S_FørOgNu

1 7 8 9

beroede paa indre tragisk Følsomhed. Den komiske Frem

stillerinde af Bønderpiger skildrede uden Talens Brug N i

nas Vanvid med psykologisk Gætteevne. Hun rørte T il

skuerne til T aarer — den Evne er nu forsvunden fra vor

Ballet. Fordi Mad. Schalls Stilling mere hvilede paa Ori

ginalitet og T alent end paa Skønhed og Ungdom, virkede

hun i 40 Aar, indtil hun i 1827 tog Afsked, 52 Aar gi.

Hun bevarede til sin Død d. 22/n 1852 levende Interesse

for rl h e atret og dyb P ie te t for sin gamle Lærer, Galeottis

Minde. Hendes Grav findes endnu paa Assistents Kirke-

gaard.

1 7 9 1

2Vio

o ptraadte

Carl Dahlén

første Gang.

Han havde en smuk Skikkelse, men hans lette og ynde

fulde Dans vidnede mere om Flid end om betydelige An-

heg. 21 Aar gammel kom han som Flygtning hertil fra

Sverrig, hvor han blev tvunget til at afbryde sin Karriere,

fordi han paa selve Gustav d. IIFs T heater havde slaaet

en af Kongens Kammerherrer, der gjorde ham Forslag om

Deltagelse i en blandt Hofkavalererne udbredt Last. Som

1 7 9 1

Sprog maa Danseren lære, ligeledes er Kendskab til Musik

uundgaaelig nødvendig; Dansen skal udtrykke Musikken

og Musikken Dansen; i alle K arak terer bliver det en Man

gel, naar Danseren ikke har Musikkundskab, en d annet Sjæl

og fin Følelse“.

1828 fik Dahlén Afsked og døde d. V

1851, 81 Aar gi.

1792 var han blevet gift med Skuespillerinden J o h a n n e

E l i s a b e t h D a h l é n , f. M o r t h o r s t .

1 7 9 2

I7A optra adte

Antoine Bournonville

første Gang.

Han var som udmæ rket fransk Danser og Elev af No-

rerre kaldt til Stockholm, hvor han som Balletmester le

vede ti lykkelige Aar, indtil Theatrets Protektor, Gustav

d. III, blev myrdet. Saa drog Bournonville til Kjøbenhavn,

hvor hans Apolloskønhed og Virtuositet hurtigt gjorde ham

til Ballettens Førstekraft. Han regnedes med re tte blandt

de ypperste Dansere i Datidens Europa, fordi han ejede

den sjeldne Forening af fortrinlige ydre Egenskaber, te k

nisk Kunnen og udtryksfuldt Minespil. Men var han sin

Søn, A u g u s t B o u r n o n v i l l e , overlegen som Danser og

Balletten „Valdemar“ af Aug. Bournonville, c. 1875. Scene af 1ste Akt.

Sveml Eriksøn“,

„Astrid“,

„Axel H vide“, Carl Priec.

„Knud Mapnussøn“, P. JerndorfT.

L. Gade.

Frk. Westberg.

„Valdemar Knudsøn“, Vald. Price.

„ D itleif’,

Walbom.

1 7 9 1

indtagende Danser af halvalvorlige eller idylliske Partier

gjorde han straks saa stor Lykke, at Direktionen ombyt

tede hans løse Engagement med Ansættelse paa Livstid.

Men hans gode Dage havde Fedme til Følge, og derfor

blev hans Virksomhed som Solodanser ikke langvarig. 1

Perioden mellem Galeottis Død og den yngre Bournonvilles

Fremkomst forsøgte Dahlén sig som Balletforfatter, men

hans „Arm ida“ havde ikke Heldet med sig og erindres nu

kun, fordi den lille Johanne Luise Patges (Fru Heiberg)

og den purunge H. C. Andersen deri agerede Trolde, feom

Danselærer paa og udenfor T h ea tre t havde Dahlén størst

Betydning. Da han var Sam tidig med og Konkurrent til

den ældre Bournonville, om taler August Bournonville ham

stæ rk t „ovenfra og ned efter“ i sine Livserindringer (HI,

48 f.), men i en Skrivelse af 1813 til Direktionen gør Dah

lén Rede for Metoden i sin Undervisning, der ingenlunde

var ringere end Bournonvilles. Dahlén skriver bl. a.: „Alle

m aa begynde med de sædvanlige Skolepas, der er det samme

for Dansen, som Skalaen for Musikken; senere faar de Be

greb om at skabe, sig selv Attituder, Pas og Bevægelser,

thi uden selvskabende Evne anser jeg Danseren for en

Maskine, der er indskrænket til en vis Bevægelse og

udenfor sin mekaniske Bevægelse ikke kan komme videre.

Historie, Geografi, Mytologi, det tyske og det franske

1 7 9 2

Mimer, var han ham tiJ Gengæld underlegen som Skribent.

Hans Opfindelsesevne indskrænkede sig til Enkeltheder, hvor

med han udstyrede de Galeottiske Balletter. E fter den gamle

Mesters Død blev Antoine Bournonville i 1816 Dansedirek

tør, men han var da en aldrende Mand, som ikke egnede

sig til at bringe nyt Liv i den Etat, der var ham under

lagt i syv Aar. Som Lærer var han utaalmodig og hensyns

løs, ret en ilter Franskmand; i T h eaterarkivet findes ofte

Klager fra Elever, som han har slaaet eller udskældt paa

sit daarlige Dansk. I intellektuel Dannelse var han ogsaa

sin Søn underlegen. Da hans første Hustru, den Pag. 108

om talte Danserinde og Skuespillerinde M a r i a n e B o u r

n o n v i l l e , f. J e n s e n , var død, skrev han i Adresseavisen

(1797 Nr. 226) disse Linjer, som er karakteristiske ved

deres pudsige Sammenblanding af Sorg, naiv Bekendelse

og Forretningssans:

„Ægtemandens gla:deligste Forventning opfyldte min el

skelige Hustru afvigte 6. ds., da hun skjenkede mig en

velskabt Søn. Men det behagede Livets og Dødens Herre,

at denne Barnefødsel skulde blive Aarsag til hendes Over

gang fra Tiden til Evigheden, som til uopretteligt Tab for

mig og to Børn paafulgte forgangen Nat. Idet jeg sørgeligst

bekjendtgjør denne kjærlige, hulde Kones og Moders M a r i a n e

B o u r n o n v i l l e , født Jensen, hendes dødelige Afgang i en

•