188 / 288
det barnagtige Frisprog, som hele min sælsomme Opdragelse havde
forvænt mig til, erklæ ret, at der kom jeg ikke mere, da de gav
mig Vand i min Vin og røde Korænder — T yttebæ r, der n atu rlig
vis ikke forekom i min gamle Bedstemoders jydske Køkken —
da vendte B ladet sig aldeles ved de senere Søndagsture til Blaa-
gaard, der endnu leve mig i festlig E rindring, og hvor min Kær
lighed for det landlige saa meget mere m aatte faa Næring, som
det var et Sagn omkring mig, a t Lyne, efter hvem jeg var op
kaldt, og som derfor i Faddergave havde bestem t mig 12000 Rdlr.,
i Stedet for disse nu tiltæ n k te mig denne Ejendom, en Plan, der
desværre blev omstødt, da nogle Aar derpaa Christian den Syvendes
store Yndling, Grev Holck, i sin høje Naades Dage, saa godt som
nødte Ejeren til at sælge sig det ved et saa højt Bud, a t jeg mindes
den Tid at have hørt Lyne sige, at han ikke kunde forsvare,
ikke at modtage det. Naturligvis kunde han ikke forudse, at
Køberen, inden han fik sine Forpligtelser opfyldte, skulde falde i
Unaade, og Sælgeren nødsages til at tage Gaarden, ju st ikke saa
særdeles vel behandlet, tilbage. Saaledes erindrer jeg, at af de seks
dejlige gamle Linderader, der udgjorde de stolteste Alleer, jeg
ved at have set, adskillige, i Overensstemmelse med den nyere
Havesmag, straks blev omhugne, og har det Indtryk, d ette Hær
værk da gjorde paa mig, min hele øvrige Levetid saaledes bevaret
og forstæ rket sig, a t der er faa Ting, jeg nødigere gaar til, end at
lade et især gammelt Træ fæ ld e ; og mindes jeg ligeledes, at det
var mig til stor Forargelse, da nogen Tid efter min Fader lod en
Lindeløvhytte i sin Have omhugge, for i dens Sted at bygge et
muret Lysthus, at drikke Kaffe i om Sommeren.
Mellem hine blaagaardske E rindringer, af hvilke endnu adskil
lige leve hos mig, vil jeg her anføre et Par, fordi de hver paa
sin Maade forekomme mig at have noget karakteristisk. En E f
term iddag gik jeg i Haven med min Fader i en af de store Alleer,
og havde paa Drengevis en Kvist i Haanden, hvormed jeg gav en
af Lejerens, daværende S tatsm inister Rosenkrandses, Jagthunde,
hvoraf han efter den Tids Skik havde mange, et Smæk. Hunden,
en stor hvid Hønsehund med brune Øren, som jeg i dette Øjeblik
synes at kunne se for mig endnu, satte sine Fødder paa Skuldrene
af mig, kastede mig overende og blev sfcaaende foran mig. Paa
m it Vræl kom min Fader til, jog Hunden bort og hjalp mig op,
men gav mig derpaa en dygtig Irettesæ ttelse og foreholdt mig,
at dersom Hunden ikke havde væ ret bedre end jeg, kunde den
have skambidt mig, en Lærdom, der udentvivl ikke har h aft liden
Del i den Modbydelighed, jeg siden stedse har h aft baade for
selv at mishandle Dyr og for at se dem m ishandlede.
Af en hel anden N atur er næste Anekdote, men som dog ogsaa,
mener jeg, har sit karakteristiske. Det var gerne Skik, at vi om
Søndag Efterm iddag, efter at have drukket Kaffe, kørte en Tur
med Lynes velbekendte graa Heste, som efter æ ldre Dages Skik —
bevaret i den bekendte Anekdote om J. J. Rousseaus Overkørsel —
en stor Hund løb ved Siden af. En smuk Efterm iddag, da Vognen
var kørt frem, og jeg var løbet i Forvejen ud i Gaarden, mens
de andre gjorde dem færdige, faldt det mig ind, a t jeg havde
den Dag faaet en ny Kjole paa, af en af min Faders gamle, rød
med gule toppede Knapper, Modedragten i Frederik den Femtes
T id ; og da jeg vidste, det ikke vilde bekomme mig vel, hvis jeg
smurte den til, fandt jeg det forsigtigst at prøve, om jeg kunde
smøre den paa H julet, og gik til den Ende hen og satte Ryggen
op derimod. Da nu de andre kom ud og skulde i Vognen, opstod
naturligvis et stort Anskrig over T jæ repletten paa min Ryg, og
forundrede det mig ikke lidet, at min Fader, i Stedet for a t tage
m it Forsvar for gyldigt, at jeg havde havde gjort det med Flid
for a t erfare, om H julet kunde smøre mig, gav mig et P ar dyg
tige Ørefigen, som jeg, i Betragtning af min gode Hensigt, fandt
hel uforskyldte. Godt havde det im idlertid væ ret, hvis de havde
helbredet mig for den Fristelse, af E rfaring a t ville lære Følgerne
af Skridt, hvis Frugter jeg med lid t E ftertanke kunde begrebet.
Endnu maa jeg, inden jeg slipper B laagaardsanekdoterne, med
tage en endnu, skønt den uden Tvivl baade er af et noget senere Da-
tum og egentlig ikke videre angaar mig, end for det indtil denne
Dag uudslettede Indtryk, det gjorde paa mig. Som en Søndag
Efterm iddag min Fader, min Moders Broder, en Student Gertsen,
min Inform ator og jeg kørte ud til Blaagaard, gik paa Broen
over Peblingesøen Hyrekareten, vi kørte i, i Stykker, og begge
Bommene op for Dørene, saa at vi ikke kunde komme u d ; hvor-
paa min Fader, arrig over det uforsvarlige Køretøj og den Vrim
mel, der samledes om os, lod V induerne gaa ned, greb med een
Haand i hver af Dørene, og satte nu sit Hoved mod Karethimm e
len for at sprænge den og fra den Side skaffe os L u ft; til Lykke
vare de omkringstaaende alt i Begreb med a t le tte K areten saa
ledes i Vejret, at vi kunde komme den ordentlige Vej ud. Jeg
nægter im idlertid ikke, a t n aar i senere Dage min Fader under
tiden lod mig høre, a t jeg saa gerne vilde overalt igennem med
Hovedet, kunde jeg ikke bare mig for at tænke ved mig selv paa,
hvo der vel i Ordets bogstaveligste Forstand havde givet mig
Eksemplet, og fra hvem det vel i nogen Maade kunde være en
Arvedel.“
Det sørgeligste Blad i B laagaards Historie er den kortvarige
Periode, form entlig fra 1767—70, da Grev H olck*), fremfor alle
andre Christian den Syvendes Ødelægger og onde Aand, i alt Fald
af Navn var E jer af Blaagaard. Det var mod Slutningen af Støvlet-
K athrines Velmagtsdage, da hun endnu havde den ulykkelige Konge
i sin Magt, og m eget er der skrevet og fo rtalt om de vilde Orgier,
der fejredes af hende og hendes kongelige Elsker med det Slæng
af Sviregæster, der fulgte dem, og som ogsaa kom til at gaa ud
over den h id til saa fornem t holdte Ejendom udenfor Nørreport.
Da Knud Lyne igen overtog B laagaard, havde Slot og Have lid t
ilde Medfart, og d erefter gaar den gamle Ejendom med stedse
stæ rkere Skridt sin Opløsningstid i Møde. Knud Lynes Arvinger
solgte den til Købmand P eter Tutein, som dog ikke havde Brug for
noget Lystslot, men tæ nkte paa at anlægge en Silkebaandsfabrik,
og da denne Plan, uvist af hvilken Grund, ikke kom til Udførelse,
kom B laagaard allerede tre Aar senere paa nye Hænder. Slot og
Have forfaldt, og paa den tilliggende Grund ved den nuværende
Slotsgade anlagde „den kongelige danske D ugm anufaktur“, sam
men med en Mand ved Navn Johan Poul Kalckbrenner, en Klæ
defabrik. Dermed var Udstykningen af det gamle B laagaard be
gyndt. I Frederik den Sjettes sparsommelige og nøjsomme Tid
var der ikke Tanke for a t opretholde flere Lystslotte.
Blaagaard kom dog endnu en Gang ind under kongeligt Eje, idet
den i 1786 overtoges af Finanskollegiet, efter at „den kgl. Dugmanu-
fa k tu r“ var ophævet. Bygningerne udlejedes til industrielt og pri
vat Brug. Have og Marker blev bortforpagtede. Og i 1790 op
rettedes — som tidligere om talt — et kongeligt Skolelæ rersem i
narium med Benyttelse af Hovedbygningen og nogle af Pavillon
erne sam t et Jordareal til Undervisningsbrug. Blaagaard-Semi-
nariet blev dog ikke længe efter til Jonstrup Seminarium (opret
te t 1809). Det var efter Fredslutningen 1814, a t F rederik den
S jette solgte hele B laagaard til sine Adjudanter, Rømeling og
Scliolten, der købte Ejendommen i den Hensigt a t udparcellere
den. Om dette Køb h ar vi allerede hørt gennem Generalmajor
Paludans Erindringer.
En af de første, der købte Parceller af B laagaards Jorder, var
Isenkræmmer M. A n k e r H e e g a a r d (se vor Beretning om denne
Mand Side 142—164).
Ogsaa andre gode og ansete Borgere blev Ejere af Parceller af
det gamle B laagaard og har boet paa dets Grund. 1 det foregaa-
ende Afsnit af denne A rtikel har vi gengivet O tto B. W ro b le w -
s k y s smukke Barndomserindringer, der giver saa fortræffelige
Billeder af B laagaard og det gamle Nørrebro.
En Parcel, beliggende skraas for den nuværende Fælledvej, eje
des af Voksdugsfabrikant S c h o r n , der i Slutningen af T rediverne
(som om talt Side 176) udlejede den til H a n s H e n r ik B a um -
g a r t e n , der var indvandret fra Holsten og fra først af var
Maskinmester ved det Berlingske Trykkeri. Nogle Aar efter fik
han selvstændig Forretning først paa Købmagergade, derpaa i
Møntergade, og i Midten af Fyrrerne blev han S tifter af det
højt ansete Firm a Baumgarten og Burmeister, det senere v id t
spændende og verdenskendte B u r m e i s t e r og W a in . — P aa
en anden af Blaagaards gamle Grunde, mellem Nørrebrogade og j/
den nuværende Baggesensgade, staar nu „ A l d e r s t r ø s t “, (som
om talt Side 164) stifte t af H aandværkerforeningen og oprettet
som Fribolig for trængende Medlemmer af Haandvæ rkerstanden.
Men denne humane Stiftelse og meget andet, som er blevet
rejst paa det gamle B laagaards A realer, tilhører Nørrebros nyere
Historie.
*) F r . V i l li . C o n r a d H o lc k , oprindelig K anunerpage hos Clir. V II, blev Ge-
lieim eraad og H ofm arskal, f. 1742, d. 1800.
188