191 / 288
G ro sserer R aadm and C. W a a g e, f 179t.
F orfatteren O . I. S a m sa e, f 1796.
der ikke fandtes mange Lænestole, og alle disse Møbler var be
trukne med sort Hestehaar, der fremkaldte en stadig Tilbøjelighed
til at glide ned paa Gulvet. I det hele tag et var Bohavet jo
den Gang baade tarveligt og umageligt, uden at nogen vist egent
lig savnede noget derved. Det
var jo om trent ens hos alle. Man
har et Billede af Adam Müller,
hvorpaa ses hans Moder og Fader,
Biskop Erasmus Müller, der, sid
dende i deres Dagligstue, i Fælles
skab læser et Brev, Sønnen har
sendt hjem fra Italien. Møblerne
er af den jævneste Slags og hvile
paa et Listegulvtæppe, og det
var dog hos Sjællands Biskop. —
Men, tilbage til Selskabet, der
nu er fuldtalligt og saa hurtigt
som muligt skal have den første
Forfriskning for at faa Munden
i Gang. Og den bestod i en stor
Mængde „Syltetøjer“, der med et
Vandglas i Midten var placerede
paa en Bakke, der tillige var
forsynet med en Kurv med The-
skeer, som, efter at være be
nyttede, sattes ned i Vandglas
set. Fandtes der nu flere Gæster
end Theskeer, saa medførte dette,
at de, der fik sidst, m aatte tage
en allerede benyttet Ske ud af
Glasset med det undseligt rød
mende Vand. Jeg syntes ikke,
det var rigtig appetitligt, men
det var nu den Tids Skik; man
havde ikke studeret Bakteriolo
gien saa ivrigt som nu.
Var dette lille Maaltid nu gle
det ned, saa begyndte den egentlige Underholdning, der dels, som
nu om Stunder, bestod i „Conversation og Intrigue“, dels i Oplæs
ning af et eller andet Digterværk, eller i Musicering paa „med
brag t“ Guitar, dels i den for et Nutidsmenneske vist ikke mor
somme Leg med „Sybillen“. Det var en Dukke af Porcelæn, hvis
Klæder var dannede af smaa vifteformede Stykker Papir, som var
heftede saaledes, a t de dannede Dukkens Kjole, der stod som en
Ballon uden om den. Paa disse forskelligt farvede Papirstykker
var der nu skrevetsmaaDigte eller Sentenser, og
det gjaldt da
om, atden, derskuldetrække
et sligt Blad frem, ved Valget af
dette, m aatte træffe paa et Ord,
der, helst paa en g o d m o d ig
Maade, kunde bringes i Forbin
delse med Vedkommendes Person,
thi man yndede aldeles ikke no
get med skarp Braad; man græn
sede endnu for tæ t op til den
sentim entale Periode.
Den musikalske Underholdning
i m it Hjem paa en slig Aften
bestod for en Del af ret rørende
Smaasange, foredragne af en tem
melig rystende, aldrende Dame-
stemme, tildels ogsaa af humo
ristiske, italienske Sange, dem
Ludvig Bødtcher foredrog til a l
mindelig Jubel; den bekendte
„Padre Francesco“ til eget Gui
tarakkompagnem ent
indbragte
ham altid stormende Applaus.
En anden Underholdning, Bødt
cher ogsaa leverede, bestod i, at
han „snakkede sort“. Dette vil
sige, at han begyndte nogen
lunde fornuftigt og forstaaeligt
at fortæ lle et eller andet, der
da h u rtig t afbrødes af længere
Repliker uden Spor af Mening,
men det hele blandet paa en saa-
dan Maade og foredraget med
saa stort Alvor, a t man ofte
vidste hverken ud eller ind og
undertiden mistænkte sig selv for
at være et ualm indeligt Fæ, der ikke kunde fatte en Sag, der dog
sikkerlig var saa lige ud ad Landevejen. Til Tider kunde han
faa min Fadei, der var hjemme i de Løjer, til at ledsage sig paa
denneVrøvlevandring, og saa var der tilsidst ingen Ende paa
Latteren. DenneGenre har jo Chr. N. Rosenkilde indført i L itte
raturen med sin „Vrøvleroman“.
191
F orfatteren T yge R othe, f 1795.