23 / 132
20
til at betragte Armeen som en baade kostbar og
unyttig Indretning.
Landet havde just dengang
længe bavt Fred. De Menige og Underofficererne
var hvervede Folk, tildels Udlændinge, og for største
Delen alt andet end agtværdige Existenser. Mange
af Officererne var udartede i moralsk Henseende,
indbildske og anmassende, og hertil kom, at en stor
Del af dem var Tyskere, som foragtede baade den
danske Nation og det danske Sprog. Armeen var
ikke national.
Dette bevirkede, at overalt, naar der opstod
Strid mellem en Militair og en Civilist, tog Mæng
den altid ubeseet Farti for Civilisten og imod den
Militaire.
Naar altsaa det i og for sig ubetydelige Sam
menstød mellem Student Michelsen og Lieutenant
Rømeling den 2den Februar 1793 formaaede at
bringe hele Byen i et saadant Oprør, at Regjeringen
grebes af Frygt for en Revolution, saa viser det til-
fulde, hvor forhadt Officersstanden var. Men det
viser ikke, at Regensianerne eller Studenterne over
hovedet var et uroligt eller voldsomt Folkefærd.
Vel var det i Sammenstødets første Begyndelse Re
gensianerne, der vare de virksomste Deltagere i
AfTairen, men meget hurtigt strømmede alle Slags
Civile sammen og indtog en truende Holdning imod
Rømeling.
Regjeringens skarpe Forholdsregler var uden
Tvivl ogsaa noget begrundede i en overdreven Skræk
for Uroligheder. Den samme Dag, som Posthusfeiden
udbrød, var nemlig Efterretningen om Kong Ludvig
XVFs Henrettelse naaet til Kjøbenhavn. At denne
Efterretning greb de Styrende stærkt er ikke under
ligt. Men der var ikke Spor af Grund til at frygte
for at Kjøbenhavnerne skulde halshugge den sinds
syge Kong Christian VII eller den høit elskede Kron-