S_FørOgNu

1 8 1 3

g aaet nye Strømninger gennem europæisk Dansekunst, ikke

m indst fra Rusland, som er gledet Bournonvilles Arne fuld

kommen forbi.

Den sl/3 1848 tog lian som Valdemar Afsked som Danser,

lia n var dog stadig i nogle Aar Balletmester, drog d eref

ter til Stockholm og Wien, men blev a tte r i 1865 B allet

tens Leder og Instruktør, indtil han i Juni 1877 trak sig

tilbage til Privatlivet. I sine yngre Aar var han en De

spot, og ved sin hensynsløse Frem fæ rd kom han ofte i Strid

med Ballettens vekslende Primadonnaer. Hans herskesyge

Temperament, der ønskede enhver Underkastelse, var Skyld

i, at L u c i l e G r a h n forlod Danmark, — netop fordi hun

ejede den stæ rkeste Kvne og det modigste Sind b landt alle

hans Elever. Men paa sine ældre Dage var han den elske

lige Mester med blide T ræ k i Sjæl og Ansigt.

Ogsaa som historisk F o rfa tte r udfoldede Bournonville en

betydelig Virksomhed. Han førte en gallisk Pen, men man

kan ikke altid anerkende de Domme, han fæ lder over jæ v n

aldrende Kammerater. Han irriterer ofte ved et Hanprima-

donnavæsen, som er desto mere uklædeligt at træffe hos

en aandfuld, kundskabsrig og m eget perfek tib el Skribent.

Men den røde T raad gennem Væ rket er hans dybe Kæ rlig

hed til Dansen og til sin Stand, som han ønskede at hæve

kunstnerisk og socialt. Bournonville døde, ram t af et H je rte

slag, p aa Vej fra Frue Kirke d. M/n 1879. Han blev ligesom

sin Fader, der fødtes i Lyon, og sin Datter, Charlotte, stedet

til Hvile p aa L and sbykirkegaarden i Asminderød ved F re

densborg.

1 8 2 4

blev

Gotthilf Andreas Fiissel

Elev ved Balletten.

Som Danser indtog h an ikke nogen høj Rang, men som

Mim iker giver Bournonville ham de stæ rkeste Lovord:

1 8 2 4

Velvilje“ . Andrea Møllers private Forhold gjorde hende

efter det ulykkelige Æ gteskab med Kgl. Kapelmusikus

C. F. K r e t z s c h m e r i høj Grad væ rdig til Overbærenhed.

Hendes Ansigtstræk, skriver D irektør C. M o l b e c h , som

havde Medfølelse for hende, bæ re r „Præg af hendes ofte

mørke og næsten til Sindsforvirring grænsende S temning“.

Men m e n n e s k e l i g F o r s t a a e Is e var ikke givet Bour

nonville i Vuggegave, han var ikke saa lid t af et moderne

„Fagmenneske“, og da hendes Sjæl var kold og stolt, m e

dens han laa under for sit hidsige T emperament, opstod

de pinlige Konflikter, der bl. a. i 1831 førte til, at Mad.

Kretzschmer som d e n s i d s t e B l a a t a a r n s f a n g e m aa tte

tilbringe en Maaned i det skumle Fængsel ved Langebro.

E fter Løsladelsen fejrede hun endnu en ny Sukcés som den

blide Margrethe i B alletten „ F a u st“, men det daglige F or

hold til Bournonville blev ikke bedre, og da han i den p u r

unge L u c i l e G r a h n havde en Prim ad on n a i Svøb, gjorde

han efte rh aa n d en Mad. Kretzschmers Stilling ulidelig,

og e fter nye Sammenstød fik hun e fter eget Ønske i Marts

1835 sin Afsked uden Pension. Hermed var den kun 24aarige

Kunstnerindes Carrière afslu ttet; ti Aar senere fik hun

nogle Gange Lov til at udføre sine nævnte Glansroller

som Gæst, uden at hendes Optræden førte til fast Ansæ t

telse. Mad. Kretzschmer døde, 78 Aar gl„ d. 25/i 1889 i Kjo-

benhavn og blev begravet paa Vestre Kirkegaard.

1 8 2 6

August blev

Louise Christine Rasmussen,

senere

Grevinde

Danner,

Elev ved Balletten.

Hun var som som Danserinde en af de mange navnløse,

et menigt Medlem af corps du ballet, som Pladsen ikke

tillad er Om tale i denne k o rtfatted e Oversigt. Men da d ette

Dansebarn senere hen i Livet bar et af de mest omstridte

Israel Gotlieb Wernicke.

Johan Ernst Hartmann.

Kapelmester 1781—1786.

Koncertmester 1767—1792.

1 8 2 4

„Han ejede baade Kraft, Anstand og en udviklet plastisk

Sans og er en af de Personligheder, der væsentlig har b i

d rag et til a t give B alletterne Betydning som Udtryk for

Handling og dram atisk Situatio n “. Ligesaa plastisk skønt

hans Spil var som Havaanden i „Napoli“, ligesaa komisk

var hans Fremstilling af den melankolske Englænder i „To

readoren“, og disse to vidt forskellige Figurer viser Ræ k k e

vidden af hans kunstneriske Omraade. Fiissel optraadte

sidste Gang d. 9/i 1865 og døde, 56 Aar gi., d.

9/12

s. A.

Hans yngre Broder, G u s t a v A d o l p h F i i s s e l , var i adskil

lige Aar en pligtopfyldende Seconddanser, men ejede ikke

Broderens kunstneriske Egenskaber. Han fik Afsked 1870

og dode 1884, 69 Aar gi.

—

‘2:l/i

optraadte

Jfr. Andrea Marie Møller,

senere

Mad. Kretzch-

mer,

første Gang, 13 Aar gi.

Hun var den stolte Andrea, som Fru Heiberg om taler i

sine Erindringer, og det er ikke noget sympatisk Billede,

Læseren derigennem modtager af Hanne P atg es’s B arn

dom skammerat paa Balletskolen.

Andrea Mollers Legeme var fint og spinkelt som en S ta

tu ette af Meissenerporcelæn, men hendes Ansigt havde ikke

„rene, ædle T ræ k “, som flere T h eaterhistorikere forlener

det med. Hun var nærmest en „grim Skønhed“, hendes

Ud try k vekslede mellem Arrigskab og Trods, Ømhed og

Smerte. 1 koreografisk Henseende har B alletten h a ft mange

Danserinder, der ejede større Færdighed end Andrea Mol

ler, men fa a har kunn et maale sig med hende som Mimi

ker. Therese i „Søvngængersken“ bragte hende med ét Slag

frem i første Plan som Solodanserinde, og i Bournonvilles

forste Skribentperiode fejrede han ingen Sukcés, uden at

hun havde sin berettigede Andel i den. Dette indrømmede

Mesteren selv — paa sine gamle Dage, men i Ungdomsti

den kaldte han hende over for D irektionen „et hadefuldt

og uopdragent F ru entimm er“, og skønt det ikke kan nægtes,

at Andrea Moller var en stædig, hysterisk Natur, saa burde

Bournonville med sin overlegne Dannelse have s t y r e t

hende efter det Raad, han engang fik af Direktionen, n em

lig, „at han skulde komme sine Solodanserinder i Møde med

Du Puy.

Johan Timroth.

Koneertmester 1802—1S09.

Koncertmester 1809—1835.

1 8 2 6

Navne i Danmark, hadet, m isundt og frygtet, som hu n var,

bør hun ikke fattes mellem sine Kammerater, der vandt

Æ re i Ballettens Historie. Louise Rasmussen tje n te som

en pligtopfyldende F igurantinde T h e a tre t i 16 Aar indtil

Aug. 1842, da hun tog Afsked med Pension — den, hun

lod tilfalde Statskassen, da hun i 1850 som Kong Frederik

d. Syvendes Hustru blev quasi Dronning af D anm ark under

Navn af G r e v i n d e D a n n e r . Af sine rige Midler, som ved

hendes Død d.

a/s

1874 tilfald t velgørende Formaal, burde

hun have b e tæ n k t sit Udspring, Balletten, med et Legat.

Hun skyldte Danseskolen den Anstand og ydre Holdning,

som i ikke ringe Grad bidrog til a t muliggøre hendes Op

højelse. Og havde hendes juridiske Konsulent, Højesterets-

a d v o c a t N e l l e m a n n , m indet hende derom, ha.vde hun uden

Tvivl med Glæde realiseret Tanken. Da hun efterlod syv

Millioner Kroner, havde for Eks. blot en fjortende Del b e

riget Dansens Udøvere for alle Tider.

1 8 2 9

~9/5

optraadte

Lucina Alexia Grahn

første Gang som Zabi i

„Danina“, Solodanserinde 1837.

Hun er Danmarks eneste europæisk berøm te Danserinde,

men det var ikke smigrende for de indre Forhold ved vor

Ballet, a t d ette store T alent m aa tte drage bort for at

skaffe sig Plads i fremmede Lande. „Hun var min E lev“,

fortæ ller Bournonville, „fra det

. til det 17. Aar og op

fyldte alle de Forventninger, hendes store Anlæg b e re tti

gede til. Det var hende, der gav vort Publikum den første

Ide om kvindelig V irtuositet i Dans, og hendes ædle Frem

stilling af Sylfiden og Astrid i „V aldemar“ gjorde Epoke i

i Ballettens Annaler“. Stridigheder af den mest private N a

tu r mellem hende og Balletmesteren tvang hende, ikke tyve

Aar gi., til at forlade Kjøbenhavn (1839), og nogle fa a Aar

senere strak te hendes Ry sig fra Set. Petersborg til Paris,

og München blev hendes a n det Hjem. Dér giftede hun sig

med en tysk Sanger, Young, og dér endte hun i Ensom

hed og uden Slægt sit lange, bevægede Kunstnerliv i April

1907,

Aar gi. Byen München arvede hendes betydelige

Formue og gav en Gade hendes Navn. En T heaterhistori

ker med psykologisk Kendskab til Scenens Kunstnere burde