186 / 288
Ved Piessens Død (1758) gik B laagaard foreløbig ud af kongelig
og adelig Besiddelse, og dens næste Ejer blev en god borgerlig
Mand, en Slægtning af K n u d L y n e R a h b e k , nemlig hans Faders
Morbroder, K n u d L y n e , der paa den Tid var Konsumptionsskriver
og velstaaende nok til a t kunne købe Ejendommen af de Ples-
senske Arvinger.
I sine E rindringer fortæ ller K. L. Rahbek baade flere historiske
Træk og en Del k arak teristisk e Anekdoter fra det gamle B laa
gaard, og vi skal meddele dem her med hans egne Ord.*) Han
nævner først, at hans Fader (der døde 1795 som Justitsraad, Told-
inspektør og Toldskriver i København) var Søn af velhavende jydske
Bønderfolk. „Hvorledes det kom sig, a t han forlod Bondestanden
og slog sig til Pennen, kan jeg ikke bestem t angive; formodentlig
den Lykke, en anden Bondedreng fra samme Egn, hans Morbroder
man den Tid hyppig udvandrede d erfra Egnen, og a t de til den
Ende, medens Gaardens øvrige Folk vare paa Marken til H østar
bejde, bemestrede dem Grødgryden paa Skorstenen, og saaledes
forsynede gav dem paa Vejen, men da denne deres Provision slap
(op), inden de uden Tvivl var komne ret langt, vendte de anger
givne og mismodige med den tomme Gryde tilbage.
At han her i København kom som Dreng i T jeneste hos den i
de Dage saa navnkundige Købmand Severin, ved jeg af, hvad jeg
mindes at have hørt ham selv fortæ lle, a t denne hans Husbond
engang, han skulde staa Fadder, sendte ham ud at hente sig en
Vogn, og a t han nu i jydsk Enfoldighed kom hjem med en af de
Arbejdsvogne, der holdt ved Stranden, uden a t gøre sig ringeste
Forestilling om, det m aatte være en anden Slags Vogn, som her
gjordes fornøden. Om hans videre Opkomst ved jeg in tet, uden
B e g r a v e lse sk a p e lle t paa A ssiste n s K irk egaard , op fø rt 1867— 68 e fter T e g n in g af A rk itek t V. Ingem an n .
Knud Lyne, havde gjort, og den medarvede Godhed, denne bar for
ham, er Hovedanledning dertil . . . “ Og Rahbek fortsæ tter d erefter
saaledes- „Knud Lyne var en Slegfredsøn af min Farmoders Fa
der, en velhavende Selvejer, der af to Æ gteskaber havde adskil
lige baade egne og Stedbørn (blandt hvilke sidste den i sin Tid saa
ansete Generalkrigskommissær Stephen Hansen, Ejer af Hammer
møllens Geværfabrik m. m.). Hver Gang nu Knud Lynes Moder
kom med Drengen til hans Fader, var de øvrige Søskende, især
Søstrene, studse og uvenlige mod b eg g e; kun min Farmoder, der
var af et ejegodt Gemyt, holdt af Drengen, skjulte ham under
T rappen og gav ham Ost og Brød, lang tfra at drømme om, at
det i Tiden skulde gengaHdes hendes Afkom med en Formue af
om trent en Tønde Guld. .
Hvad der siden gav Anledning til, at samme Knud Lyne kom
til København, er mig ubekendt, men at han tidlig maa have
væ ret utilfreds med sin Stilling i Bondestanden, ved jeg af den
pudserlige Anekdote, at han, a lt som Barn, med en jævnaldrende
Bondedreng gjorde et Forsøg paa. at rømme til Holland, hvorhen
*) K. L. R a h b e k : „ E r i n d r in g e r om m it L i v “ (I D el, 1824 P ag. 2. 8. 21 ff.)
at hans fornemste Handel var med ostindiske og chinesiske Varer,
og at hans forstandige, huslige, driftige, ædle og gudfrygtige Hu
stru, der evig vil blive mig et uovergaaet Ideal af en af de
Dages Dannekvinder, sikkerlig ikke m indre end han selv bidrog
til at drage Guds Velsignelse ned over deres Hus, og holde den
fast d e r til. ..
.. . Baade min Fader og Moder vare i selskabelig Omgang sæ r
deles muntre M ennesker; der samledes da naturligvis om dem
og hos dem en Kreds af samme Stem ning; især kom overmaade
gerne gamle Knud Lyne, der efter Dagens Møje og Byrde nok
gad forslaa Aftenen i godt Lag og ved et godt Glas Vin, og af
hvem min Moder var en særdeles Y n d lin g . . .
Paa samme Tid om trent,“ fortæ ller K. L. Rahbek videre, „havde
Lyne købt B la a g a a r d , et Sted, om hvilket der fra dets forrige
kongelige Ejere endnu bestandig svævede en Art af Nimbus, saa-
meget mere som Hovedbygningen beboedes af højfornemme Lejere,
og Ejeren deraf beskedent tog til Takke med Økonomibygningen
ud til Vejen. Havde jeg — som et gammelt Sagn i vor Familie
paastaar — den første Gang, jeg i Byen spiste hos Lynes, med
186