226 / 359
og Carolus svarede, som sandt v ar, a t Gehejmeraad Piessens
Tjener, Lesser, havde forseglet dem. Han spurgte da videre, hvad
Lesser havde med Envoyeens Breve at bestille. Om han (Carolus)
ikke vidste, „at jeg (Slag i Bordet) som polsk Minister er her.
Hvorfor lod I mig ikke vide, at den salig Herre var dod? Jeg
skal gøre Eder en Proces d e ra f“. Men Carolus var ikke ta b t bag
af en Vogn. Han vidste ikke af andre polske Ministre at sige end
salig Herren; havde vel hørt, at Residenten Schade for nogle Uger
siden havde h a ft sin Afskeds-Avdiens paa Slottet, og formente
derfor, a t han m aatto være forlængst rejst af Landet. Men nu
skulde han skikke Bud
efter Mr. Lesser.
Chaisen m aa tte saa.
a tte r af Sted. Men Ca
rolus gav Hans Vil
helm Ordre til at gaa
den i Møde og sætte
Lesser ind i S itu ati
onen. Han mødte den
hjemvendende
Vogn
ved det norske Post
hus og b eretted e ham
om Schades Optræden,
saa Lesser var forbe
redt, da han naaede
Huset.
Imidlertid var Scha
de og hans Broder gaa-
et ru n d t i Huset og
var komne ind i et
Værelse, hvor Pigen,
Maren
Andorsdatter,
sad og udleverede T je
neren noget Sølvtøj,
„hun havde h a ft i Ant-
w o rt“. Til hende siger
saa Schade: Hvor er
det Skrin b rag t hen,
som er kommet ud i
Aften? Og hvem var
den Karl der havde
nogle Breve med i sin
Lomme h e r fr a ? “
„I vil nok søge mig
noget u d !“ sagde Pigen.
Nu rykkede Theolo-
gen sin diplomatiske
Broder til Undsætning.
Han slog paa Følelsens
Strænge.
„Om I nu havde en
Kæreste, lille Pige, og
havde nogle Breve fra
hannem, og I saa døde,
da saa 1 vist ikke ger
ne, a t de kom i frem
mede Hæ nder“.
„Det var ikke stort
angelegen!“
svarede
Maren
Andersdatter.
„Dog saa’ jog det ikke
ret g erne“.
„Videre spurgte saa Schade,“ fortsæ tter Pigen, „om jeg ikke
vidste, a t han var en fremmed Minister og havde faae t sin Av-
diens (o: kom til Hove). Svarede jeg mig, det vidste jeg ikke. Saa
sagde jeg, at jeg vilde ønske, a t den sal. Herre nu kunde se op.“
Hvortil Mr. Schade gav det Svar — der kunde synes at aabenbare,
a t Diplomatiet ikke var hans egenlige Fag — „kunde han det,
saa kom jeg ikke h e r“ .
Nu var Chaisen kommet tilbage med Mr. Lesser, og de samme
Sporgsmaal om, hvad han havde med Envoyeens Papirer at gøre,
og hvem der havde givet ham Ordre, fulgte nu med det samme
Svar, at Piessen havde beordret det.
„Jeg er saa god Minister som Piessen!“ raab te Schade og bed
i Neglen og slog i Bordet. Men da han saa, at hans P rotester ikke
nyttede, sendte han Bud efter sit Voks og sit Signet. Ti han
vilde sæ tte sit Segl ved Siden af de andres. Dog heller ikke dette
vilde Lesser tillade. — Men nu kom K amm erraad Suhm til.
„Hvad har I her at gø re?“ spurgte han, „og hvad er det for
mange F o lk ? “
Da svarede Hr. Schade overmodig „med latterlig Mine“, d. v. s.
smilende: „Jeg har flere end de! Men hvem er 1?“
Hvorpaa Mr. Suhm ved en h u rtig Manøvre fik to af Schades
T jenere sat udenfor og kaldte i det samme flere af Moreaus Folk
ind. Derefter tog han til Orde: „Jeg er en Ven af Huset og af
den sal. Herre. Og lader nu den døde Mand i Ro, eller I skal med
Prygl blive udført paa P o rte n “.
D erpaa tr a k Suhm
og Schade deres Kaar-
der. Den sidstes Vidner
kunde ikke sige noget
om, hvorledes det gik
til mellem de to H e r
rer, men deri stemm e
de alle V idner overens,
a t ingen andre blottede
Kaarderne. Ti S tuden
ten, der vilde blande
sig i Striden, blev gre
ben af Baadsmandens
b arkede Næver og blev
holdt fast som i en
Skruestik.
Tjeneren,
som var inde i Stuen,
følte en H aan d i N a k
ken paa sig og blev
tr y k k e t saadan ned, at
hans Ansigt blev holdt
t æ t mod Gulvet. Suhms
T jenere kunde ikke
nægte, a t de havde set
deres Herre slaa Scha
de oven i Hovedet og
stikke efter ham med
Kaarden, men først da
Schade ra abte: „Hola,
Hola, jeg vil ud!“
sprængte hans Folk
udenfor Døren og sty r
tede ind.
„Da vi indkom, stod
vor sal. Herre i Stuedø
ren, hvor Liget stod,
og en T jener i en lys
Kjol med b laa Opslag,
som sagdes at være
Suhms Tjener, havde
hannem om Livet. Som
vi saa ham saaledes
antastet, fik vi hannem
ud, og da vi udgik af
Porten, blev jeg vaer,
a t min sal. Herre havde
hverken Kaarde eller
Hat, hvorfor jeg sendte
K amm ertjeneren
ind
for at hente dem, men da
h an kom ud igen, havde
h an ingen af Delene.
Der vi nu kom paa Gaden, bad min sal. Herre K ammertjeneren
h ente Vagten, og mens han var borte, sagde han til mig: Peder,
lad mig hælde mig op til eder, ti jeg er saa ganske igjennem-
slaget paa al min Krop. Hvorpaa jeg sagde: Vil Herren ikke
komme hjem? Men han vilde bie til Vagten kom. Da den nu
kom, bad min salig Herre dem gribe hvem de kunde faa fa t paa,
ti de havde overfaldet en Minister. Vagten blev staaende uden
for Moreaus Hus, og derpaa gik vi hjem, jeg foran med L a n te r
nen, og den sal. Herres Broder fulgte hannem under Armen, saa
det var med stor Nød, a t den sal. Herre kunde vinde h jem .“
P a a Vejen hjem klagede Schade sig stæ rk t over Smerter i Ma
ven, og da han var blevet afklædt og kommet i Seng, bad han
sin Broder se paa hans Underliv, og da han gjorde det, saa han,
a t Residenten var stu kk et i den højre Side af Maven. Residen
ten spurgte da, om han kunde fornemme, om Tarm ene var ude
Ejendommen Østergade Nr. 36,
rn af de smukkeste gamle Bygninger i Byen, hvori der i over 100 Aar liar været Bageri, tilhørte i 1661
Guldsmed Albert Cortsen, 1668 Kobbersmed Henricli Elim, 1749 Major N icolai Stiirup, 1757 Christian
Bangerup, 1792 Sadelmager Jacob Gottfred Bandelo og endelig i 1802 Eranskbager J. A. Marscliall. Se
nere bar Bagermestrene Johan Albrecht og August Beste ejet den, nu tilhører Ejendommen Grosserer
Carl og Bundtmager L. E. Schottlander.
226