S_FørOgNu

ovenfor frem sat

frit, saaledes som

var vant til

res Gaarde

eller inde, eller om de var beskadigede. Ti Residenten, omend

kun 32 Aar, „var saa fed og korpulent, at han ej fornam straks

til S kaden“.

Men derp aa vidste Trojel intet at svare, men skikkede hurtigst

Bud efter B adskæ ren Mr. Baumann og efter Residentens Fader,

der boede p a a Vestergade. Han kom og bragte Dr. Aspach med

sig, men trods al Møje og Umage stod den saarede ikke til at

redde, og den næste Dags Morgen

mellem

efter i Notarius publicus N æ r v æ r a j f j ^ ^ ^ ^ ^ ^ * ^ ^ nedenfor.

sin Banemand.

bevaret fra hin Tid- da

rv„

rLa<^ ^ ^ ^ ® * ¥ U n i n d e i den østlige Del af Gaden

„ . .

men fordi her endnu paa

som Sej>-U'"p

besluttede

ner havde

stopher

han

afklædt

og saa

sen. Og so

han a t kl

sig p a a igf

Nu hørte j

Vagten

paa Portei

forlange aJ

ve lukket

Lesser

og talt

ud ad

due og

indre,

var en

ukræi^ire

„Vi vil i

ra ab te Solda

terne. „Her er

o verfaldet en

M inister“.

„Her ligger

Minister

Lig,“

Lesser og lu k

kede Vinduet.

Men i det

samme Vagten

raabte, a t den vilde ind, kom Suhm ned i Stuen. „Hvor skal jeg

dog gaa h e n ? “ spurgte han sin Broder, der var Kaptajn i Garden,

og som lige var kommen til. Men Pigen viste ham ud i Baggaar-

den og saa ham gaa ind i Vaskerhuset og saa ham aldrig senere.

Ti Kaptajnen havde fortalt ham, at der alt var givet Ordre i

Byportene til at anholde Kammerraad Suhm, naar han m aatte for

søge at slippe ud. Og da vi ved, at han samme N at slap bort til

Vands, ligger det næ r a t antage, at han er sprunget ud ad et

Vindue i Vaskehuset til Pistolstræde eller Peder Madsensgang og

hos en Skipper her i Nærheden har skiftet Tøj og faaet lejet en

Baad. Kort sagt: Borte var han og kunde forsaavidt tage sig Døds

dommen let, som Højesteret afsagde over ham et Aarstid senere.

Trods August H ’s Forbøn vilde Frederik IV ikke benaade ham,

saa h an m aa tte stadig opholde sig i Udlandet og døde roligt i sin

Seng 1722.

Den afgangne Resident, der var gift med en D atter af Profes

sor Marcus Meibom, blev med stor Højtidelighed begravet i Ros

kilde Domkirke den 8de November 1708. P aa Kisten blev sat en

ikke altfor beskeden, alenlang latinsk Indskrift. Alle, som hørte

om Suhms nedrige Handling, beklagede hans Enke og hans gamle

Fader. Og Frederik IV ’s milde H jæ rte blev saa bevæget, at han

naadigst udlod sig for sine Ministre og sagde: „Er der noget,

hvormed vi kunde soulagere den gamle Mand i hans store Bedrø

velse?“ og fik det praktiske Svar: Deres Majestæts Naade kunde

meget soulagere ham, om hans værdige Søn m aatte allernaadigst

med Succession ham adjungeres i R ektoratet (i Roskilde). Hvil

k e t saaledes skete. Men over den saa hastig bortrykkede Resi

dent blev der fo rfattet et Æ resdigt med Titel:

Æ R E F A H N E

over

Høyædle og Velbaarne

Hr. Resident Schades Hvilested,

og h eraf lyder første Vers, som følger:

Her hviler Schaden, der — for han sig vilde tage

Æ re an — uskyldig kom af Dage,

gen 12 Aar forinden havde staaet paa Christian iH V / Blod

faaet sin Jordskyld nedsat fra 15 til 10 Mark a a 'rterod-

Aarsag „at Byen skal have et frit Stræde derigenn.

senere

gennem hans Ejendom,

30, hvis vestlige

Maade blev

Stræde.

Allerede 1473

Grund af

v ind og for

pas

Parti af Østergade kort før Nedrivningen af „Ef t e r s l æ g te n “s Ejendom.

1 g'k til sine

Del altsaa

rer i Gaarden.

udlagt t u TT

Urmager, der

Omkring 1800

a t være Bryg-

■p«,

Kronprinselige

E fter Mil

, „

3 — de to For

hørte

¡rgade — som

^ lied for a t give

'Plads for Ny

Gaarden Nr.

22 var ligele

des oprindelig

en Adelsgaard

og tilhørte ved

Midten af Aar-

hundredet den

smidige

Otto

Krag, Medlem

af Rigens Raad

og Herre til

Egeskov

Voldbjerg, der

besad den i

Sameje

med

sin

Frænde

Christian Gjøe.

Otto Krag var

fuldblods

Repræsentant

for den gamle

Danske Adel.

Det var ham,

der under For

handlingerne

angaaendeFor

fatningsforan

dringeni 1660 medHarmeudkastede det Spørgsmaal, om der da

h erefter ikke skulde være Forskel paaen Herremand og paa en

Bonde. Og han var den, der længst søgte at værne den saa-

vel mod Kongehusets Planer som mod de upriviligerede Stæ n

ders Angreb.

Den 9. Oktober 1660 mødte han, — Adelens Repræsentant —

paa sin Vandring op til Kongen, paa Slotsbroen Hovedmanden

for det andet Parti. Borgmesteren Hans Nansen. Og i sin Iver

for at stække Vingerne paa Borgerskabet, der med et var ble

ven saa kolhøgen, pegede han truende paa B laataarn og spurgte

Borgmesteren om han ikkevidste, at der var Fængsel til i Landet for

Oprørere ogUrostiftere. Men HansNansen

blev ham ikke Svar

skyldig, men spurgte, om han vidste, at der i Frue Kirketaarn

hang en Stormklokke, der i et Nu vilde kunne kalde Københavns

Borgere under Vaaben.

E fter Otto Krag ejedes Gaarden af Fru Annike Rosenkrantz

og Hundrede Aar senere af Justitsraad, Toldinspektør Hornemann,

hvis Søn Christian Horneman, den bekendte Miniaturemaler, blev

født her 1765. Den rige Købmand Agier købte senere Gaarden

der i 1802 beboedes af bl. a. Admiralinde Kaas og af den berømte

Madame Mangor, Kogebogens udødelige Forfatterinde, der var

gift med Grosserer Mangor. 1816 ejedes den af Silke- og Klæde

kræmmer Knud Lund, hos hvem Stadsbygmester Malling boede

til Leje.

Nr. 24 var som de foregaaende en Adelsgaard, men tilhørte al

lerede 1661 en borgerlig Mand, den velstaaende Købmand Her

man Isenberg. 1668 var Poul Klingenberg, Danmarks første Gene

ral-Postmester og Stifteren af den første danske Tontine dens