68 / 399
60
De Nætter ruge saa lange og sorte,
Syvstjernen glimrer saa mat,
Ud stormer Vinden af Nattens Porte,
Fælt knager Granen i kolde Nat —
I Offerlundene Blæsten tuder
Om mosgrode Støtter af Valhals Guder:
„Vor Tid er forbi . .
„Ja det er nok!“ — afbrød Instruktøren
mig med en Mine, der lod os forstaa, at vor
Tid ogsaa var forbi.
Derpaa vendte han sig med et Skuldertræk
mod Bedstefader og sagde:
„Lad ham bare komme i Skole! Ved
Theatret bar vi ingen Brug for Genier, førend
de selv kan knappe deres Bukser!“
D et kunde ikke misforstaas!
Jeg ved ikke, paa hvem af os disse mas
sive Ord gjorde mest Virkning, men det ved
jeg, at de hos mig forjog alle de Indbildninger,
som Bedstefaders og hans Venners Beundring
havde udklækket, og fyldte den ryddede Plads
med forskræmt Selvmistro.
Det var Teater
kongen, der havde talt, og om hans Ord var
der ingen Tvivl. Kongeord var Gudsord i den
gamle Havnefogeds Hus, og den reducerende
Mine, hvormed Ordene var bievne udtalte, var
endnu mere overvældende end de! Den ud