S_FørOgNu

1 8 9 9

bage t il Privatlivet og indgik Ægteskab med den frem ra

gende Skuespiller Dr. Mantzius, hvis Genoptræden paa vor

første Scene nu kun kan være et Tidsspørgsmaal.

(Kilder: R o s e n s t a n d - G o i s k e s og K. L. R a h b e k s

dramat urgi ske Skrifter; Th . O v e r s k o u s Theaterhisto-

rie; P. H a n s e n s Theaterhistorie; Edv . B r a n d e s ’

Dansk Skuespilkunst; R o b e r t N e i i e n d a m s Breve fra

danske Skuespillere og Skuespillerinder I-II).

S c e n e i n s t r u k t ø r e r n e .

I T h eatrets ældre Tid var Instruktørens Gerning overladt til

dygtige Skuespillere, som ikke opfattede Stykkernes Iscenesættelse

som en selvstændig Kunst, men som gerne pyntede sig med In

struktørtitlen, fordi Embedet gav n o g e n Indflydelse paa A rbej

dets Fordeling og den daglige Ledelse. N aar en Instruktørpost

blev ledig, opstod heftige Kampe mellem de betydeligste Skue

spillere for at blive den Udvalgte, og de vekslende Direktioner

h ar mere end én Gang m a a tte t ansæ tte en Skuespiller, som ikke

egnede sig for Gerningen, men hvis Betydning som udøvende

Kunstner var saa stor, at Chefen blev tvunget til a t opfylde Ved

kommendes forfængelige Ønske. Først under J. L. Heiberg i 1849

blev Instruktørposten et s e l v s t æ n d i g t Embede, og

Thomas Over-

skou

blev paa en Maade Danmarks første Sceneinstruktør.

N aar Heiberg i sine Bladartikler tale r om Sceneinstruktion, a n

erkender han ikke, at der til at være v i r k e l i g In stru ktø r for

dres en egen Evne. Man h a r den, eller man h ar den ikke, hvad

enten man saa iøvrigt er F orfatter eller Skuespiller eller ingen

af Delene. Heiberg betrag tede ikke Instruktørens Gerning som

en Kunst, men som Noget, der næ rm est vedkom Arrangementet,

det ydre Apparats og Massernes Ordning. Han burde ikke gribe

direkte ind i Replikbehandlingen, det var ikke hans Hverv „at

lære Skuespillerne at spille Komedie“ — kort, den Heibergske

Instruktør var en smagfuld Overhører, en Slags æstetisk Regissør.

F o r s a a v i d t skuffede Overskou ikke; han blev en pligtopfyldende

„Anordner“, som fortalte Skuespillerne fra hvilken Side af Scenen

de skulde komme og gaa, og hvor de burde „skifte P lad s“ o. s. v.

og n a ar alt de tte Ydre var m ekanisk indøvet, gik Overskou efter

Skik og Brug passiarende frem og tilbage i Scenens Baggrund.

Saaledes havde Dr.

Ryge

N. P. Nielsen

og deres Forgængere

b a a re t sig ad, Metoden var en hjemmebagt Tradition, som den for

sigtige Overskou m indst af alle egnede sig til at ændre. Skue

spillerne fik Rollerne i god Tid førend den første Prøve, og det

blev deres egen Sag at aftale Spillet med hverandre.

Men Tiden var en Brydningstid, og nye Ideer stredes overalt

med gammel Fordom — ogsaa paa Sceneinstrukt-ionens begrænsede

Omraade.

F. L. Høedt

var den første i Danmark, som hævede

Gerningen til en Kunst. En ideel Instruktør bør have en Malers

Syn og F orfatterens Iagttagelsesevne; han m aa kunne leve i den

givne Situation som en Skuespiller og eje Musikdirigentens Øre

og Overlegenhed ; Skuespillerne er de Instrumenter, h an stemmer

og spiller paa. D ette forstod Høedt, og perfektibel, uafhængig

og ung, som han var, stormede h an frem med Franskmændenes

Krav til større Realisme i Skuespilkunsten og den ydre Iscene

sættelse. Heiberg vilde ikke, og Overskou kunde ikke forstaa

ham; den fornemme Absolutist saa i Høedts Meninger en af T i

dens periodiske „K jepheste“, og hans Frue viede senere i sine be

rømte „Livserindringer“ „Hr. Høedts nye Skole“ et helt Kapitel —

e t a f de Kapitler, som mest af a lt viser Dybden af hendes Harme

mod Heibergs Banemand som T heaterdirektør. Som Instruktor,

hvad hun efter sin Afsked som Skuespillerinde blev i syv Aar,

tilhørte

Fru Heiberg

en svunden Tids Epoke, og hun følte det

som sin Opgave a t modarbejde Høedts naturalistiske Indflydelse.

Men alligevel sejrede hans Ideer. H an gav Ud try k for en ny

Strømning i Tiden, der ved sin d y b e r e I n d t r æ n g e n i d e t

m e n n e s k e l i g e m aatte og skulde sejre. I Stedet for en Konver

sation, hvor hver søgte at gøre sig mest gældende, formede Høedt-

H v e r d a g s s a m t a l e n med alle dens Tempi, Standsninger og Pav-

ser, hvoraf de T alendes K a rak teristik fremgaar. Han greb ind i

Replikerne og anslog de vekslende Stemninger: Ansigt til Ansigt

med Skuespillerne levede h an i Situationen og u dnyttede Scenen

som ingensinde før. Den Overskouske Traditionsbevaring m aa tte

for en Tid vige, og skønt han nogle Aar efter fik en Efterfølger

i den som In struk tø r fuldkommen aandløse F o rfa tte r

H. P. Holst,

sejrede Høedts Metode og overlevede ham — ligesom Marmoret

overlever den Fyrste, det forestiller.

Det var

William Bloch,

der fortsatte hans Gerning — ikke som

en Elev, for Bloch h ar aldrig personlig gaaet i Skole hos Høedt.

Men han fortsatte de Høedtske, naturalistiske Veje. Ingen Nu

levende i Danmark h ar tæ n k t finere over Skuespilkunstens Væsen

end William-Bloch, og ingen har elsket den dybere. Sit Blik for

Folks Ejendommelighed og sit Øre for Æ g th ed en i menneskelig

Tale omsatte han i dens Tjeneste. Livets smaa Fænomener af

Lys og Lyd og indre Bevægelse havde han en udpræget Evne til

at fange og huske, for senere at frugtbargøre sine Iagttagelser i

sin Kunst. Andre Instruktører ved det kgl. T heater h ar væ ret

Masse virkningernes og Farvernes Mænd, som f. Eks.

August Bour-

nonville,

og et yndet moderne og m isbrugt Begreb, som kaldes

„den ydre Iscenesættelse“, hvorunder enkelte Bevillingshavere

søger at dæ kke deres Mangel paa Kunstforstand, stammer i ikke

ringe Grad fra

Pietro Krohns

Virksomhed. Men Bloch hægede

om Kærnen i al Skuespilkunst: Naturligheden. Han læ rte Sk u e

spillerne at bruge deres Øjne og Ører og nøjedes ikke med Toner

og Kla nge, n a ar K ravet var T ankens Vægt og Sindets Farve paa

hvert eneste Ord. Tragediens Tone havde i ringere Grad hans

Interesse, men Holbergs Komedier moderniserede han scenisk, idet

han skabte dem Rammer, der harmonerede med deres moderne

virkende Satirer. For det kgl. T heaters Stil og Tone har Blochs

Dannelse og Grundighed h a ft overmaade stor Betydning. Det er

hans Aand, der spores, n a ar man p a a vore Scener ser en helt vel

ly k ket Forestilling. Hans Elever

Johannes Nielsen, Henri Nathansen,

Einar Christiansen, Poul Nielsen

Nicolai Neiiendam

arbejder

med mere eller m indre Held og Evne e fter Mesterens Metode.

Og blandt Skuespillerne staar alle, fra selve Mester

Olaf

og Dr.

Mantzius

til den alvorligt stræbende Utilitet, i Gæld til ham.

D en d a n s k e B a l le t 1758— 1900.

1 7 5 8 — 5 9

debuterede

Carl Wilhelm Barch.

Blandt de første d a n s k e Pionerer for Dansekunsten paa

det kgl. T hea te r var C. W. Barch. Han havde g aaet i

Skole hos den italienske Balletmester C om o og blev til

ligemed sin Forlovede, Danserinden M a r i e K n u d s e n ,

meget yndet af Publikum . Denne Hyldest kunde im idler

tid hans Læ remesters Kone, Danserinden Mad. C om o , ikke

taale, og i sin Skinsyge fornærmede hun Jomfru Knudsen.

Da Barch paa sin Kærestes Vegne beklagede sig til B allet

mesteren, blev baade han og Jfr. Knudsen afskediget, fordi

Mad. Como stod „i P a g t med højere A v to riteter“, nemlig

T h ea terdirek tø r F æ d d e r , der var hendes Elsker. Men

Publikums Sympati var p aa Barchs Side, og ved T umulter

p a a T ilskuerpladsen tvan g man D irektionen til a tte r at

engagere de afskedigede. Denne Affære er et af de des

værre kun sjeldne Tilfælde i vor Theaterhistorie, hvor

Publikum giver den af sin D irektion u retfæ rd ig t b eh an d

lede Kunstner Oprejsning. Byens smaa Forhold og Folks

fa a Interesser gjorde det muligt for hver enk elt at kende

Sagens re tte Sammenhæng nøje og derefter fælde Dommen.

T h ea tre t fik megen Nytte af Barch. Han var den første

Kunstner, som p aa dets Bekostning blev sendt til Udlandet

for at studere, og da han kom hjem, havde han gjort u d

mæ rkede Fremskridt, men desværre bræk-kede h an v e d .e t

Fald Benet og m aa tte derfor i en endnu ung Alder træ k k e

sig tilbage som udøvende Danser. Han lod saa som B a l

letm ester Aspiranterne nyde godt af sin Instruktion, for

søgte sig ogsaa, men uden Held, som B a lletfo rfatter og

døde med T itlen Hofdanseinspektør d. 2% 1805, 02 Aar

gammel.

Hans Hustru, den ovennævnte Danserinde

Marie Barch,

Knudsen,

debuterede ligeledes i 1758—59 og roses senere

for sin solide Teknik. Hun blev T h e a tre t en n y ttig K raft

i det særlig for en Danserinde lange T idsrum af mere end

40 Aar. 1799 tog hun sin Afsked, men døde først d.

!"/s

1827, c. 82 Aar gi. Skade, a t Overskou ikke h ar kendt

hende; hendes Viden om vor Ballets tidligste Udtryk og

V ilkaar havdo i ham fundet en nøjagtig Skildrer. H an var

just i Tiden omkring hendes Død optaget af a t samle det

første Materiale til sin grundlæggende Theaterhistorie.

1 7 7 3

debuterede

Jfr. Anine Marie Magdalene

Frølich.

Overleveringen fortæller, a t h u n var en dejlig B runette

med ædle T ræ k og klare Øjne. Man beundrede hendes

usædvanlige Færdighed, der var erhvervet fra Barndommen.

Som ung Pige udgød der sig over hendes Frem træd en en

henrivende Ynde, som selv Rosenstand-Goiske, der var ufor-

staaende overfor Balletten, ikke kunde modståa. Men Jfr.

Frølich m a a tte som de fleste Kunstnere betale sin Sukcés

med T ab et af Privatlivets Lykke. Hun flagrede en Tid

fra de jordiske Elskere, som vilde gribe hende, men om

sider blev hun fanget a f sin Mester og Lærer, G a l e o t t i ,

og den Smerte og Skuffelse, hun led, i Forbindelse med

fysisk Overanstrengelse, kastede hende paa Sygelejet, hvor

fra hun ikke mere rejste sig.

A d r e s s e a v i s e n vrimlede af Vers til Æ re for hendes

toogtyveaarige Skønhed. Denne Gravskrift fra Bladets

Forside er pompøs og hul, som den Tid, der formede den:

Her gemmes Støvet

a f

den skønneste

den elskværdigste

den ypperligste Pige

Jomfrue

Anine Marie Magdalene Frølich,

Danserinde ved det kgl. T heater

fød den 15. Marts 1762

død den 6. November 1784

Evig bliver hun

som Naturens og Konstens Æ re

Gratiernes Ziir

Fremmedes Beundring og

Egnes Ros

udødelig!

188