S_FørOgNu

Og endelig Byens livlige, altid til Gavtyvestreger opsatte Un g

dom, drukne Folk og ondsindede Folk og en Mængde lurvede og

bidske, herreløse Hunde, som laa i Baghold i Bjærghulerne.

Man forstaar, at Fortechaiser eller Køretøjer var en Nødvendig

hed. De første var a t faa til Leje for en billig Fenge; men kun

nogenlunde velhavende Folk kunde tillade sig at holde Heste og

Vogn. Og først i 1828 begynder man a t kunne leje Køretøjer,

Drosker, pr. Tur, og vi m aa helt ned til 1840, inden man for

nogle faa Skilling kunde køre „Strøget“ igennem i en Omnibus

— men saa ogsaa vel a t mærke en Omnibus med en T rompet b læ

sende Konduktør!

Det var først efter at den gamle m iddelalderlige Brolægning

med Rygstene m idt ad Gaden i 1771 var bleven afløst af den

mere moderne med en nogenlunde

jævn e n sartet Stenbro i hele Gadens

Bredde og med Flisebelægning paa

„T rotto irern e“ — et Navn, som dog

aldrig træ ng te igennem, — a t Strøget

kunde siges a t egne sig for alm inde

lig Kørsel. Og det var først e fter at

der var indført en vis Grad af R en

lighed og Sikkerhed paa Byens Gader,

at man med Lyst og Behag kunde

færdes paa disse.

Om trent 200 Aar efter at de døsige

T ranlam per havde begyndt med at

forsøge at oplyse Østergade, i 1857,

tæ ndtes de første Gaslygter i Gaden.

Da havde uniformerede, stokbevæb-

nede Politibetjen te forlængst afløst

den gamle Vagt, der havde sin Op

rindelse fra Bysvendene, hvis Hoved

k varter om V interen var den blus

sende og varmende Fyrkedel foran

Raadhuset. Men om N a tte n havde

man endnu Vægterne med Kabuds

og Morgenstjerne. F ra 1863 var og

saa d ette en Saga blot, og Køben

havns stilfuldt uniformerede, b e h an d

skede og behjelmede Betjent, tra a d te

i Virksomhed.

De Fremskridt vi har gjort paa Be

lysningens, Samfærdslens og den

offentlig Sikkerheds Omraade er saa

store, at ingen — uden den ganske

uvidende og tankeløse — kan ønske

sig den saakaldte gode gamle Tid

tilbage.

Østergade

med Egnen om St. N ikolai imod Syd

og om Pilestræde mod Nord.

Østergade er ikke som undertiden

p a astaaet en af Københavns ældste

Gader. 1 den gamle By er det tv æ r t

imod en af de yngste.

P a a den Tid, da de Rosk ilde-Bis

per endnu var Stadens Herrer, d. v. s. inden E rik af Pommern i

1416 tiltog sig Magten i Byen og gjorde den fra en Bispe- til en

Kongeby, har Østergade kun væ ret til i sin vestligste, næ rm est

Amagertorv liggende Del. H erfra h ar den gaaet ned til det

Vandløb, der oppe bag fra Pustervig har ført ned til „ G a m l e

B o d e h a v n “, Øst for Nikolai Kirke, og skaaret den nuværende

Østergade paa Strækningen mellem Christen Bernikowgade og

Halmstræde.

Da d ette Vandlob, vistnok omkring 1350—1400, er kastet til

h ar vor Gade som en landlig Vej ført videre mod Øst ud over

H u s h a v e n s Grunde.

Hus er den gamle nordiske Betegnelse

tor Borg eller Slot. Hushaven var saaledes den Have eller den

Jord, d e r horte til Borgen foran København, senere Københavns

Slot. Denne Jord strakte sig nede fra Sejlløbet, der — ude fra

Strømmen mellem nuværende V ingaardsstræde og Dybensgade, hvis

Navn netop er et Minde om d ette Sejlløb, — førte hen til Gamle

Bodehavn, i en Bue mellem Gotersgade og Pilestræde op til Rosen-

gaarden, Betegnelsen p aa det hele Kvarter mellem gamle Nørre

port for Enden af Nørregade og T rinitatis Kirke.

iIhw

M kis?!

[Jffl

0310

® IM

hil

aie

13i]

13®

/itv

i S ajE UIM

SSKl

Østergade 14 før Ombygningen.

Ejendommen ejes af det bekendte Strømpefabrikant-Eirma K. & W .

M itchell, som indtil Dato har haft sit Udsalg der. I Ejendommen

boede 1828 den bekendte Konditor Monigatti.

Om denne Borgens gamle Have mindes vi endnu ved forskel

lige Navne,som V ingaardsstræde eller det Stræde der senere førte

over denDel af Haven, som laa næ rmest det om talte Sejlløb og

som længst blev b e n y tte t som Have og V ingaard for Slottet,

nemlig lige til Christian IV i 1606 anlagde sin nye Have „Kon

gens H ave“ uden for den daværende Østervold. Endvidere ved

Navne som P ilestræde, Grønnegade, Regnegade, der menes at

være en F orkortning af Regnfanggade, Springgade, hvor B yty

rene stod opstaldet, og Avlsgaarden.

Et andet Minde om Slottets eller Borgens oprindelige Have

havde man i de Haver, der endnu for et P a r Menneskealdre siden

fandtes bag enkelte af Ejendommene paa Østergades nordlige

Side. Grundene her var langt større end paa den sydlige Side,

hvor Nikolai Kirlcegaard en Tid gik

lige op til Gaden og hvor den Vej

der senere kom til at hedde Lille Kon

gensgade blev ført igennem, saa Gaar-

dene her kun fik begrænset Plads.

Omkring Aar 1400 h ar Østergade

kun væ ret til som en kort Fæ rd

selsvej fra Am agertorvet Øster efter,

ud i det grønne. Kun her synes der

at have væ ret større Bygninger som

den velbyrdige Mand, Valdem ar At-

terdags tro faste H jælper, Rigsdrosten

Henning Podebusk’s Gaard paa det

nuvæ rende Hjørne af Købmagergade.

Men særlig efte r 1416, da Kong Erik

havde gjort sig til Herre over Kø

benhavn og de tidligere Vanskelig

heder for a t Adelen kunde skaffe

sig Ejendomme i Byen, ikke længer

var til Stede, købte en Del Adels-

mænd sig Gaarde paa Østergades

Nordside. Saaledes ejede imod Slu t

ningen af A arhundredet Poul Lax-

mand en Del Grunde og en Gaard

mellem Henning Podebusks H jørne

ejendom og Pilestræde.

Ovre p a a den anden Side har Niels

Koch en Gaard lige over for Poul

L axmands altsaa paa det vestlige,

medens den store Gaard, som tilhørte

Bisperne i Lund, synes at have ligget

p a a det østlige Hjørne af nuvæ rende

Adm iralgade; den har sikkert hørt

til Gadens statelige Bygninger med

sin store k am tak k ede mod Gaden

vendende Gavl, der senere blev om

bygget og m oderniseret i Renaissance-

stil. Den gik først til Grunde i den

store Brand 1795.

F ra denne Gaard til hen imod Inte-

gade og maaske endnu længere, laa

Østergade aaben mod St. Nikolai

K irkegaard paa Sydsiden, men 1496

havde St. Hans Gildet en stor Gaard

Øst for Integade, som senere tilhørte

den berøm te Karel van Mander.

Østergade var saaledes, som Byen tog til, vokset udefter i sin

egen Forlængelse. Og fra en landlig Vej med dybe Hjulspor blev

den efte rh aa n d en til en bymæssig Gade med Rygstene i Midten,

Huse — i Reglen lave og uanselige p aa Siderne og „ F o rtaa “ m el

lem Husrækken og Rendestenen. Men paa Gaderne ophobedes

endnu i lange Tider Møddinger og Skarndynger, og Svinene ro

dede og boltrede sig i landlig Ugenerthed som tilforn. Det kunde

gaa noget vel vidt med Ugenertheden, som naar de f. Eks. stor

mede ind paa Nikolai K irkegaard og rodede Ligene op. Det var

ikke blot uhyggeligt, men det var uhyggeligt usundt, og det skete

let. Ti i hine Dage, hvor Pest og Farsot hver Øjeblik hjemsøgte

Staden og rev Mennesker hort i Massevis, m a a tte Begravelse og

Jordefæ rd gaa h u rtig fra Haanden, og Ligene blev p u tte t ned,

med ikke mere Dække af Jord over sig end højst nødvendigt. Og

det skulde ikke hjælpe paa L uften og paa Sundhedstilstanden i

Staden, at de halvt fortæ rede Pestlig i Sm aapartier ved Hjælp af

flittige Svinetryner kom for Dagens Lys og Menneskers Næsebor

igen.

R g W. MlTCH EUL.?

212