184 / 288
hvorfor Hofmesteren skulde skaffe de bedste Sager til Side, „ellers
blev alt ø d e la g t...“ (Peter den Store nød som bekendt ikke det
bedste Ry for Belevenbed) . . . „Kongen føjede til, at han havde
forestillet, at han ikke kunde raade over sin Broders Hus og vilde
gøre a lt for at hindre Czarens Ønske. Uet lykkedes ogsaa, da
han kunde undskylde sig med Prinsens Fravæ relse . . . “ Andensteds
meddeles, a t det især var Prinsesse Sophie Hedevig, der med
Hænder og Fødder satte sig imod det p aatæ nkte kejserlige Besøg,
idet hun betragtede Selvherskeren over alle Russer som en Bar
bar, hvem fromme kristelige Mennesker, in tet kunde have at
skaffe med. „Czaren havde ogsaa faaet Lyst til at bo paa Char-
lottenborg, der ligeledes tilhørte Prins C arl“ — hedder det videre
i Ur. O. Nielsens Beretning — og denne gav i Hast Ordre til at
(lytte sine Kostbarheder, men heldigvis for ham fandt man paa
en anden Udvej. Den
19de Juli befalede
Kongen Grossereren
Vilhelm Edinger in
den næste Dags Aften
at gøre sin Gaard ryd
delig, og den 22de fik
Præ sidenten og P o liti
mesteren Ordre til at
skaffe sig til Laans
hos Borgerne det nød
vendige Bohave
„straks og uden Op
hold.“
Det var ogsaa paa
høje Tid, thi den 2ikle
Juli kom Czarinden
(den senere K atharina
•den første) ind gen
nem Vesterport, efter
a t være modtaget af
Czaren og Kongen ved
Køge, og kørte i høj
tidelig Procession
gennem Vestergade,
Nygade, Kongens Ny
torv og Holmens Ka
nal til S lo ttet under
Salut Volden rundt, 8
Gange gentaget. E fter
A ftensm aaltid paa
S lottet kørte Czaren
og Czarinden til Edin-
gers Gaard, hvor de
fra nu af blev boende.
Ed ingers Gaard (det
nuværende Prinsens
Palæ) var meget an
selig; der var alene i
Stueetagen 15 Værel
ser, og disse var præ;
tig udstyrede, ilere
med T apeter af Guld-
heder, 1 anden Etage var der flere store Sale og mange Kamre .. .
T il Ozarens Bekvemmelighed anskaffedes bl. a. Omhæng til en stor
fransk Seng af karmoisinrød Silkedamask underforet med hvid T aft
og med skildrede Buketblommer paa, ligesom et Spardække af samme
Slags T aft, 6 grønne Guldlæders Stole og et indlagt Nøddetræs
Bord med to Gu erid ons. Czaren boede forøvrigt ogsaa i Gehejme-
raad Lentes Gaard udenfor Østerport paa den nuværende Classens
Vej. De fornemme Gæster havde e t sto rt Følge af høje Stands-
personer, der indlogeredes rundt omkring i Byen med deres ta l
rige T jenerskab, sikkert til liden Glæde for deres Væ rter; der
var ia lt 115 indenbys og 29 udenbys Borgere, der havde Russere
i Indkvartering. Lige for Czarens Gaard var anlagt et Vagthus
paa Slotsholmen, hvorhen Garden marscherede hver Dag med fly
vende Faner og klingende Spil.
Hele Sommeren blev det mærkelige russiske Fyrstepar i Koben-
havn. Czaren var meget videbegærlig og vilde se alt, opførte
sig forøvrigt højst ueeremonielt og stødte an mod det danske Hofs
fornemme og formelle Væsen. En særlig Lyst havde han til at
besøge Rundetaarn, og hans og Czarinas Ride- og K øreture derop
er ofte beskrevet. Den ene Gang kørte han og hans Gemalinde
op og ned i en K aret med li Heste for.
Udenfor Byen laa paa samme Tid en mægtig Flaade af danske,
russiske, engelske og hollandske Krigsskibe. Uzaren havde med
ført en Del Tropper, der lagdes i Lejr uden for Staden paa Nørre-
og Øster-Fælled. F ra den 9de til 15de September var der bidført.
fra Meklenborg en russisk Hæ rstyrke paa 19000 Mand. Men L and
gangen i Skaane blev opgivet. Uzaren opgav i sidste Øjeblik sit
Forsæt. Der kom voksende M istillid mellem ham og Kongen,
der fandt det russiske Besøg baade truende og byrdefuldt. Den
18de til 28de Oktober indskibede Czaren sine Tropper, men til
Trods for de opkomne M isforstaaelser blev lian boende i København
til den 20de Oktober og rejste derpaa bort med Czarina til Lands
og over Bæ ltet „uden
noget Optog“. Og „Mo-
skovitternes“ Afrejse
føltes som en stor Be
frielse baade af Hoffet
og Befolkningen.
I Arkivar, Dr. O.
Nielsens ovenfor cite
rede Skildring hedder
som
boede udenfor P o rte
ne, led megen Over
last baade af vore egne
Folk og Russerne.“
1719 skrev desaaledes:
Vi fattige og enfoldige
Folk bleve i den Tid
tribulerede og saa
godt som gjorte umæg
tige af vore Huse og
Ejendom, ja mange af
os ej havde den Seng
tilovers,vi kunde hvile
os udi, in tet Værelse
tilovers for os selv,
men tilfæ lles med
D om estikkerne; vore
Huse, Porte og Dore
stode aabne N æ tter
og Dage, saa vi der
ved led meget paa
vor Fattigdom og in
dehavende Bohave,
ilde mishandlede af
de gemene og tildels
spolerede og borte.
De russiske Folk vare
tildels endnu slem
mere, saa vi toge me
gen stor Skade.“
E fter denne Digres
sion vender vi tilbage
til Blaagaard.
B la a g a a r d s næstfølgende Ejer blev C a rl Å d o lp h von P i e s
s e n , der paa det Tidspunkt var Overkammerherre hos Prinsesse
Sophie Hedevig. Senere, under Christian den Sjette, blev lian
Overkammerherre ved Hoffet og Medlem af Conseillet. Ved et
Gavebrev af 9de Maj 1782 skænkede Prinsessen sin Yndling og
Overkammerherre
— for hvem hun, efter hvad R ygtet vilde vide,
nærede meget omme Følelser, — B laagaarden med alt tilliggende.
Men for ikke a t give Næring til de onde Rygter, vilde von Pies
sen fra først af ikke tage mod den smukke Gave og bøjede sig
kun for Christian den Sjettes udtrykkelige Befaling.
C, A. von Piessen nævnes som en brav og retskaffen Mand, med
Interesse for de skønne V idenskaber, godgørende og med Sind
for a t fremme Skoleundervisningen paa sine mange Godser. En
af de bedste a f Datidens adelige Godsejere. P aa Blaagaard boede
han ikke ret ofte, men Ejendommen udvidedes i hans Tid til at
om fatte Jordareal lige over til Ladegaardsaaen og Grunde paa den
modsatte Side a f Peblingesøen, ligesom han var ivrig for a t for
skønne Bygninger og Haveanlæg.
184