67 / 399
59
skinsbilleder, der saa ofte friste os til at tro
paa en Forudtilværelse, hvori vi engang før
har oplevet Nutidens Hændelser. Havde Billedet
ikke været saa klart som det var, og havde
Erindringens Traad været overskaaret, saa jeg
ikke havde genkendt det, vilde jeg have kunnet
opfatte det som et Blink fra en Præexistens,
hvori jeg ligesom senere havde været Teater
direktør. Nu kendte jeg derimod Situationen
og vidste, at Erindringen tilhørte Begyndelsen
af d enne Livs-Udgave — følgelig ogsaa, at
det ikke var m ig , der den Gang sagde: „Naa
saadan at forstaa“. Dog er det rimeligt nok,
at Ordene begge Gange har forudsat samme
Forstaaelse.
Da je g sagde dem, betød de:
Barnet er Barn, og den Gamle gaar i Barndom!
„Lad os saa høre et af de Digte, Du kan,
men helst det korteste!“ — sagde Doktoren.
Mit Valg var naturligvis gjort forud, og
det var ikke faldet paa noget kort Digt. Til
Ære for Teatrets H ak on Jarl havde jeg lært
hele Øhlenschlægers Ballade af samme Navn
— formodentlig med et beskedent Haab om,
at han i mig skulde opdage en fix og færdig
L id en E r lin g — og jeg gav mig altsaa til at
deklamere: