216 / 288
i Aaret 1785 oplyser især dette Forhold. Den lyder saaledes:
„Omsider fremstod en ædel Mand, en af vor Olds praktiske Filo
sofer, som besad Sjælsstyrke nok til a t opløfte sig over Fordomme
og sæ tte sig ud over Tidernes Smag. Det var Augustin. P aa
Gravens Bredde gav ham hans skyldfri Aand det Vidnesbyrd, at
han aldrig havde fornæ rmet nogen i levende L iv e ; nu vilde han
ej heller efter Døden forgifte den Luft, som de E fterlevende
skulde indaande; han vilde hvile under aaben Himmel. Han
jordedes paa Assistenskirkegaarden udenfor Nørreport og gav d er
ved Signalet til Udryddelsen af den erkedumme papistiske, af
selve Luther bestredne Overtro, som tillægger K irkegulvet og
Kirkegaardsjordene udmæ rket Hellighed.“ Af denne kraftige Ud
talelse ser man, hvor indgroet den Fordom maa have været, som
Augustin ved sit Eksempel bidrog til at u d ry d d e; den svandt dog
kun lid t efter lid t; thi den forkastelige Uskik, at tillade Be
gravelser indenfor Voldene i den tæ tbebyggede By, vedvarede
mæ rkvæ rdigt nok endnu i meget lang Tid.
Allerede inden Aarhundredets Udgang var K irkegaarden over
fy ld t; dog begyndte K irkeværgerne først i A aret 1801 at under
handle med M agistraten
0111
den fornødne Jord til K irkegaardens
Udvidelse. Nicolai- og Vaisenhussognene, hvis K irker sank i Grus
under den store Ildebrand i 1795, var im idlertid bievne nedlagte,
og det Areal af K irkegaarden, der var tilskødet disse Sogne, for
deltes mellem de andre. I Underhandlingerne om Udvidelsen del
tog Forstanderne for den katolske, den fransk reform erte og den
tysk reformerte Menighed, som alle havde b eslu ttet at anlægge
Assistenskirkegaarde paa Nørrebro. — M agistraten var heller ikke
denne Gang uvillig til at afstaa den til Udvidelse fornødne
Jord uden Vederlag, men Forholdene havde forandret sig. Da nem
lig de under Ildebranden i 1795 nedbrændte K varterer skulde
genopbygges, bestem tes der, a t Gaderne skulde reguleres og ud
vides, og i dette Øjemed blev der i Aaret 1796 udnævnt en kgl.
Kommission for de Fonds, som var henlagte til A fbetaling af de
til Gadernes Udvidelse købte Grunde. B landt disse Fonds var
ogsaa Kommunens Jordejendomme, saa at M agistraten, hvad disse
angik, var stillet under Kommissionens Formynderskab. Der tin-
gedes længe om Prisen; th i Kommissionen vurderede Ivirkegaards-
fælleden, der var den bedste af Stadens Fæ lleder og havde en
til Byggeforetagender fortrinlig Beliggenhed, til 10 å 12 Sk. pr.
K vadratalen og vilde paa ingen Maade tillade M agistraten at af
staa den for nogen ringere Betaling end 6 Sk. K irkeværgerne
derimod, som havde h a a b e t’at faa Jorden gratis, vilde ikke byde
højere end 4 Sk. pr. Kvadratalen, og dermed stod Sagen hen i
lang Tid, indtil det endelig ved kgl. Resolution af 9de Juli 1802
afgjordes, at Grunden m aatte afstaas til denne Pris. Et Par Aar
derefter blev det befalet, a t den fornødne Frijord skulde afstaas
til K irkerne uden Vederlag.
Nu toges der omsider fat paa Forberedelserne til denne store
Udvidelse, som ia lt beløb sig til 243,000 Kvadratalen, hvoraf de
181,000, der strak te sig fra den gamle K irkegaard langs Nørrebro-
gade op til Jagtvejen, indhegnedes med en Ringmur. Men inden
Forarbejderne var endte, blev Forholdene paa den gamle K irke
gaard saa mislige, a t der i Aaret 1803 m idlertidig m aatte gives
Tilladelse til a t tage den nærmest beliggende, 60 Alen brede Jord
strimmel i Brug, hvilket Stykke derfor kaldtes og endnu kaldes
Interim sstykket, hvorimod hele det øvrige Areal først toges i Brug
i A aret 1805. Samtidig hermed blev det befalet, at der, paa en
kelte Undtagelser nær, ikke m aatte begraves Lig paa den gamle
K irkegaard i de paafølgende 20 Aar, hvorfor man ogsaa paa
denne Del af A realet kun finder meget faa Monumenter fra Aa
rene 1805 til 1825. I den paafølgende Tid er A ssistenskirkegaar
den gentagne Gange bleven udvidet, dels derved at M agistraten
har overladt K irkerne større Stykker af K irkegaardsfæ lleden til
A fbenyttelse som Frijord, og dels ved a t disse hver især har ud
videt deres Betalingsjord ved efterhaanden a t afkøbe Kommunen
de tidligere til Frijord afbenyttede Strækninger. Otte Skilling
pr. K vadratalen var den Betaling, som K irkerne i Almindelighed
m aatte erlægge; en enkelt Gang blev der endog b etalt 1 Mk.
(16 Skilling), nemlig i Aaret 1831 af Helliggeistes Kirke. To af
de senere Udvidelser fremkaldtes ved T iltrædelsen af nye Lod-
tagere i K irkegaarden (nemlig Vor Frelsers og Frederiks Sogne
paa Christianshavn og Johanneskirken paa Nørrebro) henholdsvis
i Aarene 1853 og 1861. A ssistenskirkegaarden voksede saaledes
fra en ringe Begyndelse op til at blive en af de største Begra
velsespladser i Verden. I 1868 om fattede den et Areal paa ca.
48 Tdr. Land, hvorpaa der aarlig begravedes om trent 3000 Lig.“
— Det ovenfor citerede Skrift giver følgende yderligere Oplysnin
ger: „A ssistenskirkegaarden er lige siden dens Anlæg i Aaret 1760
bleven um iddelbart bestyret af K irkevæ rgerne for de K irker,
som ejer de forskellige Strækninger af deps u d strak te Areal.
Hver enkelt Kirke bestyrer sin Andel af K irkegaarden uafhængigt
af de øvrige K irker, og kun for Frijordens Vedkommende, der
ejes af Københavns Kommune, sker Begravelserne paa sam tlige
K irkers fælles Foranstaltning . . .
I K irkegaardens æ ldste Tid var Tilsynet med den meget mid-
delmaadigt, hvorom der findes mangfoldige Vidnesbyrd i de sam
tidige Blade. B landt disse kan her anføres en Udtalelse, der findes
under den 28de Marts 1803 i Rahbeks U geskrift „Den danske T il
skuer“, der giver en meget k arak teristisk Skildring af K irkegaar
dens daværende Tilstand. Det hedder nemlig deri:
„De Heste Monumenter ere saa smagløse, at man ej kan se
dem uden L atter, men L atter paa det Sted er ubehagelig. Og
de fleste Indskrifter er endnu smagløsere. Kan man, hvor højtide
lig man end er stem t, andet end le, n aar man læ ser:
V andrer! Her iblandt Træerne
Ere de elysæiske Egne.
Ved disses Rødder forraadne
A anderboligerne.“
E fter at have anført forskellige andre smag- og meningsløse
Indskrifter fortsæ tter Indsenderen af denne Skildring: „Alt saa-
dant er idel Naragtigheder paa et Sted, hvor aldeles ingen N arag
tigheder skulde findes. Og føjer man nu dertil den Mængde ilde-
grinende Dødningehoveder og afskyelige Benrader, som vrimle
paa næsten alle Monumenter, saa behøver man kun, for at faa
Væmmelse nok og aldrig sæ tte sin Fod der tiere, a t gaa derud
om Sommeren og se Folk ligge imellem Gravene med Mad og
D rikke for sig, mens de rundt om fordelte Musikantere spille den
ene Drikkevise efter den anden. Alt dette burde være ander
ledes“. — Allerede af denne Udtalelse vil man kunne slutte sig
til, at Tilsynet med K irkegaarden dengang maa have væ ret daar-
lig t; men hvor jamm erligt det var, kom først for Dagen i det
kommende Aar, da G raverkarlenes i længere Tid fo rtsatte P lyn
dring af Ligene blev opdaget i Januar Maaned 1804. Det skete
tilfæ ldigt af en Privatm and, som straks meldte Sagen til Politiet,
der lod ialt 400 Grave undersøge. Herved blev det oplyst, at
G raverkarlene i Løbet af flere Aar jævnlig havde plyndret Li
gene baade for K ister og Ligklæder, enten forinden Gravenes T il
kastning eller ved Opgravning om N atten efter Begravelsen. Ved
den i Sagen den 24de Juli s. A. afsagte Dom blev demestskyl
dige ansete med 4 Aars Rasphusarbejde.
Denne Begivenhed vakte en umaadelig Forbitrelse, og flere For
holdsregler blev tagne for at forhindre en Gentagelse deraf. I det
Øjemed anbragtes de tvende endnu værende Jerngittere i Kirke-
gaardsmuren ud imod Nørrebrogade, for at de forbigaaende paa
enhver Tid kunde se ind paa K irkegaarden, og da den store Ud
videlse fandt Sted i det paafølgende Aar, udkom der sam tidig et
Reglement for K irkegaarden og en Instruks for Graverne, der
i alt væ sentligt er gældende endnu.“
Skriftet oplyser endvidere følgende: „I A aret 1817 udgik der
et kgl. Reskript, hvorved det befaledes, at Tegninger af alle de
Sten- og Metalm indesmærker, som paatæ nktes rejste paa K irke
gaarden, skulde indsendes til Kunstakadem iets Bedømmelse, og
denne Befaling udvidedes ved et nyt Reskript i Aaret 1819 til
ogsaa at gælde for Mindesmærker af Træ .. .
P aa det æ ldste Stykke af K irkegaarden og i Blændingerne paa
Interim sstykket findes der en Mængde kostbare Monumenter, stam
mende fra Slutningen af 18de og Begyndelsen af 19de Aarhun-
drede, blandt hvilke særlig nævnes det pragtfulde Bodenhoff’ske
Monument af W iedewelt og Dajon, og det Wærnske afW iedew elt.
Dajon har desuden udført Mindesmærkerne over D igteren O. J.
Samsøe og over Agent Gyldendal; W iedewelt bl. a. Raadmand
Winges og Geheimeraad Carstens’.
Der findes forholdsvis færre kostbare Monumenter fra den senere
Tid, men blandt disse er der flere, som kaldes sande Prydelser
for K irkegaarden. Her nævnes følgende 6 Monumenter, udførte af
B is s e n (den ældre): Konferensraad Bechs, Professor Brøndsteds,
Fru Bissens, Grosserer Petzolds, Fru Marstrands og Professor
Gundelach Møllers. — Af H. E. F r e u n d er der Monumenter som:
Konferensraad Holten, Slotsgartner Lindegaard, Frøken K jerulf
216