KøbenhavnsKommuneskole

og havde da som Regel kun 36 ugentlige Timer. Denne

ringe Betaling søgte de flere Gange at faa forbedret —

men hver Gang uden Resultat.

Først i 1844 forandredes Forholdet noget. Den ny

Anordning omtaler ikke nogen bestemt Løn, men siger i

al Almindelighed, at der ved Bestemmelsen af Lærernes

Løn bør tages Hensyn til, at der til Børnenes Undervisning

kan faas duelige Personer. Lærere, som i en passende

Tid har tjent med Duelighed, Retsindighed og Flid, skal

have Fortrin, og der sikres dem særlig Adgang til Stads-

bedemands-, Klokker- og Gravertjeneste her i Byen, me

dens man med Hensyn til Pensioneringen opretholder den

gamle Bestemmelse, at denne skal afgøres efter Kancel

liets Bestemmelse i hvert enkelt Tilfælde. Den var altsaa

ingen Ret , men en B e g u n s t i g e l s e , der ydedes vel

tjente Lærere.

Efter nogle Aars Forløb*) gik man da endelig over

til at fiksere Lønnen, saaledes at Lærerne begyndte med

300 Rdlr. og efter 6 Aars Tjeneste kunde stige til 500

Rdlr. Stigningen var dog ligesom Pensionen forbeholdt

Myndighedernes Sanktion for hver Lærers Vedkommende.

Et Særkende for denne Tid — baade umiddelbart før

og efter den nye Lønningslovs Ikrafttræden — er den

Række af Ansøgninger om Gratialer, som en stor Del af

Lærerstanden finder sig beføjede til at indgive.

I 1846 indsender saaledes en Lærer R o h d e , der var

ansat ved en Aftenskole i Trinitatis Sogn, et Andragende

med bl. a. følgende Ordlyd: „Ikke uden den strengeste

Økonomi har det været mig muligt hidtil at forhverve det

fornødne til Livets Ophold — men hu er jeg syg og kan

ikke klare mig, saaledes at enhver uforudset Udgift om-

*) Den i — i —

1847