, indtil der a tte r blæstes Appel, og Krigerne i temmelig
ujævne Geledder vandrede hjem efter a t have „forvundet deres
Sejr“ og lod Kone og Børn bære Gevær, Sabel og Patrontaske.
En livlig Opblussen af den gamle Aand og de patriotiske Fø
lelser i disse Korpser fandt- vel Sted i „det mærkværdige Aar“ 1848,
men ved Krigens Slutning og ved den alm indelige Værnepligts
Indførelse, eller dog faa Aar efter, var det- forbi med deres Be-
staaen.
Og endnu en m ilitæ r Nydelse havde Nørrebro fremfor de andre
F o rstæ d er; den havde aarligt Indkvartering af Kronens Regiment,
der garnisonerede i Helsingør, men kom ned til København for
at deltage i „Herbstmanøvrerne“ i Københavns Omegn. Dets LTni-
form var rød Skodetrøje med lyseblåa Krave, R abatter og Opslag,
og dertil lyseblaa (om Sommeren hvide) Benklæder. Da nu min
Faders Ejendom var blandt de større paa Nørrebro, der tilm ed
raadede over Stald m. m., fik vi i Reglen -— dog kun hvert andet
Aar, medens vi hvert andet helt slap for Indkvartering — en Ma
jor, med Hestepasser, Oppasser og Hest, sam t en Løjtnant med Op
passer. Det var en Begivenhed, som imødesaas med en vis Længsel
af os Unge, og den bragte jo ogsaa Liv i det til dagligdags alvor
lige og stille Hjem ; n aar Officererne var fri for Tjeneste, spiste
de ved Fam iliens Bord, som vel nok i den Anledning bragte en
finere Anretning end den tarvelige d agligdags; vi Drenge færdedes
naturligvis en hel'D el, til liden Baade for vore Lektier, i Stalden
mellem de fremmede Oppassere og Hestepasseren, og last — not
least — udenfor vor Indkørsel fik vi opsat et Skilderhus med en
rigtig lyslevende Skildvagt indeni, for hvem vi havde en uhyre
Respekt, der ingenlunde forringedes ved den Tak, hvormed han
modtog den Ekstra-Forplejning, vor Mo’er kunde lade os bringe
ham til Nydelse paa Stedet, eller de Æ bler og Pæ rer, som vi
hemmelig stak til ham. D ette Skilderhus turde muligvis have
væ ret det bedste for mig ved hele Indkvarteringen; jeg havde en
Følelse af i den Tid at staa i ganske særlig Forbindelse med og
under Beskyttelse af den hele kongelig danske Armé.
Det Navn, der frem for alle andre er k n y ttet til det gamle
Nørrebro, og saa at sige var dets centrale Punkt, er B la a g a a r d ,
hvis H istorie gaar tilbage lige til Frederik den Tredies Tid. A tter
og a tte r finder man S tedet om talt i gammel og ny L itteratu r.
Generalm ajor Paludan fortæ ller i sine E rindringer *): „Blaagaard
var oprindelig en kongelig Ejendom eller et Slags Lystslot. Dens
A real strak te sig langs den nuvæ rende Nørrebrogade til henimod
Assistens K irk eg aard ; formodentlig er Ejendommen „Solitude“ i
sin Tid solgt fra den. I Begyndelsen af dette (det 19de) Aarhuu-
drede fandtes kun en Mølle og nogle faa Bygninger langs Vejen
mellem Ivirkegaarden og det nu (da) værende Nørrebrostræde,
om trent i Flugt med Fælledvejen.
B laagaards Hovedbygning
med Have laa paa Nordøstsiden af dens Areal, £>: med nordre
Sidefløj ud til Nørrebrogade, et en Etages Hus med Frontespice
og vistnok et lille Taarn. Indkørslen til Slotsgaarden og Ride
banen var fra Nørrebrogade, hvor nu Slotsgade munder ud. Ind
til for faa Aar siden (ø: 1877) stod der endnu de murede P o rt
stolper til Indkørslen; de to Bygninger, der nu danner henholds
vis det sydlige Hjørne af Nørrebrogade og Slotsgade sam t H jørnet
af Slots- og Baggesensgade, er blandt de faa Rester, der endnu
(1877) eksisterede af det gamle Slot. I det sidstnævnte Hus, for
tæ ller Generalmajor Paludan videre, havde jeg 1838—39 Sommer-
lejlighed, og der var den Gang tydelige Spor af, at det tidligere
havde væ ret anvendt til B adstue; der var ogsaa dybe Kældere
med højt hvælvede G ibslofter og dobbelte Døre. Fra S lottet og
lige ned til Peblingesøen strak te Haven sig, begrænset paa begge
Sider af store Lindealléer, nærmest S lottet B lom sterpartier, d er
næst en Boulingrain (Esplanade) med Gange og smaa Damme; næ r
mest Søen stod to store Sandstens Løver, som endnu eksisterede,
da Nørrebros Dossering i Tredserne af dette (19de) Aarhundrede
anlagdes til Kørsel. Resten af A realet var Marker.
Det er bekendt, at Christian VII i sine yngre Aar sammen med
Holck og den berygtede Støvlet-Kathrine her holdt sine O rg ier;
senere oprettedes et Seminarium, der fik sit Sæde paa B laagaard.
E fter at det var flyttet til Jonstrup, henstod Ejendommen ube
ny ttet, indtil endelig Frederik VI, 1807—14, da Garnisonen i
København var langt større end den normale, indrettede det hele
Bygningskompleks, hvortil der føjedes en Del T ræbarakker, til et
Garnisons Hospital. Soldater-Sygestuer var før etablerede hist og
her i Byen, hvor det kunde falde, jævnlig uden Spor af sanitæ re
Hensyn. Saaledes havde Kongens Regiment sin Sygestue i Klærke-
gade i et lavt Baghus, der vendte ud mod den ubebyggede Sølv
gade ; norske Livregiment havde et Lokale i Larslejst-ræde og
Prins Christians Regiment i Store Brøndstræde ; dets Kaserne, der
laa i St. Pederstræde, var ligeledes af simpleste Sort. E fter F re
den 1814 blev B laagaard a tte r forladt som Sygehus; senere købte
en driftig Købmand, Isenkræmmer Anker Heegaard (Fader til
den senere E tatsraad A. H.) en Parcel af Ejendommen og blev
saaledes den, der lagde Grunden til dette Terræns Bebyggelse,
som siden efter er bleven fortsat i stor Udstrækning. Bl. a. blev
der anlagt en Broncefabrik, men den gik overstyr igen, og ad
skillige sam tidige mistede derved deres Formue, saaledes Frederik
VI’s Adjudanter, H. Rømeling og J. Scliolten. De ejede vel ingen
egentlig Formue, men deres le t erhvervede Prisepenge forsvandt
her, for sidstnævntes Vedkommende saa grundigt, at han selv ogsaa
m aatte fortrække. „Saa vidt mig bekendt,“ skriver Generalmajor
*) „Erindringer fra G eneralm ajor Ju liu s P aludans Barndom “. F orfattede 1877
af liam selv, ordnede og m eddelte ved K omm andør C. L . "Witli. P ersonalliistorisk
T idsskrift. 4. B æ kke II.
180