214 / 288
Kreds, særlig Kunstnere og Studenter. K aptajn Gram havde fire
smukke unge Døtre, og disse i Forening med de to Jom fruer
Hansen udgjorde en Blomsterkrans i den gamle Nørrebroske
Gartnerhave, som derved fik yderligere T iltrækning. Her færdedes
Chr. W inther som en munter og altid velset Gæst, mellem al den
kvindelige Ungdom og Skønhed. Selv havde han givet sig Navnet
„Ridderen af Nørrebro“ ; men længe varede ikke hans Forelskelse
i den ligesaa indtagende som velagtede Jomfru Marie H ansen;
D igteren flagrede videre med sit urolige H jerte, hvis dybeste Fø
lelse vistnok allerede paa den Tid tilhørte den, der senere blev
hans Hustru, Julie
Werliin, født Lytt-
liaus, første Gang gift
med Præ sten Werliin,
fra hvem hun blev
separeret 1845. Hen
des Bryllup med Chri
stian W inther fandt
dog først Sted 1848.
Jfr. Marie Hansen
blev gift med den
senere Professor
Schneekloth, S tifter
af den kendte og an
sete Skole paa Vær
nedamsvej; han var
Chr. W inthers E fter
følger som Lejer af
Værelserne i G artner
huset. Ogsaa den yngre
Søster blev en kendt
og anset Mands Hu-
.stru, id et hun ægtede
L itograf Tegner og
blev Moder til Profes
sor Hans Tegner. En
af Kapt. Grams Døtre
blev gift med Publi
cisten C. V. Rimestad,
Arbejderforeningen af
1860’ m angeaarige
Formand, en anden
med Professor Prosch.
Medens Ravnborg-
siden repræsenterede
den lyseste Side af
Nørrebro, har man ad
den modsatte K ant
gennem mangfoldige
Aar ligesom nu h aft
den alvorlige Del re
præ senteret af den
store A ssis te n s
K i r k e g a a a r d , der
udgør et saa væ sent
lig t Træk i hele Nørre
bros Fysiognomi, og
som derfor fortjener
udførlig Omtale.
I Indledningen til en instruktiv A rtik e l: „Forløberne for Assi-
stenskirkegaard paa Nørrebro“ skriver Professor H. W eitemeyer :*)
„Det var under Pesten i 1711, at de første saakaldte Assistons-
kirkegaarde i København opstod. Før den Tid kendte man, med
ganske faa Undtagelser, kun til Begravelsespladser i K irkerne
og paa de smaa Kirkegaarde, som omgav dem, og i Farsotens
første Maaneder blev de allerfleste Pestlig jordede her. Det bedste
var at hvile i selve Kirken, saa var man Himlen nærmere, men
det var ogsaa det dyreste; var der mindre Raad, m aatte man tage
til Takke med Pladsen udenfor Gudshuset. Men K irkerne og deres
K irkegaarde blev snart saa overfyldte, a t der m aatte tænkes paa
Udveje. Graverne ved Kirkerne, som tjen te gode Penge i de
Dage og saa deres Fordel ved a t tage mod saa mange Lig som
*) Dr. V i l l a d s C h r i s t e n s e n : „H istoriske M eddelelser om K øbenhavn“, Fem te
B ind, H efte II (1915).
muligt, fandt vel nok længe Plads ved at stable K isterne ovenpaa
hinanden i Gravene, som efter Forordningen skulde være m indst
tre Alen d y b e ; ja ofte tog de de nedsatte K ister op igen for at
gøre Gravene dybere, og det var ikke ualm indeligt, a t disse inde
holdt ind til fem Kister, den ene ovenpaa den anden, saa a t den
øverste kun havde et ty n d t Lag Jord, knap en halv Alen, over
sig, og tid t lod man Gravene staa aabne fra den ene Dag til den
anden; saa var U lejligheden saa meget mindre, n aar de næste
Lig kom ind.“ (Prof. W eitem eyer oplyser her i en Note, at den
bekendte „R egnebogsforfatter“, K lokker ved T rin itatis Kirke,
Søren Mathiesen, blev
tilta lt for de Uorde
ner, der i denne H en
seende fandt Sted paa
K irkegaarden). „Men
det kunde jo kun gaa
til en Tid. Ved det
i Begyndelsen af Juli
(i P estaaret 1711) ind
rettede Hospital paa
Vodrofsgaard anlag
des der straks en
K irkegaard paa en
Mark ved Siden af,
og ved Midten af
Maaneden udlagdes
der Jord til en ny
Pestkirkegaard for
fattige og ubemidlede
udenfor Østerport
mellem C itadellet og
Soldaterkirkegaar-
den, den nuværende
G arnisonskirkegaard.
Men denne, der straks
toges i Brug og gen-
nemgravedesmed lan
ge,tre Alen dybe Grøf
te r til Optagelse af Li
gene, var ogsaa snart
overfyldt, og det sam
me var T ilfæ ldet baa-
de med Soldaterkirke-
gaarden og den næ r
liggende, allerede
1666 anlagte Baads-
m andskirkegaard
(Skibskirkega arden),
hvor Forholdene var
endnu forfæ rdeligere
end paa de andre, da
den var Begravelses
plads for det særlig
af Pesten hjemsøgte,
tæ tbefolkede Nybo
der; her laa Mæng
der af Lig Dag
efter Dag og ven
tede paa a t blive
jordede.
Tilstanden i Byen var om muligt endnu værre. Vejene over
K irkegaardene blev mere og mere ufremkommelige. Liglugten
gjorde Opholdet i K irkerne næsten uudholdeligt, og K lagerne over
den ulidelige Stank i Kirkernes Nabolag blev stadig lydeligere.
Og lidet hjalp det, at man bragte ulæ sket Kalk i større Mængder
og kørte Sand ind paa K irkegaardene for at dække Gravene,
endsige at man affyredeKanoner
for atsprede Stanken. Der
m a a t t e skaffes Plads.
Menrad ik alt gik man ikke til Værks.
Det eneste rigtige havde selvfølgelig væ ret helt at forbyde Be
gravelser inde i Byen; men ikke en Røst hævede sig derfor, saa
vidt vides; de religiøse Følelser stred altfor meget mod det.
Man gik tværtimod den modsatte Vej og udvidede Byens K irke
gaarde. Holmens K irkegaard fik saaledes Tilladelse til at benytte
den gamle St. Anna K irkegaard ved Guldhuset (omtrent hvor nu
Sølvgades Kaserne ligger), som ogsaa blev tag et i Brug i 1662
A rk itek tu rm aler I. T. H ansen , 1 1912.
214