66 / 399
58
Han stirrede endnu en Stund forknyt paa
Instruktøren, der igen havde givet sig i Lav
med sine Papirer, skød mig saa frem foran sig
og sukkede spørgende:
„Han her?“ —
„H an !“ — udbrød Ryge med hele sin
Stemmes rungende Klang og maalte min lille
Person fra Øverst til Nederst med en ube
skrivelig Mine.
Derpaa tog han Piben af
Munden og sagde ganske rolig:
„Naa s a a dan at forstaa!“
Tredive Aar senere, da jeg selv var Teater
direktør, og en gammel Bedstemoder kom op
til mig med et Vidunderbarn, som hun vilde
have ansat ved Kasino, faldt det samme: „Naa
saadan at forstaa“ ud af Munden paa mig, og
som ved et Trylleslag stod liele det nu fortalte
Optrin med alle dets Enkeltheder for mig i en
næsten vidunderlig Klarhed. Jeg saa pludselig
hele Stuen, men især Doktor Ryge og hans
Slobrok med fotografisk Tydelighed, jeg hørte
det rungende „Han?“ og mødte det forfærdelige
komisk-tragiske Ansigt, hvormed han den Gang
betragtede mig, idet han langsomt lod Tobaks
piben synke.
Det er slige pludselig opdukkende Gen