215 / 359
Gjøe og Tyge Brahe fulgte Hr. Hak videre gennem Østergade til
hans Gaard; Eiler Krafse og et Par andre Gæster gik en anden Vej,
men var desværre ikke kommet længere bort, end at de løb i
Armene paa Mogens Gjøe og Tyge Brahe paa Hjørnet af Køb-
magergade.
Og det var en U lyk
ke. Ti Hr. Eiler var
bleven noget voldsom
af al den Drik og sy
nes at have ment sig
foraarsaget til at være
gal i Hovedet paa sin
Søstersøn. For da den
unge Mand i Gensynets
Glæde gav sig til at
klappe sin Morbror paa
Skulderen, blev Hr. Ei
ler ude af sig selv af
Raseri, skældte
og
bandte og trak med
et sin Daggert af Bæl
tet og „slog“
saarede Tyge Brahe
med den.
„Ak h jæ rte Morbror,
hvi slaar I mig s a a ? “
udbrød den saarede,
som ikke var sig noget
ondt bevidst. Og saa
kommer det k a r a k te r i
stiske Svar, som viser,
hvor ubetænksom selv
en 57aarig Mand kunde
træ k k e fra Læderet i
hine Tider:
„Ak hjærte Søstersøn,
— er det Dig? Aa Gud
bedre mig arme, fattige M an d!“
hvorpaa han kyssede den saa
rede to Gange paa Kinden.
Men saa m aa tte h a n tæ n k e
p aa sig selv, ti de andre unge
H errer tr a k straks blank og
søgte ind paa Hr. Eiler, saa
Mogens Gjøe havde stor Møje
med at hindre yderligere Blods
udgydelse.
Tyge Brahe „ravede“ hjem
og døde næste Morgen. Men
da var Eiler Krafse alt langt
borte. Og han blev borte med
det samme og døde i L and
flygtighed i 1599. Ti Braherne
var uforsonlige, afviste e n
hver Tale om Forlig og erk læ
rede D rabet for a t være sket
„skændeligen og skelmisker-
vis“.
I 1618 boede Manderup
Parsberg, hvem vi kender fra
hans Uheld med Tyge Brahes
Niece, i Gaarden, muligvis og
sandsynligvis som dens Ejer.
Vi er i det heldige og sjæld
ne Tilfælde at kunne sted
fæste en sam tidig Mands Be
retning om sit Ophold i denne
Gaard, der fører os et Stykke
gammelt København lysleven
de for Øje.
Det er Islænderen Jon Oluf-
sen, som tje n te Christian IV
som Bøsseskytte, der i sine
Erindringer om Ungdomsda
gene i København fortæller:
„Næste Sommer (1618) blev
der efter Sædvane .holdt al
mindelig Herredag paa Kobenhavns Slot, hvor hele Danmarks Raad
og Adel samledes. Der kunde man se mangen fornem Herremand
tillige med deres Fruer og Døtre og Tjenere, som følger dem.
Enhver af de ældste har sin egen Gaard, hvor de logerer, medens
de opholder sig i Byen. Blandt andre Rigsraader var der en ved
Navn Manderup P a rs
berg, en ypperlig og
fornem Mand, skønt
dengang noget tilaars.
Han holdt daglig 7 T je
nere, hvoraf fire var
Vaabendragere, det vil
sige, de bar Værger og
Vaaben ved deres ven
stre Side, tre af dem
bar deres Værger u n
der
Armen.
Denne
Mand havde en Herre-
gaard i Jylland og et
stort Len. Men sin
Gaard i Kjøbenhavn
havde han ved Byens
Østerport.
Det skete, at hans
Stegevender, et ungt
Menneske ved Navn
Herman, en Dag blev
syg, da han gik ud af
Østerport til den For
stad, som var der lige
som andre Steder uden
om Byen. Da han gik
ud, var han klædt i
sort, men kom tilbage
i rød Klædning og var
bleven gal.
11an løb
op paa Herresalen, som
ogsaa kaldtes Spisesalen, og
angreb sin Herre og sin ædle
Frue med draget Værge, men
til Guds Lykke gjorde han
ingen Skade. De blev allige
vel angst og bange og sendte
den Kone, som passede deres
Lintøj, ud efter en Mand,
som baade var paalidelig og
stærk, der skulde paatage sig
at vaage over ham en eller
flere Nætter, i Fald det gjor
des nødigt. Denne Kone, som
hed Elisabeth, gik hen til
min Bolig (Jon boede selv
paa Østergade, men hvor,
siger han ikke) og bad mig,
som hun kendte lidt, om at
gaa med sig derhen og for
Penge og god Betaling at
vaage en Nat over denne
Mand.
Dette føjede jeg hende e n
delig i, skønt ikke gerne. Da
vi kom derhen, gik hun til
Fruen og sagde, at hun h av
de skaffet den om talte Mand.
Fruen kom strax fra Spise
salen og efter venlig at have
hilst paa mig, bad hun mig
holde nøje Vagt over hendes
kære Tjener, Herman. Hun
spurgte mig venlig om min
Familie og m it Navn, og
hvem jeg tjente.
Da jeg
havde svaret hende bød hun
mig Mad og Drikke. Jeg
svarede hende, saa godt jeg
kunde, og sagde, at jeg ikke
var min egen Herre. Hun
Svaneapotheket med Indgangsporten til „Peder Madsens Gang“,
nedrevet 1S72 sammen med Ejendommen ved Siden af (Nr. 20) for at give Plads til Ny Østergade, som
anlagdes i Stedet for Peder Madsens Gang.
Østergade Nr. 18.
opført efter N y Østergades Anlæggelse, hvor Svaneapotheket paany installeredes i 1877.
215