194 / 288
men der var dog mange Fam ilier, som stræ ngt fulgte den gamle
Skik og ikke vilde spise senere til Middag end mellem 1 og 2, saa-
ledes blandt andre Rahbeks paa Bakkehuset. P aa Restaurationerne,
der aabnedes Kl. 1, var de
fleste færdige med deres
M aaltid inden Kl. 3. Hvad
Spisevarerne angik, forekom
mer det mig ikke, a t nogen
væ sentlig Forandring er fore-
gaaet siden min tidlige Ung
dom, skønt maaske visse Føde
midler paa Grund af den til
tagende Luksus og af Have
dyrkningens større Udvikling
dengang var sjældnere end
nu. Saaledes mindes jeg a l
drig i min Moders Hus, alt-
saa til m it 23de Aar, at have
nydt Asparges, ligesom hel
ler ikke Jordbæ r var saa al
mindelige som n u ; ogsaa
Hummer saas sjeldent paa
Bordet, hyppigere derimod
end nu K rabber. Dog kan
jeg her kun paaberaabe mig
mine personlige E rindringer,
da min Moders Kaar ikke til
lod dyre Spiser. Jeg ved der
for heller ikke, om visse Fø
devarer, som vi jævnlig fik,
men som nu aldrig høres
nævnte, kom paa vort Bord,
fordi de var meget billige.
Yi fik nogle flade Fisk, som
kaldtes S letter og Skrubber,
ogsaa hyppigt de saakaldte
Lageflynder med opstuvede
Gulerøddder. K aalrabi var
maaske dengang alm indeli
gere end nu. Om E fteraaret,
uden Tvivl i Oktober, ind traf
den saakaldte Slagtetid, da
Slagtekvæg kunde forhandles udenfor V esterport af Folk fra Lan
det saavel som af Stadens egne Beboere. Slagtet Kvæg var da
ophængt næsten uden
for enhver Bolig paa
Vesterbro, og det var
da alm indeligt, a t F a
m ilier anskaffede sig
en eller flere Oksefjer
dinger, af hvilke det
meste blev saltet eller
røget til V interprovi
sion.
Skønt Badning langt
fra ikke i min Ungdom
var en Nødvendighed
i den Grad som nu om
Stunder, eksisterede
der dog allerede fra
de to sidste Decennier
af det forrige Aarhun-
drede offentlige Bade
huse ved Langebro.
Disse var im idlertid
meget simpelt ind ret
tede; der var ingen
Adskillelse imellem de
forskellige Badekam-
mere for Kønnene, og
man kunde saaledes i sit Badekammer høre Fruentimmer snakke
og le i et tilstødende. Svømning saa man heller ikke dengang
saa hyppig som i en senere Tid, og Badehuse udenfor Byen
kendtes dengang næppe . . . “
Konferensraad W erlauff gaar d erefter over til at beskrive Bryl
lup, Barnedaab, Konfirmation og Begravelse, og fortæ ller videre:
„Det var i min tidlige Ungdom ikke alm indeligt og ansaas knapt
for sømmeligt a t gøre, hvad vi nu kalder stille Bryllupper. Sjæ ldent
fandt disse ogsaa Sted i K ir
kerne, næsten altid i Brudens
Hjem, og sjæ ldent var B ryl
luppet indskræ nket til een
Dag; man ta lte jævnlig om
første og anden Dags B ryl
lup. Ved begge fand t n atu r
ligvis større eller m indre Be
væ rtning Sted efter Vedkom
mendes Lejlighed. Alle no
genlunde anseelige Fam ilier
benyttede i den Anledning
Bedemænd, som kørte om
kring og inviterede Gæsterne.
Det var dengang en alm in
delig Skik, at de nærliggende
Huse blev illum inerede, og i
min Barndom hørte jeg om
tale, at Frue Skoles Disciple
stundom blev tilsag te a t syn
ge ved disse Lejligheder, men
selv har jeg aldrig væ ret
Vidne dertil. Barnedaaben
foregik dengang ligeledes
med større Højtidelighed end
i vore Dage. Jeg kan erin
dre, a t jeg i min Barndom
ofte saa en Mand i fuld Pynt
med Sko og Silkestrømper
sam t H atten under Armen
gaa omkring for a t indbyde
Faddere til sin Barnedaab.
Det var knap b landt de fa t
tigste dengang Skik, at Mo
deren selv bar sit B a rn ;
dette ansaas næsten for en
Skam, skønt det satte mange
fattige i stor Forlegenhed,
naar de ikke kunde faa nogen
form aaet til at bære deres Barn over Daaben. Der var i min tidlige
Ungdom da ofte en Dame her i Hovedstaden, som i den Henseende
erhvervede sig megen
Popularitet; det var
en rig Enke, Fru E tats-
raadinde Kløeker, der
ejede den Gaard paa
Store Købmagergade,
der støder um iddelbart
op til T rin itatis Kirke.
N aar de fattige ikke
kunde faa nogen af
deres næ rmeste be
kendte til at yde dem
deres Tjeneste i denne
Henseende, tog de d e
res Tilflugt til Fru
Kløeker, som altid var
villig dertil, og for
hvem Bekostningen og
saa var ringe, da hun
selv holdt Hest og
Vogn. Man antog, at
hun enkelte Aar havde
b aaret over 100 Børn
til Daaben. E fter hen
des Død har næppe
nogen anden i den
Grad p aataget sig denne Kærlighedsgerning, og det blev ogsaa
unødvendigt, da det efterhaanden blev Skik og Brug, at Mød
rene selv bar deres- Børn. Det var dengang heller ikke alm in
deligt, at et Barn laa, som man kaldte det, længe inden det blev
døbt, og ogsaa Barnedaaben ledsagedes af Beværtninger efter
K øbm and Johan L eon h ard F ix, "j- 1807.
K om p o n isten , k g l. K ap elm ester F. E. L. K unzen, f 1817;
(et lille G ræsareal livorpaa Stenen staar; in gen H æk).
194