223 / 359
P ræ ster i København til deres store Harme ikke faa Haand i
H anke med.
Men i 1663 hæ ndte det, at den Danske Gesandtskabspræst i
W ien — i øvrigt en Tysker — i sin fromme Iver for den rene
Lære blev uforsigtig og holdt evangelisk Gudstjeneste paa Gaden.
Og der var man ikke m indre nidkæ r end her. Præsten blev p u ttet i
en Vogn og tran sp o rte reto v e r Grænsen med Anmodning om ikke at
lade sig finde mere i Kejserens Lande.
Men da d ette ry gte
des i København, mente
de to fromme Jesuiter-
fædre, der var vore
hjem lige Herrens T je
nere som Salt og P e
ber udi Næsen, a t det
var bedst a t komme
bort i Tide og forlod
skyndsomst Staden og
L andet.
L e har m uligt ikke
følt
ganske trygge,
da Baron de Goes netop
da var borte paa en
Kejse og deres fornem
ste P a tro n og Beskyt
te r saaledes berøvet
dem. Men Sandsynlig
heden taler for. at de
har faaet Ordre fra den
Danske Regering til at
forsvinde, iflg. den gode
gamle Grundsætning:
Slaaf Du mine Præster,
slaar jeg dine Præster.
Endnu i 1668 boede
de Goes i Nr. 20 paa
Østergade, men nogle
Aar derefter solgte han
Gaarden og flyttede
hen paa Købmagergade
i Hr. Jørgen Bjælkes
Gaard. Og i Grund
tak ste n af 1689 nævnes
Hr. Ober-Rentemester
Brandt som Ejer til
Nr. 20 med tvende Vaa-
ninger ud til „Slip
pen“, nemlig P isto l
stræde.
P eter B randt
var
Sønderjyde og havde fra jævne Kaar i hin for Sønder
jyder gunstige Periode arbejdet sig og sig b u k k e t
frem til sin indflydelsesrige Stilling, som han ikke
kunde magte, og som han blev sty rtet fra af den
dygtige Christian Siegfred v. Piessen. Han døde
som en slagen Mand i 1701, men Kongens Naadc
havde han beholdt, og hans Enke blev Ober-
hofmesterinde for Kronprinsen Christian VI og
sad saaledes som en fornem Frue paa Gaarden.
Og hos hende boede i det Herrens Aar 1703 en
anden fornem Person til Leje, nemlig den pol
ske Gesandt Mr. Moreau.
Den 9. Oktober hændte der noget i Gaarden
Nr. 20 paa Østergade, der satte Københavnernes
Sind i den stæ rkeste Bevægelse og længe gav dem
noget at snakke om. Ti det drejede sig her ikke om
gemene Folk, men om liøjo og fornemme Standspersoner
Den nævnte Dag var Mr. Moreau indbudt til Middag
hos Holmens Chef, den dygtige og myndige Admiral v. Støcken, der
havde sin Embedsbolig paa selve Holmen. Der kom lutter fine Folk,
hans Væ rtinde Oberhofmesterinden, Geheimeraad Christian Sieg
fred v. Piessen, Kammerraad Burchardt v. Suhm og flere andre.
Oberhofmesterinden var forlængst kommet kørende i sin fine
Kareth, v. Piessen og andre af hans Rang lige saa. Hr. Suhm var
ligeledes kommet anstigende, kort sagt Selskabet var samlet,
kun Hs. polske Majestæts R epræsentant havde ikke ladet sig til
syne endnu.
1882 blev Sønnen Anders Fonnesbech Associe i Firmaet, i 1895 optoges hans yngre Broder Johan Hen
rik og i 191S J. P. Lund, Firmaets mangeaarige Prokurist. Der er i Perioden 1880erne til Dato sket
Udvidelse paa Udvidelse af Lokalerne; nu spænder Forretningen over Ejendommene Nr. 41, 49, 45 og
47 i Østergade og 36, 38, 40 og 42 i Lille Kongensgade. Etablissementet klassificeres som ot af H o
vedstadens mest mondæne og fashionable Dame-Etablissementer.
O«
Anders Fonnesbech,
f. 1852.
Tiden tra k ud, og han kom stadig ikke. Da endelig Suhm tog
af Sted for at se, hvor han blev af, fandt han ham siddende ved
sit Arbejdsbord med sine Breve og sine Papirer foran sig, men med
Fraaden om Munden og hylende som et vildt Dyr. Han havde
faaet et Slagtilfælde og Admiralens Middag havde faaet en tilpas
krydret Tilsætning: noget at snakke om, en sensationel Nyhed at
udbrede sig over og at bringe videre.
Dog, lad Samtiden selv tale. Det er Hans Vilhelm, forrige Lakaj
lios Hr. Envoyé Moreau,
der aflægger sin Beret
ning for Borgerretten
paa Københavns Slot:
„Den 9de Oktober,
Klokken kunde være
henimod 6, gik jeg ud
i Haven til Gaarden,
da Hr. Kammerraad
Sulims Tjener, navnlig
Jørgen, kom til mig og
sagde: Hans Vilhelm!
Gaar I lier og vod ikke,
a t eders Herre ligger
halvdød paa hans Kam
mer? Hvilket jeg ikke
vilde Iro; dog løb jeg
straks op og fan dt hos
hannem Hr. Kammer
raad Suhm og Kam
mertjeneren
Carolus,
som stod og havde han
nem imellem Armene.
Herpaa blev jeg straks
skikket efter Dr. Bøhm
med Hr. Kammerraad
Suhms Hyrevogn,og saa
snart Dr. Bøhm var
kommet, blev jeg skik
ket efter Barberen, Mr.
Meisen, som var straks
følgagtig og søgte paa
sal. Herrens Arme ef
ter Lægeaaren, men
beklagede sig ingen at
kunne finde. Dr. Bøhm
ordinerede Medicamen-
ter til hannem og gav
hannem ind, og et
Glas holdt han hannem
før Næsen. Siden blev
han lagt paa to Stole
paa den højre Fod blev aabnot en Aare. Dr. Wollf
vom imidlertid ind og ta,lede med Dr. Bøhm, men
hvad deres Sam tale var, ved jeg ikke, formedelst
jeg stod og holdt Herrens Hovede op, medens
Carolus (Moreaus Kammertjener og Sekretær) to r
kede hans Mund med Servietter.
Derefter blev han af os samtlige baaren ind i
et andet Kammer og lagt paa en Seng og
straks en halv Time derefter døde. Dr. Wolff
kørte bort og Mr. Suhm straks derpaa. Ilvad
Tid Dr. Bøhm kørte bort ved jeg ikke til visse“.
Envoyeens Tjenestefolk gav sig ikke Tid til lang
Lamenteren. Livet var af Manden, det var sikkert
og vist, og saa fik han finde sig i at blive behandlet
som en død Mand. 1 vore Dage m aa man vænne sig
lidt til at have Døden i Stuen og lader i Reglen den
nylig dode have Ro i sin Seng et Døgn eller saa, men
Datiden gik mere resolut til Vajrks. Inden to Timer
var gaaet, var Liget anbragt paa en Løjbænk nedenunder i Mel
lemstuen og „klædt“. Imidlertid var Piessens Sekretær, Lesser,
kommet til Stede.
Omtrent ved Midnat blev der dundret stæ rk t paa Porten. Som
en klog Kone holdt Fru Oberhofmesterinden en haandfast Portner,
en Baadsmand, Hans Pedersen. Det kunde nok gøres nødig i slige
lovløse Dage. Han og hendes Fuldmægtig Carsten Jochumsen gik
til Porten og spurgte, hvem der bankede saa.
„Lukker op!“ svarede en myndig Stemme.
223