FalcksRedningsKorps

have dette Hjælpemiddel til Raadighed i ethvert moderne

Redningskorps.

I Aarene fra 1908, da vi fik vor første Sygeautomobil, og

til 1916, da vi flyttede til Stationen i Tietgensgade, skete der

i mange Henseender en meget stærk Udvikling indenfor

Korpset. Og dog var i 1916 Bilen endnu ikke blevet det alt

beherskende Færdselsmiddel, fordi Krigen i høj Grad hæm

mede dens Udbredelse. Hvad der fremstilledes af Biler, tog

Militæret i de krigsførende Lande i sin Tjeneste. Ogsaa Red

ningskorpset havde store Vanskeligheder som Følge af Krigs

restriktionerne; det kneb i Virkeligheden med at opretholde

Driften paa fuldt tilfredsstillende Maade, fordi vi ofte havde

svært ved at fremskaffe de fornødne Reservedele, og en Tid

var Benzinmanglen saa stor, at vi maatte køre med en Sprit

blanding, hvori der kun fandtes en meget ringe Del Benzin,

og som derfor ødelagde Motorerne ret hurtigt. Gummiringe

kneb det ogsaa med at fremskaffe paa Grund af den strenge

Gummirationering.

Men da Krigen sluttede i 1918, satte til Gengæld en vældig

Udvikling af Bilismen ind. Hele den forbedrede Bilteknik,

som Krigen havde skabt, kom nu pludselig det store Publikum

tilgode, og Bilfabrikationen og Bilsalget fik en vældig Op

blomstring, der igen medførte en voldsom Stigning i Færd

selsulykkernes Antal. Det blev Bilulykkerne, som optog den

største Del af Korpsets Arbejde. Vort Udrykningsmateriel til

Hjælp ved Biluheld forøgedes stadig, og i 1926 — den 3. Ok

tober, atter Dagen for Christiansborgs Brand — oprettede

vi Stationen paa Ørnegaarden netop for at aflaste Hoved

stationen i København for den mægtige nordsjællandske Bil

trafik, som krævede stadig hyppigere Udrykninger. Det var

et Led i Oprettelsen af den Række Stationer rundt i Landet,

som indlededes med Stationen i Odense i 1919, og som stadig

fortsættes.

Men før jeg kommer nærmere ind paa denne nye Fase i