192 / 359
1 7 7 4
5/i
d ebuterede
Pierre Jean Laurent d. y.
Hans Fader, P i e r r e L a u r e n t d. æ., blev i 1752 ind kald t
fra Pariseroperaen og ansat som Hofdansemester.
Det
Embede nød i hine g alante Tider stor Anseelse, og da
L au ren t havde d im itteret Kronprinsen (Chr. Vil), blev han
v i r k e l i g K a n c e l 1i ra ad . E fter Datidens strenge Metode
gav han ogsaa de andre kongelige Børn Lektioner, og at
han var sig sin Betydning bevidst, ses af et Brev til Kon
gen 1784, hvori han skriver, „at han ved sit T alen t havde
bidraget til at opdrage to Slægtled af den kongelige F a
milie og havde ledet alle Baller og Fester ved Hoffet i
35 Aar. Jeg h ar u d dannet alle E lever ved T h ea tre t af
begge Køn, der endnu er til Pry d for Hoffet og Byen.
Før mig var den gode Dans slet ikke eller lidet kendt
her, det er mig, som har bibragt Danskerne Smagen d e r
for“. L aurents Virksomhed er tidligere end Galeottis, men
da han med sin Gage i Pension forlod L andet og døde i
Paris 1807, er Mindet om ham i endnu højere Grad ud
slettet. Han findes end ikke om talt i Dansk biografisk
Leksikon. Det gør derimod hans Søn, P i e r r e J e a n L a u -
r e n t d. y., som blev født i Kjøbenhavn d. 24/,i 1759 og
som u a g te t sine franske Døbenavne og ditto Opdragelse
talte flydende Dansk. Allerede som lille Dreng optraadte
han ved Hoffet, og dér blev han en A ften Vidne til „en
Scene“ mellem C a r o l i n e M a t h i l d e og S t r u e n s e e .
Drengen var slum ret ind i en Lænestol i et Gemak, som
laa ved Siden af Christianborgs Riddersal, da Fløjdørene
pludseligt gik op, og Dronningen og Ministeren tra a d te ind
i h eftig Bevægelse og uden a t bemærke Barnets Næ rvæ
relse fortsatte en Disput, som endte med, a t Caroline Ma
thilde vendte sig stolt om for a t gaa tilbage til Balsalen,
medens Struensee løftede Benet til Spark efter hende og
ilede ud ad den modsatte Dør.
L au ren t m aa have væ ret en fremmelig Dreng, for alle
rede i sit 11. Aar blev han succederende Hofdansemester.
Sin videre Uddannelse fik han i Paris under den verdensbe
røm te N o v e r r e og underskrev sig siden med Stolthed:
„Seul éléve danois du célébre Noverre“. Af N atu ren var
han ingenlunde skabt til Dansen; han var lille a f Vækst,
in te t m indre end smuk og tilmed hjulbenet, men som k o
misk Groteskdanser gjorde han Lykke i Paris, særlig paa
Grund af sit Lune og sin fænomenale Evne til a t springe.
E fter 23 Aars Ophold i F ran krig kom han tilbage til sin
Fødeby og overtog Faderens Plads som Hofdansemester, og
i Lærergerningen vandt han større Paaskønnelse end som
udøvende Danser og Balletforfatter. Han forsøgte a t k on
kurrere med Galeotti og skrev selv Musik til sine A rbej
der, men da han savnede Galeottis praktiske Overlegenhed,
gik den erfarne T ak tik er af med Sejren.
L aurent døde i Kjøbenhavn d.
U
1831. Bournonville
turde ikke bestemme, om han fo rtjente at kaldes en b e
tydelig Kunstner. Mængden opfattede L au ren t som en
Original, men for sine Kunstfæ ller var h an e n g o d K a m
m e r a t .
1 7 7 5
7.o blev
Vicenzo Tomaselli,
kaldet
Galeotti,
Balletmester.
Den danske Ballets Historie falder i tre skarpt sondrede
Afsnit: En første Blomstringstid fra 1775 til 181 6, et In te r
regnum, hvorunder Kunsten hensygner, og en anden Blom
stringstid, som begyndte da B o u r n o n v i l l e d. y. i 1829
overtog Ledelsen og som vedvarede til Hans Becks Afsked.
Den første af de Kunstnere, der bestem te Ballettens Ud
vikling, G a l e o t t i , blev født i Italien d.
b/s
1733 og havde
virket i flere af Europas Storstæder, da han ude over U ng
domstiden tog til T a k k e med et Engagement i Kjøbenhavn.
hvor han i 1775 begyndte sin mere end fyrretyveaarige,
nu udslettede Virksomhed.
I vore Dage sker det, at V erdenslitteraturens Storværker
bliver f i l m a t i s e r e d e — ofte p aa Bekostning af just de
kunstneriske Egenskaber, som giver A rbejdet Plads blandt
Mesterværkerne. Galeottis Virksomhed var af lignende Art:
Han b a l l e t t ise r e d e Tidens yndede franske Tragedier,
hvor Tilskuerne beundrede „det Gyseliges fantastiske For
ening med det Yndige“. Foruden T ragedien beherskede
Galeottis mimiske T alen t ogsaa den borgerlige Komedie,
og vi kan forestille os hans moralske B alletter i Smag
med Datidens sentimentale Skuespil, men at han ogsaa
havde Sans for Komik, kan vi se af hans Humoreske
„ A m o r s o g B a l l e t m e s t e r e n s L u n e r “, som er den eneste
af hans om trent 50 Balletter, der overlevede Bournonville
og naaede til Nutiden. Opmuntret af sit Held benyttede
Galeotti ogsaa nordiske Emner, som navnlig i den n atio
nalt beva'gede Tid omkring Slaget paa Rheden og stø ttet
af Schalls melodiøse Musik fandt stor Paaskønnelse. Han
vovede sig ogsaa til Shakespearc og lod Skotterne i „Mac-
b e th “ være klæ dt som Kjobenhavnernes Kendinge fra Be
lejringen i 1807, og Macbeth lod han krone under lignende
Ceremonier, der havde fundet Sted kort før med Kong
Frederik den Sjette. Galeottis sceniske V irkem idler var
ligesaa folkelige som Filmens nu.
Blandt Dansekunstens Pionerer i Danm ark har Galeotti
størst Betydning, Han blev en B a n e b r y d e r , ogsaa i den
Forstand, a t han søgte at give sine Arbejder det Kunst
værd, som først Bournonville naaede. Og glemmes m aa
det ikke, a t han begyndte sin Gerning her paa næsten bar
Bund med et Personale, som .baade var m angelfuldt og
1 7 7 5
faatallig t — i den Henseende bød T h e a tre t Bournonville
bedre V ilkaar, da han c. 50 Aar senere overtog B allet
mesterposten.
Galeotti blev i Danm ark Resten af sit lange Liv. Hans
Hustru, A n t o n i a G u i d i , d ebuterede i 1778 i B alletten
„ S tatu e n “, men døde allerede d. 27o 1780, 38 Aar gi. Da
han blev 83 Aar, foranstaltede hans talrige Elever, hvori
blandt var flere af Skuespillets og Operaens Personale, en
Fest paa Ho ftheatret, og havde i Dagens Anledning, uden
a t han vidste det, lad et hans P o rtræ t male. Billedet lig
nede udmæ rket, men Synet deraf virkede forstemmende
paa den gamle Mand, som allerede liere Gange havde næ g
te t a t sidde for Malerne, da h an næ rede den Fordom, at
hans Endeligt derved vilde fremskyndes. Hverken Festens
Jubel eller de Kranse, der raktes ham af kærlige og t a k
nemlige Hænder, ja, end ikke P r o f e s s o r t i t l e n , som
Kongen havde tild e lt ham ved samme Lejlighed, kunde
udslette det mørke Indtryk. Nogle Maaneder e fter Høj
tideligheden døde h an i den katolske Tro, omgivet af
sine Døtre og sin trofaste Elev Mad. Schall. Det var den
10. Decbr. 1816.
Den ene af Døtrene, M a r i a n e , debutered e et P a r Aar
e fter Faderens Død, men gjorde ikke Lykke og tr a k sig
kort efte r tilbage. Da hun og Søsteren døde, søgte man
efter berettigede Arvinger til den lille Formue, Galeotti
havde sparet sammen. Den heldige blev, e fter Bournon-
villes Udsagn, en Italiener, der var lan d et i et af vore
Regimenter som T ambourmajor. Han beviste sin re tmæ s
sige Adkomst og vendte bem idlet tilbage til Galeottis
Fødeland.
1 7 7 6
blev
Wilhelm Jansen
Elev ved Balletskolen.
Han var 14 Aar gi., da den ældre L au re n t blev hans
Lærer. Jansen var temm elig stæ rktbygget, men dansede
med Lethed, og da han under Galeotti havde udviklet sine
mimiske Evner, blev han e fterh aan d en en dygtig F rem
stiller af „fyrige K a ra k te re r“ i den gamle Mesters Ballet-
ter. Forøvrigt er Jansens kunstneriske E genskaber — lige
som hans sam tidige Kolleger, Danserne L i n c k og L e -
w e r s — ikke overleveret gennem Theaterhisto rien i klare,
bestem te Træk, og n a ar hans Navn fremdrages, er det væ
sentligst kun fordi vi nu véd, at han var et villigt Objekt
for Direktør, Kammerherre W arn steds unormale Driftsliv.
Forsaavidt er han en Type. Han opnaaede at deltage i
Preislers, Saabyes og Rosings Studierejse til Paris i 1788,
men efter W arn sted s Fald som D irektør var Jansens gyldne
Tid forbi, og i 1796 fik h a n som „aldeles uduelig“ sin Afsked
med Pension. Om trent sam tidig giftede han sig med Jfr.
E. C. F u n c k , formodentlig en Søster til Solodanser P. E.
Funck, og oprettede en Danseskole. W ilhelm Jansen døde
2l/i 1808, 46 Aar gi.
1 7 8 1
20 jz
debuterede
Marie Christine Lorentzen,
senere
Mad.
Bjørn.
Hun ejede i høj Grad det Begreb, R ahbek kald te „legem
lig Veltalenh ed“, hvilket vilde sige en lykkelig Forening
af en smuk Figur og et udtry k sfuld t Ansigt. Hun blev
den tragiske Heltinde i Galeottis B alletter og udmærkede
sig i seriøs Dans. Ikke uden Held forsøgte hun sig i Skue-
spillet, men patetisk e Kvindeskikkelser i B alletten var dog
hendes egentlige Omraade.
Jfr. Lorentzen, som i Æg teskab med en Fuldmægtig ved
Hofstuen kom til at hedde Mad. Bjørn, blev 1802 Solo
danserinde, tog Afsked Aug. 1804 og døde 15A 1837, 74
Aar gi.
1 7 8 9
fik
Jfr. Anna Margrethe Schleyter,
senere
Mad. Schall,
fast
Ansættelse.
Hun var næ rm est grim. Hendes Hovede var for stort
til Kroppen, Benene var korte og plumpe i deres Kraft, og
Ansigtets L injer stemmede ingenlunde overens med det
klassiske Skønhedsbegreb. Men alligevel sejrede hu n ved
den Munterhed og Livsglæde, som sk alk ag tigt lyste i de
store Øjne og prægede hendes lille, b u tte d e Krop, der syn
tes støb t,ov er en wiedewelsk Model. Jfr. Schleyter fulgte
med Tidens Strøm og leverede gode Bidrag til dens „Chro-
nique g a la n te “, men Tilskuerne saa i denne glade Kjøben-
havnerpige en af deres egne og morede sig over Lunet i
hendes Dans, der aldrig kom den tekniske Fæ rdighed nær.
Bournonville beretter, a t hun i 25 Aar ikke foretog en
eneste Øvelse, som nu anses for at være absolut nødven
dige til Færdighedens Vedligeholdelse, men til Gengæld
m edbragte hun paa Scenen Liv og Fantasi, d ette u fo rk lar
lige „noget“, som ikke kan læres og som ogsaa i dette
Tilfælde fik Tilskuerne til at glemme Manglerne.
Mad. Schall — saaledes hed hun e fter sit kortvarige Æ g te
skab med den drikfæ ldige Kapelmusikus A n d r e a s S c h a l l ,
Komponistens Broder — er e t interessant Bevis paa T a-
l e n t e t s overvejende Vandi, selv i en saa teknisk Kunst
som Dansen synes at være. E fter Mad. Bjørns Afgang og
den fra Frankrig indkaldte Jfr. B i r o u s t e s Død, fængslede
hun ogsaa Tilskuerne ved sine Fremstillinger af de t r a
giske lleltinderoller. I koreografisk Dygtighed og legem
lig Skønhed var hun langt ringere end sine Forgænger
inder, men opnaaede alligevel større Virkning, fordi hun
overgik dem i dramatisk Temperament. Hendes Lidenskab
fik ikke Udtryk i arrige Bevægelser og hastige Trin, men
190