208 / 359
nem Gaden. Og det skete først, da den nye fashionable Bydel,
Amalienborg-Kvarteret, ogsaa kald et Frederiksstaden, var bleven
bebygget og Folk med fine Navne og gode Penge begyndte at
fa a deres Yej gennem Gaden.
Det er først i vore Dage, vel først fra omtr. Aar 1900, at S trø
get h ar hørt op med at være Byens Livsaare. I den store By Kø
benhavn er der mange Veje fra L andet til Byen og Havnen; d en
nes U dstræ kning og Jæ rnban ernes Anlæg Nhar ganske fo rry kk et
de oprindelige Forhold. Og fra Byens nye M idtpunkt, Raadhus-
pladsen, gaar der nu mange forskellige Veje for Handels-Omsæ t
ning og Færdsel ud i Byen.
Men Strøget vil utvivlsomt endnu i mange, m ange Aar hævde
sig som en Hoved-Aare i Byens daglige Liv. Her, ved man af
gammel E rfaring, findes alt, hvad H jæ rtet begærer. Her er de
gamle Forretninger, som m an kender, som man h ar Tillid til,
hvis V arer man ikke finder noget a n d et Sted, — m aaske lid t d y
rere p aa Grund af den store Husleje, men afgjort bedre. Det
tror man da, og det er Troen og Tilliden, det kommer ari paa.
Men Strøget var oprindelig ikke den nogenlunde lige F orbin
delsesvej gennem Byen, som det er nu. I saa Fald havde der ingen
Mening været i N avnet „V imm elsk aftet“ saa lidt som i Jespers no
get ironiske Beundringsudbrud over hans Herre Jacob v. T hybo’s
Legemsskønhed. E fter m ilitæ risk Facon m aa v. Thyboe antages
a t skyde Brystet frem og træ k k e Maven ind, hvorved der frem
kom en m artialsk Svejryggethed.
„Herren ser ud bagtil, som var han gjort e fter Vimmelskaftet.
Herrens Rumpe er Amagertorv, F ald et i Ryggen er V immelskaf
te t ! “
Jacob v. Thybo, som kendte de topografiske Forhold i Byen,
fandt, a t det var en underlig Lignelse. Maaske har ha n ikke fu n
det sig sm igret derved, da V immelskaftet gerne — saaledes af
Pernille i „Den p a n tsatte Bondedreng“ betegnes som den Gade,
der gaar saa skæv. Men for os, der h ar helt andre Forhold for
Øje, lyder Jespers Lignelse ikke blot underlig, men ganske m e
ningsløs, n a ar vi ikke ved, at „Strøget“, indtil Frederiksberggade
blev anlagt efter den store Brand 1728, dannedes af Am ager
torv, V immelskaftet, Skovbogade (oprindelig Skobodegade) Klædebo
derne og Vestergade, for Enden af hvilken Vesterport stod lige
til 1668.
Med dette Knæk for Øje, som dannedes i Gaden af Skovbogade,
bliver der Mening i Navnet Vimmelskaftet, nemlig S k a ftet paa
Snedkernes store Vimmelbor. Ti Navnet brugtes til T ider om
hele Gaden, Skoboderne og Klædeboderne ind b efattet. Det har i
øvrigt en anden og større Interesse, nemlig som et sproghistorisk
Minde om de københavnske Borgeres Sejr over de indtrængende,
driftige og altid paagaaende Tyskere. Ti disse havde under de
ulykkelige Forhold i det XIV. Aarhundrede faaet et sa ad an t Over
ta g i Byen, at Hovedgaden efter dem fik N avnet Tyskemannegade.
Men med Rejsningen af det nationale Handelsliv i Byen forsvandt
Anledningen til d ette Navn, og det danske kom i Stedet.
Kan Strøget som en Hovedvej for Byens Handel tælle adskillige
Aarhundreder, er det derimod som Hovedstadens Promenade langt
yngre. Det var først med den store Revolutions Forløbere, med
Sværmeriet for Naturen og naturlige Forhold, at det blev Mode
a t promenere eller paa københavnsk at gaa Tur. Det er Caroline
Mathilde, der forbavsede og henrykkede Københavnerne ved at
vise dem, a t en fornem Dame kunde gaa paa sine Fødder, og
som i egentlig Forstand læ rte dem at bruge Benene. Og da Vol
dene var utilgængelige for enhver Civilist og Langelinie kun mod
Forevisning af Tegn; da Havnegade ikke var til og Adgangen til
Haynen og Søen spærret ved Pladser og Værfter, var „Strøget“ i
Virkeligheden den eneste Strækning i Byen, hvor man kunde
røre sine Ben. Ti i Kongens Have hvor man kun kunde spadsere,
n a ar det var ganske tørt, var der saa fuldt af Mennesker, a t man
knap kunde røre sig.
Det kan nu ikke undre, at Lysten til at spasere i en By som
Kobenhavn var saa længe om at lægge sig for Dagen. Ti der
skulde gaa lange Tider, inden Københavns Gader kunde siges at
egne sig for en saadan Sport.
København er vokset frem af et Fiskerleje paa den flade, side
Strand og m aa tte alt i sine Barndomsaar se Sildefiskeriet, som
bragte Penge til Huse, og dermed de store Sildemarkeder, vandre
over paa den anden Side af Sundet. Saa ringe som Byen var,
var den dog — ta k k e t være sin Beliggenhed ved den udmærkede
naturlige Havn — Hansestæderne en Torn i Øjet, og faa Stæder
har vel lidt saa ublid en Medfart som København. Fjendtlige
Overfald, Hæ rgninger og Plyndringer fulgtes Slag i Slag af Ilde
brande og Pest. Men efter hver U lykke rejste Byen sig igen, og
fra det Øjeblik den kommer under Kronen, bliver den stæ rkere
og stærkere. Men det gaar langsomt. De store Formuer fan d t ikke
Vej til København før i lang t nyere Tider, og det saas paa Byen,
at den var vokset op i strenge Tider og ikke havde h a ft Raad
til at ofre noget p aa sit Ydre.
Hele M iddelalderen igennem vilde m an paa Byens Hovedstrøg
ved Siden af K irker og Klostre kun have fundet ganske enkelte
grundmurede Huse eller Stenhuse, som Datiden med nogen Beun
dring kaldte dem. De fleste Huse i Byen, selv paa Strøget var
smaa og uanselige, B jælkehuse eller klinede Huse med Græstørv
eller S tra a p a a Taget. Havde Byen t a lt en større eller m indre
Del af L andets Herrestand, af Adelen, blan d t sine Beboere, vilde
vi vel nok kunne have truffet paa statelige Træhuse med udskaa-
r e t Arbejde. Men Adelen var ikke vel set i Biskoppernes By og
kunde ikke have Ejendomme inden for dens Grænser.
Nej, det var Byens Borgere, dens Handlende og Haandvæ rkere,
der gav den sit Præg. E fter a t den havde fa ae t sin egen Tegl-
gaard er vel Bindingsværk bleven alm indeligt, og i Tidens Løb
kom der fl.ere og flere Stenhuse.
Da Byen er kommet under Kronen, og særlig e fter a t den fra
Reformationen begynder a t gaa frem i Velstand, fører Kongerne
en stadig Kamp med Borgerskabet om at faa gjort noget til Byens
Sir og Pryd. Og a t det særlig er Strøget, det gælder, ses af det
stadige U d try k i de kongelige Breve om at give Fremmede et saa
godt In dtry k af Byen som muligt. Frederik II kæmper en lige saa
ufortrøden som haabløs Kamp mod S traa paa Tagene som mod
Møddinger og Svin p a a Gaderne. Christian IV, p ra k tisk som altid,
gaar i Spidsen med sine Byggearbejder, vel vidende, a t Eksemplet
sm itter. Reinholt Hansens Gaard, den saak ald te „Dyvekes G a ard “,
paa Amagertorv er den eneste, der ved Tidernes Ugunst er bleven
os levnet af en Mængde statelige borgerlige Huse.
Men det er dog først efter, a t Enevældens Indførelse har sam let
al Magt i Kongens Haand, a t det bliver muligt at' tvinge de Re
former igennem, som Byens Borgere af gammel Slendrian havde
modsat sig.
Man har in te t Billede af noget københavnsk Gadeinteriør fra
Tiden før 1600, men de lave Smaahuse i et Stykke af Hol
mensgade k an endnu give os en Forestilling om de gamle Ga
ders Udseende; dog m aa m an tæ n k e sig dem in dramm et af ler
klinede eller af Bindingsværk byggede Huse af lignende Forhold
som de derværende grundmurede. Men fra Christian IV ’s Tid m aa
man — for at gøre Billedet af Strøget rigtigt — ogsaa tæ n k e sig en
Del Bygninger af et noget anseligere Ydre, paa to Stokværk
med en Karnap og en eller to Gavlkviste og endelig en kelte h øj
ere Stenhuse i Smag med den nævnte Reinholt Hansens Gaard
om end neppe saa rige, sam t nogle taarn p ryd ed e Adelsgaarde. Flere
af disse laa ikke helt ud til Gaden, men som en lille H erreg aard
længere tilbage, med en Have eller Gaard foran sig og en Mur
med P o rt ud til Gaden.
Christian V’s Byggeforordning af 27. Feb ru ar 1688 b e te g n er et
stort F rem skridt og h ar først og fremmest Betydning for Strø get.
Ifølge den m a a tte der i alle Gader mellem Kongens Nytorv og
Vesterport — der saaledes udtry k kelig fremhæves som Byens vig
tigste Færdselsvej — ligesom i Højbrostræde, Købmagergade og
Nørregade, frem tidig kun bygges grundmurede Huse p a a 2 S to k
værks Højde til Gaden. E fter gammel Skik gik Husenes T rapper
undertiden langt ud p aa Fortovet til stor Hindring for Færdslen
ligesom de mange Boder og Skur, der efte rh aa n d en var bygget
op ad Husfacadern e og gav en god L ejeindtægt. Det blev nu t i l
lad t a t beholde T rapperne p a a de gamle Huse, n a ar de ikke
sprang mere end 5 Kvarter frem. P a a de nye Huse m a a tte de
k un have et Fremspring paa -2 Vs Kvarter.
Saa u betydeligt som dette P a a b u d lyder, gjorde det dog e fte r
haanden en stor Forandring i Strøgets Fysiognomi. Det medførte
ganske simpelt, a t de udvendige ofte maleriske og med smukt
smedede Rækvæ rk forsynede Trapper faldt bort og blev tag e t ind
i Gaardene eller som indvendige T rapper ind i Husene.
Med andre Ord de gamle uregelmæssige, stæ rk t brudte Husræk
ker i Gaderne begyndte at antage et regelmæssigt, moderne-ked
sommeligt Ydre.
D ette blev i endnu højere Grad T ilfæ ldet ved P a a b u d et i sam
me Forordning om, at Karnapper og Udvinduer, „der vanheldede
Husenes Sirlighed og var Naboerne til P ræ jud ice“ skulde b o rt
falde paa nye Huse. Og endelig ved Forbudet mod Skur og Bo
der. Kommissionen, der udarbejdede Forordningen mener med Rette,
206