239 / 420
2 3 5
Paa en Gang var
Puk
i Tivoli. Direktionen var nu
kommen til Erkjendelse af, at det var for galt, at Folk skulde
have Lov at sidde lige til Klokken 10—11. Det var derfor
bleven ordnet saadan, at Gadedøren blev lukket hver Aften,
naarThrane gik hjem, og det gjorde han gjerne ved det Lag
Kl. 9. Saa kom Hunden og Manden med Nøglerne, og saa
begyndte den gojie, gamle Sport, som
Puk.
kjendte saa godt
fra 94: at gjøre Hunden kjed af sit Hundeliv og til Trods for
den at forvandle Hundedagene til Hundenætter. Naar det var
besørget, blev der ganske livligt ved Bodega-Tønderne, og selv
E sin a n n fik sig en lille Pisk.
Ude paa Plænen stod Luftskipper J o h a n s e n og for
handlede med en fransk Handelsrejsende i Luftfartøjer om en
ny Ballon’. Johansen stillede store Fordringer, og Franskmanden
vilde have, at han skulde gaa lidt ned i sine Fordringer. Men
Johansen sagde, at det var blevet ham absolut forbudt at gaa
ned i Kjøbenhavn og Omegn. Det kunde Luftskipperen ikke
sige noget til.
I det samme hørte
Puk
stærk Folkejubel udenfor. Var
der opdaget et nyt Underslæb i Kreditforeningen, der nu
fejredes af de glade Kreditorer? Ønskede man at bringe et
Fakkeltog til Direktør Rothmann, der ganske vist ikke var
nogen Banke-Rothmann? Jubelen steg! Skulde, Bauken virkelig
være gaaet helt rabundus?
Dog ikke. Det var simpelthen B u sch s Festfyrværkeri,
der blev brændt af.
Den internationale Bogudstilling
i P ari s blev højtidelig aabnet
af Konseilpræsident Dup uis sidste Mandag. Telegrammer be
retter, at den danske Afdeling vakte Begejstring.
Hvad Fanden kan det have været for en Bog, der er
udstillet dernede?
Det kan da ikke være Fru N im b s »Karen«, for den
er vist ikke efter Parisernes Kogebog. Og det kan da heller
ikke være O scar M ad sen s Hymne til Prins Kristian i »Sølv
bryllupsalbumet«. Det maa man kende Oscar Madsen for at
more sig over; men saa er det ogsaa uhyre grinagtigt. Grøns
Katalog? Tvertimod, det tjener til at nedsætte vore største
Digtere i de flestes Øjne.
Maaske det er »Tilskueren«? »Det har indeholdt en Del
gode Navne i sin sidste Aargang«, skriver »Politiken«.
Saa kunde det lige saa godt være V e jv is e r e n . Den
har da indeholdt de fleste gode Navne flere Aargange i Træk.
Eller P o n to p p id a n s »N attevagt«; der skal være
gode Typer i ; men det skal der ogsaa være i Reklameskriftet
fra Centraltrykkeriet.
Nej! Nu falder der et Bind fra vore Øjne. - Paa Ind
holdet ses ikke- saa meget som paa en smuk Udstyrelse.
Saa har det nok været »Hugo S tellin g « , der vakte den
store Begejstring.
Den forkerte Verden.
Fhv. Konsul B r o b e r g som Offer
paa Fædrelandets Alter — som Martyr for den slesvigske Sag
— som Prügelknabe for den »nationale Idiotisme« — Det er
næsten for grinagtigt !!!
Det fra Fædrene nedarvede.
O*
L
Atter er vor danske Snaps
Stedt i Nød og Fare,
Selv Hr. K øed t vil gi’ den Klaps,
Ynder ej den Vare.
Folk dog burde lidt sig skamme,
Denne Snaps er jo den samme, v
Som vi fik fra vore Fædre,
De forstod det bedre.
B a ld e r selv, der var saa sød,
Viste ej sig kræsen,
Noget, som han kaldte Mjød,
Var det rene Væsen.
Vil vi Grækerne betragte,
Vi D io g en e s foragte
Ser Alverdens bløde Hynder
For B o d e g a s Tønder.
A le x a n d e r kaldtes stor,
Her dog ej han duede,
Naar man ser, at han sig kroer
Bare for en Knude.
Nærmere ved Maalet kommer
Mangen tapper G amm elrom er:
De fandt paa at give Spritten
Navn af A k va v i ten.
Videre Historien gaar,
Til den atter standser:
Erik P omm e rin k e Taar
Tog af Pomm eran s er.
Ned i B ajere de skylles,
Da K ristoffer derpaa hyldes.
For Kong H a n s en lille A a lb org
Var den bedste Skjoldborg.
F jerd e K r istia n yndede
Ganske særlig Dramme n,
Var det Urot, syndede
Da vi allesammen.
Endnu slaar den danske Lærke
Stadig sine Triller stærke.
Kjød er Hø, men Køedt desværre
Ej vil Hø ru p være.
f
Å
Aarhus
har paa en Gang været Samlingssted for en dansk
Tandlægekongres og et Cenfral-Urmagermøde. Fra først af
virkede de i Forening, saaledes ved en Udstilling af Tandhjul;
men Tandlægerne var utilfredse med Urmagernes Fremgangs-
maade ved Udstillingen af Urene; de paastod, at Urmagerne
trak dem op.. En Middag, som disse afholdt, skal der have
været meget Slag i. E n'Taffeluroxefilet var Menuens
piéce
de resist,ance.
Medens Urmagernes Møder var forholdsvis
tidlig forbi, varede Tandlægernes længere: de trak ud til langt
hen paa Eftermiddagen.
VD