17 / 132
14
sigt. Der er en Ro i den, som ikke engang de to
elektriske Buelamper ud imod Kjøbmagergade forman
at bryde.
De gloer, som om de vilde bede om
Forladelse, fordi de sidde der som en Anachronisme.
Og saa inde i Gaarden! Kan man tænke sig noget
mere elskeligt end denne, af den gamle Kjæmpelind
overskyggede Gaard? Den gamle Lind staar der som
en Grandpapa for de ideligt vekslende Slægter af
unge Studenter. Den er et ligesaa integrerende Led
af Begrebet Regensen som selve Murene, som selve
Provsten, Viceprovsten og Klokkeren. Man kan ikke
tænke paa Regensen, uden ogsaa at tænke paa Linden.
Der staaer ogsaa andre, yngre og mindre Lindetræer
derinde. De ere meget smukke og ingenlunde Yng
linge, de gjøre deres Nytte og bidrage deres til
Gaardens Skjønhed, hvad ogsaa de prægtige gamle
Vinranker gjøre. Men de ere kun smaa Børn ved
ved Siden af den store, ærværdige Lind.
«Men Regensen staaer i Vejen for Færdselen»,
har man sagt, — «der skeer Ulykkestilfælde, fordi
der er for lidt Plads mellem den og Rundetaarn».
Saa var der engang for ikke længe siden en Inge-
nieur, som sagde, at det var den nemmeste Ting af
Verden, at tage og Hytte Rundetaarn lidt hen til den
ene Side for at gjøre Plads. Vi, saatel gamle som
unge, Regensianere kunne godt lide denne Ingenieur.
Han er bestemt en rar Mand. Han vilde nemlig
redde Regensen. Men Ideen slog ikke an.
Folk
mente, at det vist var bedst at lade Rundetaarn
staae der, hvor det hidtil havde staaet. Ingenieuren
havde vel Uret og Folk Ret. Taarnet maa blive
staaende. Det horer forresten med til Regensen paa
en vis Maade. Ligesaavel som Lindens herlige Krone
er Gaardens Pryd. ligesaavel er Rundetaarn det som
det staaer der og rager op over Tagene og kigger
ned paa Regensen og dens unge Beboere. Ingenieu-