DetKongeligeTeater

D IK E C T E U R V A LG .

Det er ganske naturligt, at Overskou maatte føle

sig knyttet til Heiberg, der havde valgt kam, den for

længst afgaaede Skuespiller, til en Stilling, der syntes

at maatte tillægges stor Betydning for Theatrets Drift,

— at Heiberg rimeligvis hverken tillagde Stillingen

eller Overskou selv den Betydning, som denne antog,

er ikke gaaet op for ham; — men om den Hengiven

hed, hans Theaterhistorie lægger for Dagen ligeover

for Heiberg, virkelig var saa oprigtig og trofast, som

det her faaer Udseende af, turde maaske dog drages i

Tvivl.

Det forholder sig vistnok saa, at Heiberg allerede

af den offentlige Menmg var udpeget til Theater-

directeur, da daværende Cultusminister Madvig i 1849,

som Overskou siger, „valgte ham efter modent Over

læg, selvstændigt, som den Mand, der heri Landet

fortrinsvis var qvalifieeret dertil.“

Imidlertid, Madvig kjendte dengang vistnok saa-

lidet til Theater og Theateradministration, at han med

Hensyn til denne Administrations Væsen næppe havde

anden Dom end den, der dengang var og formentlig

endnu er fremherskende i Publicum og Journalistiken,

og som udleder Qvalificationen til at være Theater-

directeur fra den overlegne æsthetiske Indsigt.

Det er jo udenfor al Tvivl, at der fra dette Ud-

gangspunct ikke let kunde findes en mere qvalifieeret

Mand til Posten end Heiberg, og det tør vist ogsaa

antages, at Heiberg hermed forenede andre Egen

skaber, som maatte være attraaværdige for en Direc

teur for det kongelige Theater.

Men det turde være et Spørgsmaal, om selve Ud-

gangspunctet ogsaa er det rette, naar man har antaget

det System at give en enkelt Mand den hele Be

styrelse ihænde som Directeur eller Chef.