203 / 359
1 8 9 0 færden“ og som en kvik og smuk Kadet i „Fjernt fra Dan
mark .
Hun var først gift med Skuespiller W illi. W ie h e
d. y. og eftei JEgteskabets Opløsning med den ungarnske
Musiker H e n r y B e r é n y .
1 8 9 1
/11
debuterede
Frk. Valborg Bodil Emilie Jørgensen,
senere
Fru Guldbrandsen,
senere
Fru Borchsenius,
som Sylfiden
f. 19/n 1872.
Valborg Guldbrandsen var i en Aarrække Ballettens'Pri
madonna. Hendes nordiske Ydre, det lyse Smil, og hendes
fremragende koreografiske Færdighed, sikrede hende hur
tigt Publikums Bevaagenhed. Da hun tillige røbede dra
matisk Fremstillingsevne, var det naturligt, at hun efter-
haanden overtog en stor Del af Balletrepertoirets bærende
Partier, som Astrid i „Valdemar“, Hilda i „Et Folkesagn“
og Coppelia.
Allerede som lille Pige havde hun ved flere Lejligheder
medvirket i Skuespillet, f. Ex. som Margrethe i „Strandby
Folk“ og Zerline i „Alferne“, og havde havt Held med sig.
Det var derfor ikke saa underligt, at hun i en modnere
Alder paany forsøgte Lykken som Skuespillerinde. Hun op-
traadte ikke uden Bifald i enkelte ret betydelige Roller,
som f. Ex. i „Der var engang“ — som Prinsessen, men me
dens hendes Virksomhed i det reciterende Skuespil hurtigt
gled ud i Sandet, hævder hun fremdeles sin førende
Stilling ved Balletten. Hun var første Gang gift med
Skuespiller J o h a n n e s G u ld b r a n d s e n , senere med Re
gissør K a a r e B o r c h s e n iu s .
1 8 9 0 e r n e debuterede
Frk. Ellen Price,
senere
Fru Price de Plane,
f. 21/a 1878, Solodanserinde 1903, afg. Juni 1913.
Ellen Price — en Datter af Skuespiller Carl Price —
indtog i en Række Aar en betydelig Plads ved vor Ballet
og havde uden Tvivl i dette Øjeblik været dens Prima
donna, saafremt hun ikke havde forment, at hendes Le
gemskræfter forbød hende at varetage Stillingen. Hun
havde arvet det Price’ske Talent og mindede sikkert i no
gen Grad om Ballettens i sin Tid forgudede Primadonna
Juliette Price. Hun besad navnlig i sine talende Øjne, sin
blide, medfødte Ynde og sin udmærkede koreografiske Fær
dighed ypperlige Betingelser for Dansekunsten. Det var
derfor med Vemod, at Publikum saa hendes Bortgang fra
Skuepladsen. Efter sin Afsked har hun udfoldet en ikke
ringe Virksomhed som Skuespillerinde i Provinsen.
D e t kg l . Kape l
Nogle Dirigenter indtil 1900.
Kapelmester
Wernicke
synes at have været uden Betydning
for T heatret. I den Strid, som den udmærkede Skuespiller
Schwarz førte med sin Chef, N u m s e n , for at konsolidere sine
Gageforhold og sin eventuelle Pension, anfører Schwarz, at han
var m aadeligt lønnet f. Ex. i Forhold til „Violinisten L e m , der
havde 800 Rdlr. og 200 Rdlr. for hver Elev“ og mente, at han
vel nok kunde være b erettig et til „at opnaa Forsikring om en
Pension af 500 Rdlr. efter 40 Aars Tjeneste, d a C a p e l m e s t e r
W e r n i c k e e f t e r 6 T j e n e s t e a a r , h v o r i h a n i k k e h a v d e
b e s t i l t N o g e t , n u v a r a f g a a e t m e d 600 R d l r . ! “
De 6 Aar, hvorom Schwarz taler, strak te sig fra 1780 eller 1781
til 1786, og de Forbedringer han ønskede i sin Stilling tilsikredes
ham ved Kronprins Frederiks Bevaagenhed.
Naumann
havde i Stockholm gjort sig fordelagtigt bekendt baade
som Kapelmester og Komponist, og efter Wernickes Afgang fik
T h eaterchefen Numsen ham k ald t ned til Danmark for at ordne
Kapellets derangerede Forhold, og Naumann virkede da et Aar
ved T h e a tre t og havde nærmest sin Opmærksomhed henvendt paa
a t skaffe det en dygtisr Kapelmester, hvem han da ogsaa, efter
lan g Søgen, fandt i J o h a n n S c h u l t z .
Johann Abraham Peter Schultz
var født i Liineburg og i sin k ra f
tigste Alder. Han var en øvet Orkesteranfører, en ypperlig Kom
ponist og i Besiddelse a f grundig Musiklærdom. Han ansattes
med 2000 Rdlr., imod at han forpligtede sig til aarlig at kompo
nere en Opera. Han gjorde sig hurtigt meget yndet i sit nye
Fædreland ikke mindre paa Grund af sin Dygtighed end paa
Grund af sin elskelige Humor og sit vennesæle Sind. Senere var
man ham ikke saa naadig, ialfald i en længere Periode. Han
havde nemlig, i sin Begeistring for sin Kunst, fo rfattet et lille
tysk Skrift om Musikkens Indflydelse paa et Folks Dannelse og
deri noget uforsigtigt ladet en Ytring falde om, at der i Danmark
manglede Sans i Folket for Musik, hvorfor f. Ex. Salmesangen var
kun ra a Skraal, og han tilføjede, a t det Folk, der manglede dyb
Forstaaelse af Musik, nødvendigvis m aatte staa langt tilbage i
sædelig Dannelse. Dette blev tag e t ham meget ilde op. Han blev
gjort til Genstand for skaanselsløse Angreb i Blade og Flyve
skrifter. P. A . H e i b e r g var ham i denne Konflikt en god Hjæl
per, hvis kloge Forsvar gjorde sin Virkning, og Schultz selv do
kum enterede snart, a t dansk Aand og Følelse aldrig havde fundet
et skønnere og sandere Udtryk en netop i hans Melodier. Og saa
var alting godt igen, og det var med stor Beklagelse, at man
saa hans Helbred nedbrydes, saa a t han m aatte trække sig tilbage
efter otte Aars T jenestetid (jvfr. Pag. 76).
Det store Tab, som det musikalske Skuespil led ved at Schulz
tog sin Afsked, blev h u rtig t og heldigt e rstattet ved, at
Friederich
Ludvig Kunzeu
strax indkaldtes fra Tyskland og ansattes i Posten
som Kapelmester, en Stilling, hvortil Schulz selv havde anbefalet
ham og som han, ved stor musikalsk Lærdom og Aandsdannelse,
i alle Maader viste sig voxen. Han var en ypperlig Komponist,
hans Theatermusik var altid baade ny og ægte dramatisk, og hans
Produktionsevne var rig. Han havde den Fortjeneste at indføre
M o z a r t paa den danske Scene med „ C o s i f a n t u t t e “, der dog
paa Grund af flere indtræffende Omstændigheder fik en k rank
Lykke. Senere genoprettedes dette Uheld paa den mest glimrende
Maade ved Fremførelsen af „ D o n J u a n “.
I Aa,ret 1817 bortreves Kunzen ved et apoplektisk Anfald. I 22
Sæsoner havde han vundet større og større Anseelse som en frem
ragende Komponist, en dygtig Sanglærer og energisk O rkesterchef.—
Efter Kunzens Bortgang blev hans Virksomhed delt. Koncert
mester
Claus Schall,
der allerede under Kunzens hyppige Sygdoms
forfald med stor Dygtighed havde anført Orkestret, fik Direktio
nen over den instrumentale Musik og Syngespilprøverne, medens
den hidtilværende anden Syngemester L u d v i g Z i n c k fik tildelt
Skolen for Solosang og Partiernes Indstudering. —- I sytten Sæ
soner var Schall kn y tte t til vor Scene og indlagde sig ubetinget
Fortjeneste.
Da Schall havde nedlagt sin T aktstok i 1834, lod man Sagen
med Hensyn til Afløseren bero ved at se Tiden an. Man havde
forsøgt at kn y tte Hof-Kapelmesteren i Hannover, Komponisten
M a r c h n e r , til vor Opera, men han lod sig ikke friste bort fra sin
behagelige og fordelagtige Stilling,
Vort tidligere saa berømte Orkester var imidlertid under disse
Omstændigheder gaaet saa betydeligt tilbage i Præcision og Energi,
at Direktionen nødvendigvis m aatte træffe en Afgørelse.
Da ansattes i 1842
Frantz Glæser
som Kapelmester, et Valg der
viste sig særdeles heldigt. Han var i sin bedste Alder, var energisk
og en ægte Musiker og havde baade som Kapelmester i W ien og
Berlin vundet betydelig Anerkendelse. Tillige var han anset som
en fortræffelig Komponist. Han kendte ikke til Krogveje, og som
hans væsentligste Fejl, der dog ret beset var en Dyd, kunde man
kun bebrejde ham en næsten f o r stor Iver og stundesløs Arbejds-
lyst, der undertiden kunde virke træ tte n d e paa Personalet. Han
indledede sin Virksomhed med en mønsterværdig Fremførelse af
Rossinis „Vilhelm T ell“, en glimrende Debut, der efterfulgtes af
flere andre musikalske Sejrvindinger, som ikke undlod at skabe
ham Misundere og gøre ham Stillingen vanskelig. I næsten tyve
Sæsoner var han k n y tte t til Theatret.
I Sæsonen 1861—1862 overtog den berømte Komponist
Niels W.
Gade
Stillingen som Kapelmester efter en Del Overvejelser, og
man ventede sig ikke uden Grund noget Storartet af denne ce
lebre Ansættelse. Man m aatte dog føle sig skuffet ved R esulta
terne. Trods al sin fremragende Begavelse savnede Gade den Ud
holdenhed, T heatrets Trædemølle Dag efter Dag kræver, og længe
før Sæsonen var løbet ud, forsvandt han fra Dirigentpladsen. Den
14de Dcbr. 1861 svang han for sidste Gang T aktstokken i Kapel
let, og Paulli overtog hans Plads.
Paulli
viste sig hurtigt at være Stillingen som Kapelmester
voxen, og Kapellet erhvervede sig mere end nogensinde Ære ved
sit fortrinlige Sammenspil. Derimod besad Paulli ikke tilstræ k k e
lig K arakterfasthed ligeoverfor Direktionen, men viste for stor
Eftergivenhed med Hensyn til Operapartiernes Besættelse, der
rettelig for en væsentlig Del bør afhænge af Kapelmesterens Af
gørelse. Men han blev ved T h eatret en saare populær Mand, agtet
og afholdt, og varetog sin Post i en Række af tyve Aar indtil 1883.
Endnu længere end Paulli stod Nordmanden, den udmærkede
Komponist
Johan Svendsen,
i Spidsen for det kgl. Kapel — nemlig
ak k u rat i et kvart Aarhundrede fra 1883 til 1908, i hvilket Aar
han efterfulgtes af
Frederik Rung,
der ikke længe efter Overta
gelsen af Kapelmesterembedet mærkede sit Helbred svækkes. Al
lerede efter sex Aars Forløb afgik han ved Døden. Baade hans
og Johan Svendsens Virksomhed ligger vor Tid saa nær, at en
Redegørelse for vore Læsere vil forekomme overflødig.
Koncertmester
Johan Hartmann
gjorde sig væsentlig fortjent af
T heatret ved at komponere Musiken til „Balders Død“, som man
den 9. Marts 1778 opførte for første Gang — som Syngestykke.
Flere andre Komponister havde forgæves villet prøve deres K ræ f
ter paa den vanskelige Opgave. Hartmann blev den Lykkelige.
Hans Arbejde blev i d e n Tid meget beundret, og han viste sig
ogsaa senere som en dygtig Komponist i de femten Aar, han var
k n y ttet til vor Scene.
Du Puy
havde været en forgudet Sanger, og da han var
indtraadt i Livjægerkorpset, førte dette Skridt — navnlig under
Theaterchefen, Overkammerherre Hauchs Indflydelse — til, at
Du Puy søgte sin Afsked fra Theatret, idet det stred mod
Hauch’s Opfattelse, at en Mand, der som Officer bar Porte-épée,
b etraadte Scenen. Da Du Puy den 4. August 1808 afgik som San
ger, ansattes han med en Gage af 700 Rdlr. som Syngemester,
en Stilling, han ikke længe fik Glæde af, idet han Aaret efter,
paa Grund af sit Kærlighedsforhold til Prins Christian Frederiks
unge Gemalinde, som bekendt forvistes fra Danmark. Han drog
til Paris, og derfra i 1810 til Stockholm, hvor han i 1812 fik An
sættelse som kgl. svensk Kammersanger, Hof-Kapelmester og Pro
fessor, hvilket han vedblev a t være til sin Død, den 2. April 1822
(jvfr. Pag. 120).
Johan Timroth,
der var en ypperlig Violinist, indtog i en læ n
gere Aarrække Pladsen som Theatrets Koncertmester, og af gamle
201