224 / 359
Kristenbernikovstræde forinden Nedrivningen og Udvidelsen i 1890erne.
De lukkede nu op, og ind traadto en Person, „i en sort Kjol,
hvor Knapperne paa Opslagene var saa forslidte, at P atronerne
skinnede igennem; havde ellers en hvidagtig Vest og Bukser mod
sorte Strømper, som ikke fuldt var optrækkede, sam t hvid Paryk
osr syntes mig
a t være noget
beskæ nket.“
„Moreau har
jo længe været
død,“
sagde
Personen.
„Ja, ungefær
Kl. 8 'Vi døde
han,
svarede
Carsten
Jo-
chumsen.
„Er I Envoye
ens Sekretæ r?
spurgte h an vi
dere.
„Nej, jeg har
andet
Her
skab,“ lød Sva
ret.
Nu komChai-
søn, der havde
kort
Lesser
hjem,
ind
i
Gaarden.
„Her gaar det
skønt til!“ sag
de
Personen.
„Nu køres der
Kristenbernikovsgade, som opstod paa
ud og ind med Papirer og hvad dennem lyster, og ingen tænker,
a t Kongen af Polen har andre Ministre h e r “.
„Det h a r ingen Fare,“ svarede Carsten Jochumsen sindig, hvor
til Personen svarede: „Jeg skal lære dem, hvad de have gjort.“
Denne Person, der her — man m aa ikke glemme af uvenligt
sindede Folk — skildres som noget lurvet og noget beskænket,
var ingen ringere end Hans Schade.
Hans Schade havde lag t sig efter S tatskunst og studeret ved frem
mede Universi
teter. Medens
han
ventede
paa, a t hans
egen
Konge
skulde faaB ru g
for hans —
efter egne og
Venners
Me
ning ualm inde
lige — Evner,
havde Kongen
af Polen ta g e t
ham i sin T je
neste, og efter
i kort Tid at
have
været
polsk Resident
(noget m indre
end Envoyé) i
Holland,
var
han bleven a n
sat i samme
Stilling ved sit
Hjemlands
Hof. Men her
havde han fra
dansk Side kun
Tomterne efter Nedrivningen af Strædet.
høstet F o rtræ
delighed og Chikane. Alt, hvad der kommer ind under polsk-
sachsisk-dansk Politik og Diplomati p a a den Tid er et u igennem
træ ngeligt Væv af Intriger. Franske, svenske, gottorpske, preus
siske, russiske, engelske og danske Interesser greb ind i h in
224