129 / 132
126
aldrig paa. Lysekronen blev, naar Forestillingen
skulde begynde, hævet op i et stort rundt Hul i
Loftet, ligesom i andre Theatre.
Men det skete
ikke langsomt og høitideligt. Med et Ryk foer den
op i Hullet, sprøitende Olie fra sine Lamper som
en fin Regn ud over dem, der sad nedenunder, og
naar Tæppet gik ned, kom Lysekronen farende ned
fra Hullet paa samme voldsomme Maade. Det saae
ud som om den vilde falde ned i Parquettet, men
den standsede med et Ryk og nogle korte derpaa
følgende Krampetrækninger.
Efter Forestillingen maatte vi ind i et skummelt
Værelse, Theatrets Foyer, og drikke et Glas med
Directionen. Vi fik der Ledighed til at courtisere
Primadonnaerne. Der traf vi ogsaa Theatrets Eierinde,
den i sin Tid blandt dramatiske Kunstnere saa be-
kjendte Madam Schæfer. Hun var dengang en meget
gammel Kone med kruset hvidt Haar og et skarpt,
gjennemborende Rlik og et meget energisk Ansigt.
I sin Egenskab af Kalkeballens Eierinde var hun
kommen i nær Rerøring med flere Decenniers pri-
vat-dramatiske Kræfter. Den i sin Tid, det vil sige
i Tyverne og Trediverne saa bekjendte Dandselærer
og Declamator Ove Georg Frederik Ragge, omtaler
hende i sin snurrige Bog «Livsbilleder». Han skil
drer hende just ikke med de skjønneste Farver.
Efter hans Mening var hun en Megære. Det er
ganske rimeligt, at han, som ifølge sin egen Frem
stilling var en i Pengesager upaalidelig Person og
Hader af det foragtelige Mammon, har havt slemme
Controverser med hende. Hun var nærig, og Bagge,
hvis poetiske Aand havde sit Tilhold i de høie
digteriske Sphærer, havde stærk Tilbøjelighed for
Flasken, som den Talisman, der hævede ham til
Parnasset. Under de Omstændigheder var det rime
ligt, at der kom Sammenstød. Det var Kunsten,