32 / 132
i let Tøi, var det næsten ikke muligt at have den
paa sig. Dernæst var det ikke Provsten selv per
sonligt, der udleverede Portnøglerne, men hans
Kokkepige, et ældre ugemytligt Fruentimmer, som
ikke betragtede os unge Fyre med den Velvillie, vi
fortjente. Hun gloede misfornøiet paa os, naar vi
kom ind til hende i Provstens Kjøkken og bad om
Portnøglen, som om hun havde os mistænkt for at
vandre ad Lastens Veie.
Nægte os Portnøglen,
kunde hun imidlertid ikke, men vi maatte skrive
vort Navn paa en dertil indrettet Tavle, som hun
havde i Forvaring. Vi narrede hende alligevel under
tiden ved at skrive et galt Navn, saasom Bernadotte,
Sophokles, Lord Byron og lignende berømte Navne.
— Det kunde ogsaa hænde, at det begrændsedc An
tal af Portnøgler, som hun havde Administrationen
af, slap op, saa at man ingen Nøgle kunde faa.
De udlaante Nøgler skulde den næste Morgen inden
Kl. 9 afleveres til Kokkepigen, som saa forelagde
Provsten Tavlen med Navnene paa de Forbrydere,
der havde havt Portnøgle den foregaaende Aften
Formodentlig førte Provsten Bog over dem, der
laante Nøgler, og viste det sig, at en Person for
ofte gjorde Brug af Portnøglen, blev han kaldt op
til Provsten og afæsket Forklaring om Grunden til
dette Misbrug.
Disse Omstændigheder bevirkede naturligvis, at
man foretrak at hjælpe sig paa anden Maade. Det
er vel bekjendt, at man i de Tider, istedct for, ud
rustet tned en Nøgle at gaae ind gjennem Porten,
krøb ind af et af Vinduerne hos en af de Kamme
rater, som boede i Stueetagen. Man gav Vægteren
fire eller otte Skilling for at hjælpe til. Skjøndt
det var en Gène for de Alumner, af hvis Vinduer
man krøb ind, var det en Selvfølge, at de gjernc
fandt sig deri. «Heute mir, morgen Dir.» Vægterne