192 / 288
192
Og saa blev da endelig Theen budt om, denne mærkelige Drik,
der var tilsat dels med Citronskal og dels med Vanille i en saa-
dan Grad, at Duften af denne sn art fyldte hele Stuen og fuld
stændig tog Pippet fra Ofen-
laldugten. E fter det eg en t
lige Aftensbord blev man n a
turligvis ikke saa længe sam
men som nu, idet det for
Byens Beboere gjaldt om a t
komme tidsnok ind ad Nørre
port, hvor Bommen sænkedes
Klokken tolv, og kun aåbne
des mod Erlæggelsen af en
Toskilling, men denne vilde
man sp a re ; man var mere
nøjeregnende med sine Skil
linger den Gang end nu.
Og saa blev da Overtøjet
ta g e t paa, de store, strik
kede U ldtørklæder bundne
forsvarligt flere Gange om
Halsen uden paa Frakken
og Kaaben, og efter at den
stadige Kamp for a t faa de
haarde Lædergalocher fil at
sidde fast var endt, begyndte
den samlede Vandring ned
ad Trappen, ved hvis Fod vi
Drenge ventede for a t give
Gæsterne det sidste Lejde,
og for udenfor Gadedøren
endnu at sende en sidste
Hilsen ud i den stille Aften,
der om V interen jo ikke for
styrredes af den i Somme
rens N æ tter saa vidflydende
Støj fra Signalhornene, som
Blegdammens Vægtere fra
Tid fil anden tudede i, for
at avertere om. at de var
paa deres Post som Vogtere
for alt Stadens V asketøj“ . . . — Morsomt fortæ ller Sehorn ogsaa
om, hvorledes det gik til i Ildebrandstilfæ lde paa Nørrebro:
„ . . . Hvad en Ilde
brand vilde sige i
gamle Dage, det fore
stiller man sig ikke
le t nu til Dags, hvor
det hele i Regelen gaar
saa hu rtig t og stilfæ r
digt af. Og navnlig
var vi Beboere paa
Broerne uheldigt stil
lede, idet ikke ret
mange af Ejendom
mene derude var i Be
siddelse af en Brønd.
Derimod hvilede der
ret tunge Forpligtel
ser paa hver enkelt
Husejer, idet han, saa-
snart Tegnet lød gen
nem Vægterens Piben
og
Allarmfrommens
Buldren, var forplig
te t til at udsæ tte
udenfor sit Hus et Kar
fuldt afV and med der
til hørende rødmalet
Spand, der skulde have
Husets Nummer paamalet.; dertil hørte saa, a t der over hele
dette lille Arrangement ophængtes en Lygte med en tæ ndt Tælle-
praas. Havde man nu altsaa in te t Vand i Gaarden, ja, saa m aatte
man mangen Gang m idt om N atten lade det hente fra den næ rme
ste Gadepost, der ofte — og det netop for vort Vedkommende — laa.
meget langt borte, saafrem t man da ikke kunde træffe en venska
belig Overenskomst med den nærmeste Nabo eller Genbo, der var
saa heldigt stillet at være E jer af en Brønd i sin Gaard.
Var nu alt i Orden, saa
tøm tes snart, det usle lille
Vandkar af de da brugelige
Sluffer; det var smaa Slæ
der, forspændte med een
Hest og paa deres Kælker
bærende en ganske lille
Tønde, vel saa stor som en
Fjerding, der fyldtes og til-
proppedes, dog ikke altfor
omhyggeligt. Og saa spræng
te det lille Køretøj afsted til
B randstedet. Men under den
ne ilsomme Kørsel slingrede
Slæden saa stæ rkt fra den
ene Side af Gaden til den
anden, a t V andet i Tønden,
uafladeligt sprøjtede op over
Spundshullet. Hvor meget af
den oprindelige Beholdning,
der endelig er n aaet ind i
det store B randkar med
Pumpe værket, der var op
stillet foran B randstedet, kan
man jo let tænke sig.
Her var im idlertid de høje
Brandofficerer i en ret p rag t
fuld, men til Øjemedet meget
uhensigtsmæssig LTniform
med tre k a n te t Hat, prydet
med hvide og gule Fjerbuske,
i tra v l Virksomhed med a t
lade de faa Spande Vand, der
nu var sam let ved fæ lles Be
stræbelser, udgyde over Hu
set, der da ogsaa i Reglen
brændte fuldstændig ned til
Grunden, n aar Ilden havde
faaet godt fat., for A llarmeringen fandt Sted“. — —
Forinden vi gaar over til en nærmere topografisk Beskrivelse
af Nørrebro, skal vi
endnu meddele nogle
karakteristiske, kul
turhistoriske Træk af
københavnske T ilstan
de paa dette og et
noget tidligere Tids
punkt, Tilstande og
Forhold, der viser den
store Forskel mellem
før og nu paa alle
sociale Omraader, og
som ikke mindst gav
sig til Kende i en For
stad som det gamle
Nørrebro med dets da
værende Befolkning.
Vi begynder med at
gøre Uddrag af en
Skildring, der skyldes
efterladte Optegnelser
af Konferensraad,
Prof. Dr. E. C. W er-
l a u f f , ved Prof. Dr.
F .S c h ie r n .o g findes i
„Historisk T idsskrift“,
4de Række (1873—74).
W erlauff fortæ ller: „Blandt Københavns Fornødenheder paa
den Tid, som baade før og senere, kan ogsaa henregnes de offent
lige Steder, hvor man dagligen kunde erholde Middagsmad og Af
tensmad. De kaldtes den Gang endnu ikke „R estaurationer“,
men med et beskednere Navn „Spisekvarterer“ ; de bedste af dem
G eh ejm eraad A. G. C a rsten s, f 1795.
Student J o h a n n es W asserfa ld ,
f
1806.