128 / 132
protegerede vi stærkt og var vel sete der. da vi
soin hørende til det linere Publikum hævede dets
Anseelse.
Regensianerne nød i det Mele en vis Anseelse i
Kjøbenhavns Quartier latin. Vi var kjendte af de
Handlende og tildels ogsaa af den øvrige Befolkning
i Nabolaget. Et Exempel derpaa var, at de d ra
matiske Foreninger, der gav Forestillinger paa Thea-
tret i Kannikestræde, ogsaa kaldet «Kalkeballen»,
og da især «Søetatens dramatiske Forening», hvis
Hjem var Nyboder, satte stor Pris paa, at vi be
søgte deres Forestillinger. De sendte gjerne Dagen
før Forestillingen et Antal Fribilletter hen paa Re
gensen. Vi skiftedes til at benytte disse Billetter,
og naar vi saa indfandt os i Kalkeballen, blev vi
højtideligt modtagne af Bestyrelsens, med store
Dannebrogssløjfer paa Brystet prydede Medlemmer,
der fulgte os til vore reserverede Pladser. Selv
om nogle Damer af en Fciltagelse havde sat sig
paa nogle af disse Pladser, blev de af Directionen
jagede bort. Der vistes os den største Udmærkelse
og Artighed, hvad vi gjengjældte ved livlig Applau-
deren. Forestillingerne var morsomme, ikke paa
Grund af deres dramatiske Fortræffelighed, men paa
Grund af deres elskelige Naivetet og den Freidighed,
hvormed Personalet vidste at beseire alle sceniske
Vanskeligheder.
Theatret selv var lille og saae meget forrøget
og forfaldent ud. Det var en Lykke, at der aldrig
gik Ild i det. Det var paa 1ste Sal og den eneste
Adgang var en snever og knirkende Trappe. Var
der udbrudt Ild, vilde saavel Kunstnerne som Publi
kum være blevet levende stegt. Men det tænkte vi