218 / 359
bagved, Resterne af Niels Rosenkrantz’s berøm te botaniske Have,
var der Lysthuse og Promenade for Hotellets Gæster. Og a tte r
her, paa Grunden mellem det smilende Kongetorv og den mørke
stinkende Peder Madsensgangs Baghuse træ ffer vi denne nære F or
bindelse mellem det lyse og glade og det mørke, lyssky Køben
havn, som vi kender f. Eks. fra Kongens Haves A fgrænsning af
Baghusene til Adelgade, og med hele den Vekselvirkning mellem
de to Modsætninger, som Carl Bagger i „Min Broders Levned“
h ar malet med saa bred en Pensel.
I Haven var der en Keglebane, hvilket var en nødvendig For
lystelse i en københavnsk Have paa de Tider. Nu m aa man gaa
helt ud paa Frederiksberg for at finde en Keglebane i det Grønne,
dengang havde man den inde paa selve Kongens Nytorv. Den
blev besøgt af saakaldte bedre Folk, men L idenskaberne var de
samme som p a a de ringere Steder. Der var altid Tilskuere, som
fulgte Spillet, „holdt
p a a “ Spillerne, vædde
de og vandt og tabte.
Medens ingen længer
mindes Navnet „Knir
sch’s Hotel“ som d ’Ang
leterre hed efter sin
Ejer omkring 1830 —
vil „Knirsch’s Kegle
b a n e “ derimod endnu
mindes som et Sted,
pæne Folk ikke turde
kende.
„Keglebanen
var m eget prim itiv“,
fortæller en Mand, der
h ar set den, „den var
af Træ, krum og skæv,
og der hørte stor Fæ r
dighed til at spille paa
den med Held. Det var
nok ogsaa derfor den
valgtes til Hasardspil,
fordi man var sikker
paa, a,t kun den m e
get øvede Spiller k u n
de in d rette sit Spil
d erefter med fornøden
Haandfærdighed.
Alt var arran geret
efter det almindelige
Hasardspils Regler. Der
holdtes formelig Bank.
I Regelen var det to
bestem te Personer, en
Herredsfuldmægtig fra
Amager Birk og en
k en d t Partikulier, der
optraadte som Bankiers,
og som antoges at væ
re Medlemmer af et
hemmeligt Konsortium.
Keglespillerne *var en
kelte for deres Dygtig
hed i Faget kendte Folk, deriblandt en kgl. Skuespiller og Sanger,
og der mumledes om, a t de stod i Ledtog med Bankieren. Der
var ogsaa i saa Henseende tag e t visse afværgende Forholdsregler.
De Spillende m aa tte saaledes ikke vide, hvorledes det forholdt
sig med Indsatsen, idet de var forpligtede til at vende Ryggen til,
n a ar Pengene blev indsat.
Og det var ikke Smaasummer det gjaldt, — u ndertiden løb Ind
satsen op til Hundreder, ja til Tusinder. Der var Spillere, som en
ten for ikke at gøre Opsigt eller ogsaa for ikke a t skræmme
Bankieren, svøbte Hundreddalersedler ind i en enkelt Rigsdaler
seddel, og satte Beløbet ind „ fo rdæ kt“. Væddem aalet gjaldt „Ba-
tallio n “ — „alle n i“ — eller saa og saa mange Kegler, eller „For-
hjø rn et“ alene. Men foruden at spille om Indsats blev der p a re
ret, „holdt“, indbyrdes af de mange Tilskuere.
Vel var det ældre Folk, som deltog i Hasardspillet, men der
var ogsaa mange yngre Mennesker, Handelsbetjente, Kontorister,
Embedsmænd og Studerende. Og alle var de grebne af Spillets
Dæmon.
Det meste af Omsætningen, og det drejede sig ofte om store
Haveanlæget og Havehuset i Ejendommen Østergade Nr. 26
Summer, gik i B ankierernes Lommer. I det m indste hed det alm in
deligt, at de blev rige Folk. Og e fter den Maade Spillet var in d
rettet, var nok næsten alle Chancerne til Fordel for dem. Og der
fa ttedes da heller ikke de tragiske Følger, der h a r givet u d e n
landske Spillebanker en sørgelig Navnkundighed. Ikke faa unge
Mennesker bortspillede ikke blot alt, hvad de ejede, men ogsaa
ofte betroede Penge, og der var ikke faa, der for a t tilfredsstille
deres Spillelidenskab gjorde sig til Tyve og m a a tte lide Straf.
Knirsch’s Keglebane er Skyld i m an g t et forspilt Liv, og Selv
mord hører ogsaa med til dens Historie. E et sa ad ant v a k te særlig
Opsigt. Det var en ung Mand af god Familie, som havde hævet
sin Moders Enkepension. De Penge som hun og hans to Søstre
skulde leve af i længere Tid, spillede han bort en Aften i Løbet
af et P a r Timer, og af Fortvivlelse sprang han i Søen.“
Det var dette Selvmord, der endelig bragte Politiet til at skride
ind. Ti til Bladenes
stadige Klager over
d e tte Hasardspil, der
under det gemytlige
Navn af „et Slag Keg
le r“ blev drevet paa
Knirsch’s
Keglebane,
tog gammeldags Auto
rite te r naturligvis ikke
Hensyn.
Ogsaa i Hotellets Ho
vedbygning ud mod
Kongetorvet kunde der
foregaa
sensationelle
Optrin. Og den samme
Sal, som omkring 1840
genlød af Lumbyes O r
kesters glade Musik,
kunde undertiden en
tidlig Morgenstund væ
re Skuepladsen for en
Duel p a a blanke Vaa-
ben mellem to unge
Kamphaner, der mødte
hinanden p a a „Ærens
M a rk “.
I Kælderen i Hotel
lets smalle Gavl mod
Østergade (Nr. 2) e ta b
leredes en af de For
retninger, hvis Navn
for Danske, ja for a n
dre Skandinaver og Ud
lændinge med, er uad-
skilleli gt forbundet med
Østergade, nemlig A. M.
Hirschsprungs Cigarfa
brik, grundlagt 1826;
dets Udsalg flyttedes
hertil i 1840erne.
Der er næppe Tvivl,
om at Cigarudsalget i
Kælderen p a a Hotel
d'Angleterre har v ak t lige saa stor moralsk Betænkelighed hos
gamle alvorlige Folk som Knirsch’s Keglebane i Haven bagved
eller B illardet i Stuen — om der ellers har væ ret noget. — Ti
Keglespil, Billard og Tobak var for alle rettroende Folk af det
Onde.
Det var nu Datidens Cigarer i V irkeligheden som oftest, inden
Hirschsprung begyndte sin Virksomhed. Det er betegnende at
vore første T obaksfabrikker med Udsalg blev anlagt i Vester
gade, den Gade der endnu af alle Københavns Gader mest bæ rer P ræ
get af den Færdsel der oprindelig prægede den. Det var den Gade,
der først aabnede sig for Landbefolkningen, n a ar den gennem
gamle Vesterport kom ind i Byen. Og den Tobak, der bl. a. blev
eftersøgt af L andbrugerne og derfor rigeligst udkrammedes i Ve
stergade, var sikkert k raftig Tobak, men næppe den fineste. N av
n e t paa de første Cigarer, der falbødes i København, „R adekop
p e r“ bruges endnu som en Betegnelse for en frygtelig Kvalme
pind. Det var omkring 1800, Cigarerne i det hele ta g e t viste
sig i København. Og Hirschsprungs Udsalg paa Østergade bør sik
k e rt tages som et Vidnesbyrd om, a t der er skabt en højere
218