247 / 420
Friedrichsruh, saa at denne tregraahaarede Statsmand endog
siges herom at have bemærket til sin Sekretær, Dr. Chry-
sa n th em u m :
»So ein Ding mochte ich auch haben«.
Og
vel maatte denne vidt skuende Statsmand udbryde i disse
alvorsfulde Ord, som Hr. Capri v i gjorde klogt i at skrive sig
bag Ørene, naar man erindrer, at Tiderne er saa slette, at
D rachm a n n og en sydtysk Forfatter i Følge førstnævntes
eget Referat var omtrent de eneste »anstændige« Mennesker,
der var til Stede paa den tyske Forfatter- og Journalistkongres
i H am burg. Men denne ganske naturlige Jalousi, der i saa
Henseende kunde være vakt hos vor sydlige Nabo, vil dog
næppe fremkalde nogen yderligere Spænding, takket være det
verdenshistoriske Møde mellem den tyske Altreichskanzler og
den danske Presses flyvende Hollænder, Hr. C aw lin g. Naar
disse to Stormagter, saaledes som det fremgaar af »
Politilcen
«
for 16. Juli, har trykket hinanden i Haanden, turde Verdens
freden foreløbig ikke være truet fra den Kant, og det Jord-
skjælvi K o n s ta n tin o p e l, der har bevist Nytten for Tyrkerne
af at gaa med vide Buxer, saa de kunde have noget at ryste
i, vil forhaabentlig vise sig at være et lokalt Naturfænomen,
der ikke staar i nogen som helst Forbindelse hverken med
Sukkeraktiernes Dalen, med Hr. Je. K. L a u r id s e n s Ind
trædelse i Good-Templar-Ordenen eller med gamle G lad ston es
Beslutning om at lægge sine blaa Briller og træde tilbage i
Privatlivet, uden saa meget som at forbeholde sig den Retrætepost
som kongelig dansk Theaterchef, der endnu staar ledig.
Da
Forskønnelsesforeningen havde udruget sit Storkeæg,
glemte den at sørge for Drikkelse til Ungen. Man bør lade
den Fugl flyve — til Nilen efter Vand. Maaske kunde den
ved samme Lejlighed fiske et Springvandsprojekt, der ikke var
dødfødt.
En forfu lgt U sky ld igh ed .
\
H e n n in g J e n se n , Socialist,
Ex-Præst, gejstlig Pensionist,
Var for nylig paa Turnée,
Præsterne til Spot og Spe,
Vilde ramme nogle Pæle
Gjennem disse sorte Sjæle,
Som jo Jensen kjender bedst
Fra den Gang, han selv var Præst.
Ak, men Verden er jo slet,
Hvem var forberedt paa det?
Gejstligheden ej sig from
Viste, men i Harnisk kom:
Henning Jensen slemt man røfled,
Rent ud sagt man ham kanøfled,
Foreholdt ham hans Pension
Uden Naade og Pardon.
Henning Jensens Kristendom
Har nu gjort ham tem’lig from,
Ret godmodig og polisk;
Men ved dette blev han bidsk.
Thi af alt i Konfessionen
Elsker særlig han Pensionen,
Ja, den ef for ham omtrent
Næsten som et Sakrament.
3 ®
Og i H ø ru p s »Politik«
Harmfuld han i Ilden gik
For den Naadegave, han
Htke godt undvære kan:
»Ikke ved Pensionen lirke,
Den er i den ganske kirke
Ene af utvivlsomt Værd;
Dertil mig personlig kjær.«
Denne Præken haabe tør
Man har virket, som den bør,
Saa der bliver mere Stads,
Naar igjen paa Visitats
Jensen skal. Vort Lands Konventer
Ham med fuld Musik da venter
Som en Kirkens Skytspatron
Og især med fuld Pension.